Ulækre børn…

Irma har lært at sige ulækker. Og det kommer ret prompte – og temmelig ofte også. Det er meget forskellige ting der er ulækre set fra hendes perspektiv, alt lige fra bussemænd og det at spise sand, til spegepølse eller en anden type mad hun ikke lige er i humør til at spise den dag… Der bliver rynket på næsen og så siger hun “det er ulækkert, mor”. Vi diskuterer det lidt – jeg er som udgangspunkt ikke så pjattet med at noget mad defineres som ulækkert, så der arbejdes lidt på den sag… Men én ting man selvfølgelig ikke kan finde på at sige er, at ens barn er ulækkert! Men helt ærligt… så er børn jo generelt ret klamme…

Jeg kom til at tænke lidt over sådan noget som spisning her til aften. Og fx i går da vi fik ris (og noget til, ik!?) var der jo ris ALLE steder bagefter. Både på Irma og rundt om hende, egentlig ikke specielt lækkert når man tænker over det. Og så er der det her med at spise ting fra jorden – én ting er 10 sekundersreglen hvor man LYN-hurtigt samler det op man har tabt og kommer det i kæften uden så mange dikkedarer, noget andet er at finde ting andre har tabt, og proppe det i munden…. FØJ! Irma er heldigvis ikke så slem til det, men jeg har da stoppet hende et par gange hvor noget ubestemmeligt har ramt tungen… Derudover er jeg mere end ti gange kommet på arbejde med noget på tøjet – uden at kunne identificere hvad pokker det er (nogle gange har jeg heller ikke lyst til at prøve!), men jeg kan godt regne ud, at det har noget med 10 små fedtede fingre at gøre…

Men her til aften synes jeg faktisk jeg nåede topmålet af klamt (og ja ja, jeg er bestemt klar på at høre jeres historier, der sikkert topper min historie x 100!). Irma og jeg havde lige spist pasta til aftensmad, og jeg trækker hendes stol ud så hun kan komme ned, og for at jeg lige kan tørre de der 5-6 pastaskruer op inden de bliver ét med gulvbrædderne… Hun bliver siddende på sin stol og kigger ned på mig, og kommer så til at nyse! Og post-middags-nys er ikke de lækreste at få i nakken!! På hals, trøje og oppe i håret sad nu madsnask, snot og almen ulækkerhed (jo, DET er i hvert fald et ord!). Ahrmen for pokker da! Tror da ikke det er et sekund for tidligt at begynde at lære sin pode at holde sig for munden! AD!

Reklamer

Hentning…

Vores hverdag hænger sådan sammen, at det er manden der afleverer og mig der henter – langt de fleste dage. Og det fungerer godt – langt de fleste dage. I øjeblikket går det rigtig fint, fordi børnene slutter dagen af med at være på legeplads i det gode vejr. Og Irma er altid glad når hun kan lege i sandkasse, rutsje eller gynge – eller bare rende omkring udenfor. I går havde jeg god tid, der var styr på mad og indkøb og Irma og jeg kunne lege på legepladsen inden vi skulle hjemad. Og mens vi står og gynger, kommer der en far ud på trappen i 2. sals højde. Deroppe bor nogle af SFO-børnene, men i dag var de nede i den fjerneste ende af legepladsen og lege. I stedet for at gå ned til sit barn, står manden og RÅBER ud over hele institutionen: NA-TA-LIE!!! 4 gange! Så mange kald skal der til før pigebarnet indser at hendes tåbe af en far står og bræger efter hende, i stedet for at lette måsen og hente sin datter i ro og mag. Selvom pigen nu tydeligvis er på vej, bliver han ved med at stå og råbe, “få lige den jakke på”, “skynd dig nu lidt” og sidst men bestemt ikke lavest: “Vi skal ikke hjem, vi skal ud og køre i den nye bil”. Du godeste altså!! Så alle skal simpelthen høre at han har købt ny bil og blive forstyrret af råben?? Jeg var forarget og harm! Sikke en klaphat!

Og som en af Irmas pædagoger kom hen og sagde til mig efterfølgende: “Det må da vist være topmålet af dovenskab det der”.

Ville ønske at tiden ikke var så præget af berøringsangst over for andre forældre og deres handlemønstre, for guderne skal vide, at manden burde få tørt på. Enten af institutionspersonale/ledelse eller andre forældre, som simpelthen ikke vil tolerere den slags opførsel. Og i virkeligheden burde Natalie få en præmie for ikke at råbe retur til sin far, men stille og roligt gå ham i møde.

Og apropos alt det her med følelser i udbrud, så vil jeg godt advare andre om at lytte til den lydbog jeg hører for tiden ude i åbent terræn… Jeg lytter til Sidste Nat i Twisted River af John Irving, og nu hvor jeg nærmer mig slutningen, bliver den mere og mere sørgelig og præget af afsked! Det er altså hård kost at forsøge at holde tårerne tilbage midt i morgentrafikken når folk garantrisset tror jeg lytter til Go’morgen P3…