Så er dét klaret…

Kender I det: At ordne alt vasketøjet og tænke (ja, faktisk nogle juble højlydt), så er jeg endelig i bund med det, nu er dét klaret. To dage senere hober bunkerne sig op igen. Og man undres… Sådan har jeg haft det med rigtig mange ting herhjemme på det seneste. For jeg har lavet et hav af praktiske ting herhjemme – nu har jeg jo tiden. Og jeg har også følelsen af, at det er helt slut med tid til praktik lige om lidt når jeg starter på fuld tid igen. Hvilket jo er nonsens, det ved jeg godt. Men ikke desto mindre…

Så listen af de praktiske ting er fyldt med afkalkning af alt lige fra vandhander til kalkrande overalt på badeværelset, kogning af sutter, rensning af espressomaskinen, støvsuge loftet, sortere børnetøj og børnegrej og afsted til enten veninder eller mødrehjælpen, få bilen til service, hænge lamper, billeder og knager op, rippe hele vores cd-samling, rengøring og oprydning af/i stort set alle kringelkroge af hjemmet, lavet marmelade og æblesmør, rengøring og afrimning af fryser og køleskab. Og nu har jeg sikkert glemt en hel masse..

Og hver eneste gang jeg har kastet mig over noget praktisk, så har jeg bagefter haft tanken, at NU er det i hvert fald gjort. Som i, at det behøver jeg så aldrig mere tænke på… Så nu har jeg aftalt med skidtet og rodet herhjemme, at det bliver væk, når vi lige om lidt igen har 2 x fuldtid – det er vist kun fair. Så hvis nogen lige kan fortælle mig hvor jeg kan printe en kontrakt ud, så vi kan gøre den aftale bindende (stoler nemlig ikke en skid på de røvere!).

Det perfekte hjem

Kan I se det for jer? Hjemmet med de rene gulve, tøjet liggende i pæne bunker på deres retmæssige hylder, legetøjet på dets plads, de nybankede puder i sofaen, duften af hjemmebag og de altid pæne børn. Det her hjem som man kan se i Bo Bedre eller i IKEAs nye katalog, eller hos nogle derovre på Instagram… Jeg er imponeret! Lidt frustreret og forundret, men også imponeret. Jeg kan godt lette sløret for at vores hjem ikke ser sådan ud. Helt uden de pæne filtre sidder jeg lige nu og kigger rundt i køkkenet. Der står en pose med vasketøj, som venter på at jeg lægger det sammen. Der står lidt opvask + en fuld opvaskemaskine som nogen skal tage sig af. På gulvet ligger der legetøj, der er smidt – inden for min synsvinkel får jeg øje på et plasticlåg, en dublo-togskinne, en træ-osteskive og nogle fjer, som Irma legede med i morges… På gulvet får legetøjet selskab af det eviggyldige element i vores hjem: Havregryn! Og rosiner… Dertil et par nullermænd, som jeg stensikkert ikke har inviteret!! Der ligger også en stak med aviser, nogle madopskrifter, nogle burde tage sig sammen og lave, et par sutsko på køkkenbordet og de obligatoriske farveblyanter, der er spredt udover det hele.. Og det her er bare i køkkenet!!

Ærligt så tager det ofte kun 10 minutter at ordne det hele. Så er tingene gjort og man kan smække benene op, streame noget tv eller læse en bog. Nogle aftener virker de 10 minutter bare som verdens mest uoverskuelige 10 minutter… Vi har flere gange haft snakken om at hyre en rengøringshjælp. Men hun kommer jo altså ikke og går til hånde hver aften mellem kl. 19.10-19.25, vel? Hvor skønt ville det ellers lige være med en lokal hvid tornado, der lige rettede op på kaos, mens man selv brugte de ekstra 10 minutter på at kramme de sovende børn?!?

Hyldest til rodetJeg synes det var så absolut befriende at se dette billede på Vores Børns facebookside i dag! Med alle de likes det billede fik, er jeg da bestemt ikke alene om tage den dovne vej fra tid til anden…

Nå, tilbage til skammens hule, for alt imens jeg har tænkt over hvordan jeg skulle runde det her indlæg af, har jeg naturligvis ryddet op, tømt opvaskemaskinen, lagt tøj sammen og lavet the. Fordi det for fanden bare er det rareste. Men shit, hvis nogen spurgte om jeg ville abonnere på en lille rengøringsfe, så ville jeg sige jatak på minuttet!

PS: Jeg formåede så også lige at blive ringet op af en Bo Bedre-sælger (what are the odds???), og jeg skyder skylden på den virus på stemmebåndet, der gør at jeg faktisk ikke må sige at noget, at jeg kun evnede at sige ja… Som om et blad kommer til at gøre forskellen…