Tourettes?

Vi har temmelig mange gange grinet (og rødmet lidt…) ved tanken om, hvad Irma mon fortalte nede i børnehaven om situationen herhjemme. Om alt det man egentlig gerne bare vil lade være inde for hjemmets fire vægge. Sådan noget som toiletvaner, hvordan en prut lyder, at nogen godt kan lide at danse kun iført undertøj, eller andet temmelig privat. Og for tiden ved jeg faktisk ikke hvor meget Irma fortæller om vores hjemme-ting, for hun fortæller stort set ingenting fra børnehaven. Selvom de har været på tur, eller hjemme hos nogen til fødselsdag, kan hun finde på at sige, at de ikke rigtig har lavet noget. Eller fortælle hvad hun lavede i det sekund hun blev hentet… Mærkeligt som børnehukommelse virker.

Til gengæld kan det også bare være, at den her børnetourettes styrer hele hende hjerne for tiden. Hun kan næsten ikke sige en sætning uden også at bruge ordene: tis, tissemand, prut, numse eller bøvs. Det en oral-anal-fase i ét… Udover ofte at være lidt belastende, da hun jo som sagt ikke fortæller noget som helst om hvad der foregår i løbet af dagen når vi ikke ser hende, og hvis hun så svarer, så involverer det noget med en tissemand…, så må jeg jo medgive, at det til tider også er ret sjovt. Ja, ældre er vi åbenbart ikke herhjemme…

DSC_0318Fx i dag ved aftensmaden da hun ud af det blå proklamerer: “Jeg ønsker mig en tissemand”. Jeg fik vist aldrig helt givet et comeback på den… kunne måske have sagt at hun jo kunne skrive det på ønskesedlen til når hun fylder fem… eller i brevet til julemanden?..

Eller når jeg synger sange for Olga (som jeg gerne måtte gøre i alle vågne timer, hvis det stod til den lille frøken), og Irma bryder ind for at synge med – eller sabotere… For Olga synes sjovt nok ikke det er helt genkendeligt at synge “Jeg er en lille undulat” med “tisse pruuuutte tisse tis, tis tis tis tis pruuuut”.

Som alt andet i børneuniverset er dette formentlig også bare en fase. Men nu er der bare lige den detalje, at Irma tilfældigvis har en far, der kan finde på at synge de samme slags sangtekster… og så bliver jeg i stedet en anelse bekymret…

 

Overskudsagtig min bare…

Nej, hvor er du bare overskuds-agtig! (Men jeg tror, du lyver, når du siger, du er glad og har bagt kage. Og i virkeligheden håber jeg, at du snart får brystbetændelse)

[Jeg har givet taletid til Louise Sjöström, min gode kollega. Hun er temmelig vred på overskuds-begrebet, og fortæller herunder hvorfor (jeg siger hep-hep her fra sidelinjen!) ]

Læsere af mommyblogs ved måske, at der den seneste tid har været rimelig meget blæst omkring størrelsen af overskud oven på fødsel af baby. En nybagt blog-mor render til frisør og ser venner og fjernsyn og blogger og smiler til kameraet og har ingen rande under øjnene men kun jubel til overs for sin 14 dage gamle nye livssituation.

Det er der tilsyneladende læsere, der finder utroværdigt, fordi de selv ’ikke har sovet i 48 timer’ eller ’har grædt hver dag siden fødslen for ni måneder siden’.

’Hvor er du altså bare overskuds-agtig!’, lyder kommentarerne til blog-mors lykkelige indlæg, og er for halvtreds procents vedkommende tilsat glade smileys og ’you go, girl!’-tiltråb, for halvtreds procents vedkommende akkompagneret af sure smileys og ’det tror jeg simpelthen ikke på’-tilføjelser.

Bevares, jeg var heller ikke selv på toppen oven på det chok, som fødsel og det tredje familiemedlem efterlod mig med de første fjorten dage af det nye liv. Jeg tudede i timer, kunne ikke balancere amning og telefon samtidig og glemte at spise. Til det sagde ingen ’hvor er du bare underskudsagtig’.

Til gengæld sagde de ’Ej! Hvor overskudsagtigt!’, hvis det lykkedes mig at gå ture i minus ti grader på barnets femtedag, var til massage af den stiveste ammenakke, da han var to uger og baksede en kage sammen, inden ungen fyldte en måned. Overskudsagtigt? På trods af den indre tilstand af kaos – som jeg i øvrigt ikke lagde skjul på?

Men hvad fanden er det for et ord? Betyder det ’hvor er du sej!’? Njarh, måske? Betyder det ’gid jeg kunne det samme som dig’? Betyder det ’jeg beundrer dig’? Ja og nej. For det er jo en form for anerkendelse, der ligger i ordet. Men er det kun mig, eller rimer det også lidt på ’jeg tror dig ikke’ og ’hvem tror du egentlig, du er?’.

Den dag i dag er der stadig nogen, der siger det, hvis jeg til en søndagskaffeaftale siger, at jeg kommer med kagen eller inviterer på mad på en tirsdag. ’Ej, hvor er du bare vildt overskudsagtigt!’. Gu’ er jeg da ej! Jeg sover ad helvede til om natten og skændes med min kæreste, men jo, jeg prioriterede at bruge en time på at bage kage i stedet for at se et afsnit mere af ’Lilyhammer’. Fordi jeg FÅR overskud af at bage. Kagebagning er zen for mig. Lige som søvn er for andre. Og … ja, nu siger jeg det, for så overskudsagtig er jeg – jeg får også overskud af at løbe. Så det prioriterer jeg.

Men det betyder ikke, at mit liv i øvrigt ligner noget fra BoligMagasinet. Der er dage, hvor det sejler, og hvor barnet kommer i vuggestue uden at have børstet tænder og hvor jeg glemte en tisseble på gulvet ved siden af puslebordet. Men jeg balancerer og prioriterer efter, hvad der fungerer for mig og min familie, og det er helt sikkert – og heldigvis – ikke altid det samme, som andre ville prioritere. Det gør mig ikke overskudsagtig. Det gør bare, at jeg lever (til tider bare overlever) i en hverdag, som jeg i øvrigt elsker. Så please, næste gang ordet ’overskudsagtig’ ligger lige på din tunge, så giv det et halvt sekund og overvej, hvad du egentlig mener med det – og sig så dét i stedet.