På miniferie uden børn og mand

I morgen tidlig drager jeg mod Kastrup for at mødes med min mor og søster (bliver faktisk hentet og bragt af min meget servicerende far, så ‘drager’ er måske lige en tand for dramatisk). Og så tager vi simpelthen på dametur til Rom. Helt uden mænd og børn. Og jeg glæder mig helt skamløst. Min mor har inviteret min søster og jeg – bare fordi. 

Vi skal se en del af de obligatoriske ting – og så skal der ellers bare slentres, drikkes kaffe og rødvin, skåles lidt i prosecco, have lidt god mad (forudser at indtage det næste halve års forbrug af pasta på 3 dage!) og bare nydes. God løs plan, ik? Vi rejser i morgen formiddag og lander igen søndag formiddag. Fik jeg sagt at jeg glæder mig?..

Jeg har aldrig været så lang tid væk fra pigerne før, og det er dejligt trygt at de skal være sammen med faren og lidt med morfaren. Så i eftermiddag har vi sat ind på familiehyggen, Irma fik læst – også for Olga – og inden hun gik over til at synge teksten højt..


Vi fik spillet et par spil og sludret om dagen der er gået. Og jeg fik fortalt at jeg tog afsted på rejse i morgen. Fik to meget forskellige reaktioner: 

Irma: “mor, jeg vil ikke have at du rejser. Jeg synes du skal være hjemme hos os”

Olga: “betyder det så at vi skal have alt muligt lækkert når mor ikke er hjemme?? Far, gør det??”..

Samme genpulje!?! Jeg forstår det ikke altid. 

Novicemor!

For nylig mindede en af Irmas pædagoger mig om hvor afslørende børn kan være – dog primært de talende af slagsen… Hun fortalte lidt om hvor mange børn der, hvis man om mandagen spørger hvad de har lavet i weekenden, svarer “Vi har været  i Amagercentret”. Og for jer der ikke kender stedet, kan jeg afsløre at det lige præcis er alt hvad det lyder til! Og det lyder jo ikke særlig charmerende når ens børn kun kan berette at man har været dernede – ikke noget med en tur i skoven, været på besøg hos bedsterne, været på biblioteket eller noget andet sjovt. Selvom det jo siges at være fra børn man hører sandheden, kan de små pus jo sådan set også glemme at fortælle de andre sjove ting der er sket – så helt sandt behøver det ikke at være…

Okay, hele den lange intro for at fortælle at Irma har haft sin klapvognsdebut i Amagercentret (for jeg har jo været der med hende før, men der var hun så lille at hun sov, dybt begravet i voksi og barnevogn). Damen skulle have forårssko – og det har hun fået. Men sådan noget som at tage en tur i centret for at købe sko kan godt virke som en helt igennem uoverskuelig ting første gang! Det må være noget med, at det SKAL være en lørdag, der presser mig lidt. Og det er jo i virkeligheden noget fis, men det her med at gå derned en dag efter vuggestue ville jeg ikke helt kunne overskue hvis Irma lige pludselig fik et ulvetime-fit.

Hun synes det var sjovt, vi trillede ind igennem svingdørene og allerede her begyndte hun at lyse op (shoppinggenet trænger sig tidligt på…). Og da vi kom om på 1. sal og ind i skobutikken, stod hun længe og kiggede på to store piger der prøvede sko, meget betaget. Så var det tid til fodmåling og prøvning af sko. Og da hun allerede løb afsted i det første par hun fik på, kunne jeg ikke se nogen grund til at prøve flere…

Vi var ude igen efter 20 minutter – ikke nogen dårlig oplevelse og ikke specielt uoverskueligt. Det prøver jeg lige at huske til om 3-4 uger når vi skal shoppe sandaler…

Og så droppede jeg simpelthen planerne om at tage pasbilledet selv. Der ligger en meget hyggelig fotomand meget tæt på hvor vi bor, så det nåede vi lige inden skoshopping. Hun ser godt nok temmelig betuttet ud på billedet, men jeg kan til gengæld sætte kryds ved Rigtig belysning, Begge ører synlige, Åbne øjne, Lukket mund, Sidder selv, Ingen legetøj, Ensfarvet baggrund. Så lever vi med at hun ligner en der er på grådens rand…Tror det handlede om, at manden prøvede at få hende til at kigge på sig ved at vinke med et tøjdyr og sige mærkelige lyde – ville du ikke se betænkelig ud??..

Rejselogistik

Vi skal til Budapest i påsken, og vi har lokket mine svigerforældre med. Jeg glæder mig meget til at opleve byen som voksen (var der med mine forældre i sommeren ’92 og husker primært de meget glade ungarere som synes det var superfedt at dansken havde banket tysken i fodbold…). Men allerede her en måned inden vi skal afsted, er jeg så småt begyndt planlægningen… Har naturligvis lånt Budapest-bøger på biblioteket (har dog ikke liiiige fået læst så meget i dem endnu), nej her til aften har jeg brugt tiden ved computeren for at kigge efter den helt rette løsning ift. at rejse med klapvogn. Det er skam en heftig fredagsunderholdning jeg fører mig frem med her!!

Efter en del søgninger, og en næsten-køb-oplevelse af carebag-tasken “Rejsetasken der rummer det hele, men ikke fylder efter brug”, som bliver skældt temmelig meget ud på diverse børnefora, fordi den i virkeligheden ikke passer særlig godt på klapvognen (navnet til trods), er jeg landet på at vi laver en leje-model. Man kan leje nogle Airshells (lyder sgu da også meget sejt) i lufthavnen, og det koster 150 kr for en uge – det kan vi vist godt klare. Og så slipper man ovenikøbet for at have monstrummet stående bagefter. Kun fordele ved den forretning.

Derudover har jeg opdaget af der ikke er nogen børneseng i den lejlighed vi skal bo i Budapest. Og da jeg var i Århus sidste weekend og sov i arm med Irma, og på et tidspunkt i løbet af natten vågnede ved at hun lå over mit hoved (Møffegøj!!!), så kan dette altså ikke stå på i en hel uge – så får ingen af os jo sovet. Og så kan det faktisk være lige meget om vi er på ferie, i udlandet, hvem der har vundet i fodbold eller noget som helst andet, så bliver det slet ikke sjovt.. Så en weekendseng må anskaffes. Lige nu har jeg kig på en i Dragør igennem den blå avis, men læser du med, har en liggende og skal ikke selv på påskeferie, så skriv lige!! 🙂

Og så skal vi lige have lavet pas til Irma – nu har vi også kun talt om det i 4 måneder… Nogle gange er det simpelthen for svært at få tingene gjort. Jeg må også lige indrømme at jeg gik lidt kold på reglerne for sådan et pas, især reglerne for billede…

Så i weekenden SKAL vi have taget billede af Irma som har den rette belysning, med den rette kontrast-baggrundsfarve, uden tøjdyr, uden briller, med de rigtige antal cm mellem kamera og motiv, med to synlige ører, åbne øjne og lukket mund. Piece of cake…

 

Og velkommen til hunløven…

Vel hjemkommet fra weekendtur i det jyske og på Fyn. Dejlig weekend, og Irma har grinet og hygget og virkelig fået en på opleveren. Hun har bl.a. leget med sin fætter og kusine i Binderup (syd for Kolding), hvor vi ret hurtigt kan se, hvor utrænet i fællesleg hun er. For det første er det tydeligt at se, at hun er vant til at lege selv, for når der er andre børn omkring hende, sidder hun mest stille og observerer dem. Og lige så snart der er en der snupper det stykke legetøj hun ville lege med, stikker hun i et hyl – af en noget forkælet karakter… Det er nok lidt tidligt at begynde med den seriøse opdragelse, men det har givet en lille forsmag på hvad vi har i vente…

Efter Binderup stod den på forkælelse på Fyn – og her er det altså ikke kun Irma der er blevet forkælet 🙂 Min svigermor serverer altid et hav af lækkerier (som er helt umulige at sige nej til = bye bye slankekur…), og selv Irma har fået udvidet sin madhorisont. Farmors franskbrød var weekendens klare favorit, og hun har spist op til flere endeskiver. Tja, måske er spist lidt en overdrivelse, hun har tygget i det og krummet uhyre meget, men hvor meget der egentlig er kommet ned, er lidt svært at afgøre.

Og nu kommer forklaringen så til overskriften: Hunløven viste sig i toget. Især på hjemturen. Lad os starte ved begyndelsen. Vi har jo naturligvis investeret i babyalarmer, og vi gør jævnligt brug af dem, så jeg ved de virker helt som de skal. Og både ud og hjem havde vi fået timet togrejsen med Irmas lur, hvilket jo sådan set er smart nok – men eftersom barnevognen står parkeret i gangarealerne, sidder vi jo ikke lige ved siden af hende når hun sover, og derfor skal vi virkelig have lid til de små alarmer. Og det må jeg bare medgive at jeg ikke har… På udturen resulterede det i, at jeg gik i pendulfart mellem sæde og gang – virkelig afslappende rejse… Hjemad faldt Irma simpelthen i søvn i det øjeblik vi satte os ind i toget, og her tænkte jeg, at jeg ville være lidt mere afslappet, og valgte at stole lidt mere på alarmen. Planen kørte ret fint indtil der steg en dame på toget med en barnevogn. Jeg gik ud i gangen for at se om vi fyldte for meget og for at tjekke at der var plads til hende, og her lægger jeg mærke til at kvinden ikke ser helt “normal” ud  (her må jeg straks beklage, at jeg nok ikke udtrykker mig i politisk korrekte vendinger). Jeg kaster et blik ned i hendes vogn og ser så at der ligger en dukke i liften!!! Hun parkerede sin barnevogn ved siden af vores og satte sig på det sidste tomme sæde. Her kunne jeg ikke længere tøjle min fantasi, og var nødt til at flytte ud til Irma resten af turen – stående… Jeg ved godt jeg lyder tosset, men jeg har vist læst for mange psykologiske krimier til at jeg ville overlade Irma alene i selskab med dukke-damen….Overreagerende hystade eller bare mor? Hmm…