Worst case

Jeg bruger rigtig meget tid på at spekulere over, hvem barnet er – hvilken lille personlighed der ankommer til nytår. I  virkeligheden handler mine grublerier ikke så meget om hvordan bebsen kommer til at se ud, eller for den sags skyld, hvilket køn det har, men mere om den har temperament, om den er kræsen, om den kan gribe en bold og aaalt mulig andet…

Mht. temperament kan jeg afsløre, at det vil være et temmelig bizart John-og-Marie-afkom hvis ikke den har, bare en lidt kort lunte. Der er ikke så pokkers langt fra 0-100 hos nogle af os, men til gengæld er vi også hurtigt gode igen – det sidste håber jeg især er gået i arv!

Kræsenheden tror jeg faktisk ikke rigtig på – ikke sådan rigtigt i hvert fald. På den anden side vil en smule mindre kærlighed til mad, måske hjælpe den lille trold mod nogle af de vægtkampe, dens forældre kæmper med.

Og så det med boldøjet…her håber jeg inderligt og helhjertet at mine gener blir 100% ignoreret, det ville være virkelig flinkt! Faren kan faktisk noget med sport, og jeg ville elske hvis mit barn kunne opleve det.

Alt det kan jeg leve med, og det kan barnet forhåbentlig også, men hvad pokker skal vi gøre hvis den vokser op og blir højreorienteret?? Ikke bare som en del af et teenage-oprør, men sådan rigtigt, borgerlig ind til benet! Eller hvis den blir religiøs på et fanatisk plan – på den missionærende måde. Eller hvis den kun vil høre Kandis og Vikingarna? Shit shit shit!!!

Er det på dette tidspunkt vi håber vi har lavet en fornuftig nr. 2, eller giver vi bare op og emigrerer??

Reklamer