Oppe i et legetårn

Om at vælge sine kampe

Lige siden Irma var to år har hun haft en stærk holdning til hvilket tøj hun skulle have på. Dengang i vuggestuen var det kun kjoler der duede, og jo mere strut og tyl desto bedre. Det er mega-upraktisk med sådan et tylskørt i en flyverdragt, men hvor der er vilje… Jeg prøvede at købe flere par bukser til hende, men som oftest kom de af lige så hurtigt som de var kommet på. Og aldrig på igen. Det nyder Olga så godt af lige nu, da hun jo har arvet alt det der ikke er blevet slidt op. Og bukserne er selvsagt så gode som nye.

Måske hang det også sammen med, at vi var meget gode til at fortælle hende hvor fin hun så ud, og at jeg måske, et fjernt sted i min ubevidste del af hjernen, fik en hang til at lege dress-up i det sekund jeg fik min første pige? Jeg aner det ikke. Måske er Irma bare pigen med en holdning til sit tøj. I hvert fald er det ikke holdt op endnu. Sidste vinter blev det pludselig komplet yt at gå med strømpebukser. Blandt flere af pigerne i børnehaven. Ingen ved hvorfor. Der skulle stadig være kjoler, men nu skulle pigerne have leggings indenunder. MEGET vigtigt. Da det blev varmt nok i vejret, begyndte Irma så at smøge sine leggings op til lige under knæet (hvilket mest af alt fik mig til at tænke på den der kiksede periode hvor alle skulle have det ene bukseben smøget op. Tak LL Cool J). Og hun insisterede på at blive ved indtil det blev for koldt igen i efteråret. Efterårs- og vintermoden herhjemme har været præget af mix and match. I hæmningsløs grad. For eksempel: To forskellige My little pony-strømper, leopardleggings, en brun/pink-prikket bluse med en orange Klokkeblomst-tshirt udover, toppet med en sommerblomstret nederdel. Om ikke andet lyser hun da op i mængden.

De eneste tidspunkter hvor jeg får en finger med i spillet, er når vi er ude og overnatte et sted. Så er det mig der pakker tasken og mig der bestemmer. Men nu kender jeg jo efterhånden hendes yndlings-kompositioner og prøver også at respektere det en anelse. Jeg har for længst erkendt at pigen har sin egen stil, og jeg har bare at blande mig udenom. Bum.

Olga er indtil videre komplet ligeglad. Hun har et par gange ytret, at hun gerne vil have kjole på, og så får hun det. Men langt de fleste dage finder jeg tøj frem til hende, og hun er tilfreds så længe hun får lov til selv at tage det på. Jeg har 100% opgivet de kampe omkring valg af tøj, som ville have gjort vores morgener en tand mere uoverskuelige. Jeg synes det er rigeligt svært at finde tøj frem til mig selv, så gider jeg altså ikke også bestemme over en (på det her område) meget selvstændig pige.

Men nu hvor hun selv bestemmer så meget over egen garderobe får jeg heller ikke ryddet ud i den så ofte som jeg nok burde. Hvilket også gjorde, at hun forleden kom gående ind i noget nattøj hvor bukserne mindst var 20 cm for korte. Hvornår var det lige hun var blevet SÅ stor???

Kun kjoler!

“Ikke bukser i dag, mor”. Det er nu en daglig sætning fra Irma… Det tærer hårdt på garderoben, og stiller lidt flere krav til hvad vi shopper til barnet. Jeg tænker, at den her kjolefetisch går over igen, men ved jo reelt ikke om det sker i næste uge, til næste år… eller i gymnasiet!? Jeg synes jo det er aldeles fint, at hun har en holdning til hvad hun får på (kan I høre at det endnu ikke er blevet et problem?…), men nu er hun langsomt også begyndt at have en holdning til hvad jeg har på. Mens jeg stod og tog tøj på forleden, kom hun ind, klappede mig på låret og sagde: “Ikke bukser i dag, mor”! Så nu har jeg en 90 cm høj chef, der kommer med kommentarer til mit outfit før kl. 7 om morgenen… det skal nok ende i en personlig krise…

Heldigvis er Irma ikke prinsesse ind til benet. Her til aften har hende og jeg været alene hjemme og menuen har stået på tag-selv-bord bestående af rugbrød, frikadeller, ost, agurkestænger og peberfrugt. Og en lille bøtte makrel i tomat særlig til Irma – sidstnævnte spiste hun først (med ske!), og slikkede så bøtten tom, hvilket resulterede i makrel på næseryggen og begge kinder…(kan i øvrigt virkelig anbefale de portionsbøtter med makrel, de er lidt dyrere, men til gengæld slipper man for klamme dåser (…) og makrelrester der lugter i køleskabet!). Irma synes det er ret fantastisk når hun selv kan stå for opøsning og selv bestemme, hvad der ligger på tallerkenen (og vores andres i øvrigt…). Og her til aften endte hun med et stående taffel, hvor hun stod på sin stol og spiste lidt af det hele. Hun endte middagen med at sætte ny standard for tandsmør… I al hendes vælgen og vragen på middagsbordet, skulle der også smages på smørret… uden at sige for meget, har jeg nu smør i køleskabet med tandmærker i, HAPS!