For at toppe den uheldige uge

Jeg ligger her i sengen ved siden af en Olga, der på ingen måde kan finde sig til rette med sin dumme venstre arm. Den gør ondt og gipsen tynger og varmer. Gipsen der ellers tidligere kom til at lyde ret eksotisk…

Efter en uge med regnvejr i stride strømme (altid skønt for cykelpendlere), tre punkteringer på fem dage, temmelig meget pres på på job, og noget med noget bagning der kiksede fuldstændig, toppede Olga lige den uheldige uge ved at brække armen.

Jeg var i gang med noget dæk- og slangeskift (altså helt normal søndag…), og pludselig kalder manden mig ind ret emsigt. Olga er (formentlig – for ingen af os så det) snublet på en rund skammel, mens hun stod på den. Og jo jo, som det netop er blevet pointeret ovre på Facebook, var det dette motorisk udfordrende Bobles-legetøj hun stod på. Åh, ironien!! Og når jeg nu er vant til at hun bare rejser sig op og tonser videre, er det helt vanvittig så meget omsorg jeg kan mønstre når hun endelig ikke gør! Åh, hvor det tydeligvis bare gjorde monster-nas!

På skadestuen var lægen slet ikke i tvivl: “Den er helt sikkert brækket, men jeg sender jer lige til røntgen så vi kan se hvor og hvor meget”. Og efter at have forsikret hende om, at han ikke ville stikke en nål i hende, var hun klar til det meste. Faktisk tror jeg hun synes det hele var så spændende at hun helt glemte smerterne. Hvilket gjorde at jeg helt glemte at spørge til smertestillende. Så her ved puttetid fik hun en god skefuld børnepanodil, og hvis det gør alt for ondt, får hun en til.

Hun skal gå med slynge en dag mere, så i morgen bliver faren hjemme og så ser vi om hun er klar til at vise gipsen frem i børnehaven.

Og nu holder medicinen vist op med at virke… av av, det blir en lang nat!

Reklamer

I dag er det Ooolgas føøø’selsdag

En helt almindelig setting på en ganske almindelig adresse i Danmark. Familie vågner. Mor sætter boller i ovnen og går i bad. Får selskab af ældste datter på badeværelset, som taler i ét væk om lillesøsters fødselsdag og de gaver hun skal have. Mor, far og ældsten vækker fødselsdagsbarn med sang og flag, og vi går allesammen ned for at se morgenbord med gaver, flag og lys på bordet (ja, lysene blev så aldrig tændt, for hvor pokker har vi overhovedet nogen lighter henne??). Begge børn er pænt kørt op, men familien får omsider sat sig til bords og der bliver stille og roligt (læs: flået og revet) pakket gaver ud. (Og der viste sig at være både Elsa-Barbie og Sofia-prinsessesko, så fødselsdagsbarnet var meget begejstret.) Herefter går børnene op og leger med det nye legetøj, men da fødselsdagsbarnet så gerne vil ned igen, glider hun i de nye prinsessesko og slår hul i hovedet…

Og her sluttede så det med den almindelige familie… for nu ville jeg gerne have fortsat med at fortælle hvordan Olga skulle dele frugt ud i børnehaven, have haft en dejlig dag hvor hun kunne vise gaver frem til alle vennerne, og herpå vende hjem til endnu mere fest og sang. Men nu har hun været hjemme og slappet af, er blevet limet i hovedet på skadestuen og har fået chokolade i stedet for rugbrødsmadder til frokost – bare fordi… Øv! Hun har vist ikke fået en hjernerystelse, men “bare” et hul i hovedet, men den flydende Panodil er klar i køleskabet, hvis symptomerne skulle melde sig.

Lige nu sover hun middagslur og vi andre gør klar til familiebesøg om lidt. Irma bliver hentet af bedsterne og mit gæt er, at hun har talt og talt og talt siden hun blev hentet… Der skal pakkes gaver op, spises kagemand og drikkes varm kakao. Så om lidt er vi igen tilbage til fortællingen om den helt almindelige familie i Danmark – nu bare med lim i baghovedet…

Tillykke med fødselsdagen, min lille skat! Du er så givende og lattermild, så legesyg og entusiastisk. Og med dit helt eget temperament og syn på livet. Jeg elsker dig helt op til solen og tilbage igen!