Rokaden

Timing er skisme alt! For omkring en uge siden tog vi (mest manden) fat i den omrykning af værelser, som vi har talt om i et års tid… NU skulle det være. Irma har længe talt om, at hun godt kunne tænke sig at sove sammen med Olga, så nu skulle stuen laves om til fælles pigeværelse, mens Irmas gamle værelse skulle blive til en lille hyggelig tv-stue. I en uge har Irma så haft sit nye store værelse. Til pigens store fryd! I dagtimerne… For om natten har hun nægtet at sove derinde alene – hun var jo også blevet lovet en lillesøsters selskab kan man sige, men Olga har sovet megadårligt, så ingen kunne ligesom overkomme at rende yderligere i pendulfart mellem tøseværelse og soveværelse (som er lejlighedens to yderpunkter – damn you, sammenlagte lejlighed!!). Nå, i aften skulle det så være. Vi var begge hjemme i ordentlig tid, havde spist hyggelig mad sammen, og så rykkede manden Olgas tremmeseng. Olga var meget interesseret i alt rykkeriet, og Irma var nærmest lykkelig og kunne ikke vente på at blive puttet.

Nu var der så bare lige det med den djævelske hoste!! I forgårs var det slemt, i går markant bedre (efter indtagen af the med ingefær og citron – tak Øglemor!), men i dag peakede det så. Halvanden time efter putning, og en halv time efter at Olga omsider overgav sig, hostede Irma nærmest lungerne op – og hele dagens madindtag… Great! Der er nu ikke noget som barn badet i opkast, der lige topper en hverdagsaften. Og der er jo det her med opkast (og jo, jeg har behov for at fortælle jer ALLE detaljerne!!), det lander jo alle steder: I sengen, på dynen, på nattøjet, i håret, på gulvtæppet, inde under sengen hvor reservemadrasserne ligger og på Bobles-elefanten… HOLD – NU – OP!!! Og fik jeg sagt at vores fællesvaskemaskiner lukker kl 21, så vi ikke kan nå at vaske det klamme tøj før i morgen? Og fik jeg også sagt, at da manden gik i gang med at bruse elefanten, fik han lettere irritabelt hevet lidt for hårdt i bruseren, så vasken faldt ned?.. Okay, det er den slags onsdag så… jeg HAR hældt rødvin i glasset og går helt bestemt i seng når det er tomt…

Reklamer

Zzzzz….

Det har været en god weekend, med glad datter, gode venner på besøg, god mad og bondegårdstur i absurde frostgrader. Men jeg tror aldrig jeg lærer at forstå hvordan børn kan blive puttet glade og trætte, og vågne hulkende seks timer senere fordi der er opkast i hele sengen… Det er mig en gåde hvor dårligdommen kan komme fra, og åbenbart i hu og hast. Vi lavede lige en fælles indsats på brækfronten og sørgede for at Irma blev vasket og i rent tøj og puttet igen inde i stuen. Vi kunne ikke lige overskue en potentiel bræktur i dobbeltsengen, så jeg lagde mig på et par madrasser med Irma inde i stuen. Men det er bare ikke nemt at sove med en lille fis, der bare ligger og kigger på én… I lang tid!! Så ville hun putte tæt ind til mig, så ville hun ikke, så skulle hun ligge på maven, og nu på siden og nu på ryggen… Da Irma begyndte at tage dynen af mig kl 7 i morges med ordene “Ikke sove mere, Mor”. havde jeg det som om jeg havde fået en halv times sammenhængende søvn… Så jeg har kigget på alle andres fantastiske kælkebilleder på Facebook og følt mig som lidt af en ravnemor – for det blev kun til en halvdoven sneboldskamp i gården og en tur i Netto…Og rigtig meget uengageret højtlæsning og Peder Pedal-kigning…

Beklager det søvnige søndagspip herfra, men nu står den på søvn – i forhåbentlig uforstyrret form!!

Weekendtur med krydder…

Jeg sidder i toget mod København og funderer over weekenden. Det er altid dejligt at være sammen med mine ældste veninder og deres familie. Og siden i fredags har vi grinet og sladret, spist seriøst meget slik og bare slappet af – eller, så meget afslapning det blir til når der er 7 voksne og 6 børn under et tag. Børn i alderen 4 år til 4 måneder…

Men dejligt har det været!!

Også selvom Irma startede dagen i går med at kaste op midt i køkkenet. Og selvom der har været børnehoste, to små drenge med aftagende skoldkopper og andre små skavanker – både blandt store og små 🙂

Men da den ene lille gut i går aftes kastede op i søvne og Irma en time efter gjorde det samme, begyndte tingene at blive lidt en udfordring. Børn der omkring midnat skulle under en bruser, sengetøj der skulle skiftes og madrasser der skulle ligge anderledes. Irma sov heldigvis godt resten af natten, hvorimod den lille fyr sled sig igennem 4 natdragter og resten af husets sengesæt. Så er det sgu da sin sag at invitere gæster, når vi kaster op udover det hele og sætter vaskemaskine og tumbler på hård prøve…

Nu er Irmski og jeg som sagt på vej hjem, og jeg krydser fingre for at vi ikke har efterladt grimme mavebaciller på Lolland!! Hun snorkbobler i sin klapvogn efter en lidt omstændelig start på turen. Storstrømsbroen er åbenbart under voldsom reperation så turen starter fra Nykøbing med tog, hvorefter alle mand i Nr. Alslev blir bugseret over i togbusser, som kører over den ramponerede bro, og her skifter alle tilbage til tog. Irma faldt i søvn i bussen og heldigvis var to kvinder meget behjælpelige og hjalp med tasker og grej. Og jeg fik fat i en DSB-mand der modvilligt hjalp mig ned af en trappe til toget – fordi elevatoren var i stykker! Altså. Resten af søndagen må gerne være uden opkast og transportudfordringer, for ellers tror jeg omgivelserne kommer til at se hysterisk, overtræt mor med tudetendenser…

Som min veninde sagde i morges: “Godt det er fredag, så vi har en hel weekend til at komme os over alt det her”… Eller 😉