Hjælpeparadokset

Det slog mig i dag, at det her med at hjælpe andre, ikke er så nemt som det burde være. Jeg tager mig selv i at afslå hjælp selv når jeg egentlig godt kunne bruge en hånd. Når jeg fx står med en barnevogn, en Olga i bæresele, en Irma med krudt i måsen, en cykel med støttehjul og en taske eller to, og skal ned af kældertrappen – allerhelst i ét hug. Så har jeg flere gange enten sagt “nej nej, det behøver du virkelig ikke, den klarer jeg fint selv” (med svedperler springende frem på panden og andre unævnelige steder…) ELLER (og her kommer det groteske på banen) blevet fortørnet over at ingen tilbyder mig deres hjælp når de tydeligvis kan se, at jeg godt kunne bruge det. Hvad sker der for det?? Fx i dag i Fakta. Jeg har Olga på armen og Irma der står og danser (vi kommer lige fra danseskolen) ved siden af båndet med varer, mens hun venter på den is jeg er ved at købe til hende. Jeg kunne egentlig godt bruge at personen foran mig lige skeler bagud i 2 sekunder og bare tænker sig til, at jeg ikke har en ledig hånd til at nå den der vare-skille-dims (har den et rigtigt navn?), så manden bag mig kan lægge sine varer på båndet. Det burde han da nok kunne regne ud, tænker jeg. Og i stedet for at bede om hjælp, så rækker jeg mig ind over båndet og er ret tæt på at få scannet en pris på Olga, bare for at nå den selv… Du godeste altså.

Er det forfejlet feminisme? Er det ‘samfundets skyld’? Er det bare mig, der er helt off?

Jeg tror jeg vil prøve at oppe mig lidt. Jeg kan nemlig rigtig godt lide at hjælpe andre når jeg har mulighed for det, og jeg kan faktisk også rigtig godt lide når de viser, at det betyder noget. At få et oprigtigt ‘Tak’ fra nogen, det er sgu da noget der kan redde en dag. Jeg vil prøve at blive lidt bedre til at sige jatak når folk tilbyder mig en hånd og samtidig blive lidt bedre til at bede om hjælp når jeg har mulighed for det (og altså ikke bare når jeg er doven og gerne vil bæres over gaden, men sådan seriøst har brug for lidt hjælp…). Jeg forestiller mig, at jeg i det mindste vil holde op med at blive fortørnet når folk ikke på magisk vis hjælper mig – for det er da rent faktisk helt tosset at bruge krudt på!

I dag har vi holdt pinsefest i vores gård. På børnemåden. Med madder på en tallerken i solskinnet, et tæppe til Olgis og bare fødder til alle. Og Irma fik dyrket sin nyfundne hobby: myrer! Hvert andet minut kunne jeg høre hende brøle et eller andet sted i gården: “Mor, jeg har fundet en myre”…”og her er en til”… Det er den uendelige historie… I morgen står den på svømmehal fra morgenstunden – Irma har af uvisse årsager ikke snakket om andet hele ugen, og vi har talt ned med hvor mange gange hun skulle sove før det kunne lade sig gøre… Og senere i morgen er der fødselsdag i Brønshøj. Pinsen holder! Ingen er blevet skoldede endnu, Irma er konstant beskidt fra top til bund, og vi har hyggelige ting i børnehøjde på programmet. Dejligt.

Og husk så lige at sige jatak til hjælp. For det kan da ikke bare være mig, eller hvad??

Pinseferie og graviditetshormoner…

Første weekend som bilejere startede i fredags, og det er absolut lige så fedt som vi havde håbet. Og vi kørte til Kolding og besøgte familie tidligt fredag, så der var masser af tid til haveleg, trampolinhop og lækker mad. Og selvom der er ret mange år mellem Irma og hendes fætter og kusine, så er de vildt gode til at lege sammen, og hun har stort set ikke tid til mor og far når de er i nærheden. Det er så fedt at se. Inden vi tog afsted lørdag, fik Irma en hjemmelavet halskæde af kusinen. Hun lavede den mens Irma kiggede på. Og siden hun fik den, har den været det allerkæreste eje – den har så faktisk primært været brugt som pandebånd… men hver sin stil, ikke sandt 😉 Og jeg har flere gange måtte tage den af hende når hun var faldet i søvn!

Resten af weekenden har været sammen med bedsteforældrene, så der har været forkælelse i fuldt flor.

Meeeen ren idyl har det jo heller ikke været, for jeg er jo som bekendt stadig gravid – og fuldstændig ligesom i sidste omgang, er min lunte så godt som ikke-eksisterende… Jeg skulle køre manden og nogle venner til Jelling Festival søndag eftermiddag. Jeg er mildest talt ikke Jyllands-kendt, så gps’en blev sat og vi kørte. Vi ankom fint til Jelling (underholdt af mandehumor og en del ølindtag undervejs) og manden satte gps’en på en retur-tur og jeg drog afsted. Men da jeg lige efter Vejle skulle tilbage på motorvejen, var afkørslen derned spærret… Min lille hjælper nægtede at guide mig en anden vej end motorvejen, så jeg var temmelig stuck lige der udenfor Vejle. Jeg ringede til mine svigerforældre og blev guidet ind på en vej udenom motorvejen, men den viste sig også at være spærret… Og jeg endte med at sidde i Bredballe og tude på en parkeringsplads… not my finest hour… Efter lidt snak over telefonen hvor mine svigerforældre godt kunne høre panikken i min stemme (helt ærligt altså!), kørte min svigerfar op og hentede mig, og jeg kørte bag ham tilbage til Fyn…

Der er tre væsentlige ting jeg har tænkt på efter den tur: 1) Jeg bilder mig selv ind at jeg ville have været en anelse mere handlingsorienteret hvis jeg ikke var hæmmet af uoverskuelige mængder af hormoner. 2) Hvor fantastisk det var, at jeg var alene i bilen og ikke havde Irma med!! 3) Og hvor uhyre heldigt det var, at det ikke var denne tur hvor jeg skulle stoppes for første gang – i en bil hvor føreren sidder med gravid mave og røde øjne, mens passagersiden flyder med tomme øldåser…

Lektien må være at jeg hurtigst muligt bliver gode venner med min gps (havde egentlig først sat mig for, at jeg skulle hjem og studere et Danmarkskort, så jeg ikke føler mig fristet af at køre fra Vejle mod Horsens når jeg skal til Fyn en anden gang, men jeg VED at det ikke vil sidde fast i min hjerne, så jeg vælger at satse på mekanikken i stedet!!) Nogle der har lyst til at dele deres pinlige oplevelser i trafikken så jeg ikke står helt alene?…

Pinseferie = blogferie

Ja, det var tilsyneladende lige det der skete – den sidste uges tid er gået med frisørtid, ferieforberedelser og familietur i sommerhus. En god uge, men ikke så meget tid til bloggen.

I onsdags stod den som sagt på frisørtid, og jeg fik det timet helt perfekt. Min frisør ligger tæt på Nørreport station og Irma faldt i søvn på vej op i elevatoren…Og sov igennem hele klipningen. Det var en dejlig oplevelse at have lidt egotid og sludre lidt med frisør-Lise. Sidste gang jeg blev klippet var i november, og hvor jeg dér var en meget højgravid Marie med manglende kindben og vand i kroppen – jeg lader lige det billede stå lidt – mangler jeg nu ikke så mange kilo før jeg er tilbage på udgangspunktet, og jeg synes ligesom at jeg fik lidt mere for frisør-pengene denne gang 🙂

Henover pinsen har vi været med min familie i sommerhus. Det har været 3 dage med snak, grin, god mad og afslapning – og så er det fantastisk at opdage hvordan Irma oplever sine kusiner. De er henholdvist 7 og 10 og de er et hit ud i at underholde! Den ældste fik hende til at grine som vi aldrig har hørt det før – og vi var flere der grinede med!! Det var så sjovt at se – der er et helt særligt bånd imellem børn, som voksne slet ikke kan skabe på samme måde, ret fantastisk at være vidne til.

Og når jeg kigger på mine niecer, kan jeg jo også se, hvor stor Irma bliver på et tidspunkt – og det er slet ikke til at forstå. Jeg må indrømme, at jeg da har brugt noget tankevirksomhed i denne ferie på, at spekulere på hvordan Irma kommer til at se ud som stor pige. Mine niecer er to høje, slanke piger, men hvis jeg tænker tilbage på mig selv som 7/10-årig er det ikke ligefrem høj og slank, der kendetegner lille Marie… Det bliver endnu en sjov ting at finde ud af!! Alene at finde ud af om hun arver bare lidt af farens sportsevner (hvilket jeg VIRKELIG håber!!) eller om det kommer til at stå lige så grelt til med rundbolden som det gjorde for mig…Åååhh de gener…