Om børnebodyguards

I Irmas klasse er der lige startet en ny pige, og for at hun kan komme godt ind i klassens sociale dynamik, har de indført bodyguards. På den måde er hun nærmest mandsopdækket – på den gode måde – og har to faste frikvarters-legekammerater. Og det skifter så på ugebasis, så hun når at lege med en masse forskellige. Jeg synes det er en super ide, og det mærkes som om hun allerede nu, efter omtrent 3 uger, er kommet rigtig godt ind i klassen. Irma og P. er denne uges bodyguards, og de tager opgaven meget seriøst. Som så meget andet i den alder, skal der ikke så meget mere end en udpegning fra læreren til at man føler sig som noget særligt. Igen på den helt igennem gode måde. Hun er meget stolt af sit uge-hverv, og da både Irma og den nye pige nærmest hoppende spurgte om de måtte lave en lege-aftale i eftermiddag efter SFO, var de meget svære at sige nej til. Hjem og lege videre var det eneste rigtige. Olga er tilmed veninde med pigens lillesøster i børnehaven, så idyllen her vil nærmest ingen ende tage! Så hentning og en tur på legeplads var ingen svær sag at få Olga overbevist om.

Da Irma første gang fortalte om den her bodyguard-ordning kom jeg til at tænke på den modtagelse jeg selv fik da jeg skiftede skole imellem 5. og 6. klasse. Vi flyttede til en ny by pga. min fars arbejde og jeg kendte selvsagt ikke nogen i den stoooore by, Nykøbing Falster. Så da vi gik og tømte flyttekasser i det nye hus, og det var cirka 3 minutter inde i sommerferien, kom to piger slentrende forbi og så nysgerrigt til. Jeg havde været på besøg i den nye klasse inden vi flyttede, og havde hilst på mine kommende klassekammerater. De to piger var fra klassen, og spurgte om jeg ikke ville med hjem til den ene og spise jordbær… Og så var jeg pludselig omgivet af mine helt selvskrevne og frivillige bodyguards! Jeg kan sagtens sætte mig ind i at det her er en regel man systematisk bruger for at skabe venskaber i klasserne – jeg er stadig rigtig gode veninder med mine bodyguards, hvor heldig kan man være 🙂

Hej hej støttehjul, og hej læsning!

3 år og 9 måneder – og nu er hun uden støttehjul. Og pænt stolt af sig selv. “Jeg er faktisk rigtig god til at cykle på to hjul!”. Ja, det er du faktisk, Olga. Det er så dejligt at den lille pige med så meget vilje, også kan kanalisere den udi noget supersejt. Og nu cykler hun altså – hele vejen hen til børnehaven og retur. Vi skal lige have en hånd på sadlen når hun starter, men lur mig, om det ikke er slut når vi nærmer os weekenden.

Og det her læsning med Irma, de 20 minutter om dagen, det virker sgu. Årh, de er altså bare kloge, de lærere. Burde jo have vidst at de nok havde ret. For hold nu op, det går hurtigt fremad. Irma har fået en læsebog med hjem fra skolen. En ordentlig sag, der dårligt nok kan hænge sammen, om Ida og Emil og en masse temmelig fjollede historier. Irma synes den er vældig skæg, og det gør jo læsningen ret nem – eller nemmere i hvert fald. Og pludselig læser vi næsten 10 sider på de minutter hun magter, i stedet for fem eller tre. Og jeg kan høre at hun læser ordene, for når hun ikke gider mere eller er træt, begynder hun at gætte hvad der står i stedet for at stave sig frem. Og det er sjovt at følge hendes fremgang, for hun kæmper bl.a. lidt med d og b, og har svært ved at huske hvilket der nu er hvad. Så Adam bliver hurtigt til Aben, og Drive bliver til Blive – og ting i den duer. Men jeg tror hun lurer den af ret snart, det er bare lige de sidste detaljer der skal på plads.

Og lidt ligesom de her små skønhedsfejl i hendes udtale, som jeg faktisk synes er SÅ hyggelig, så gør jeg ikke det helt store nummer ud at arbejde med det. Det kommer jo. Og indtil da siger hun stadig “Ovre i skolen, djorde vi…” eller “I Ludo må du slå igen når du har slået en blogus”. Ludo bliver faktisk lidt sjovere på den måde!

Må jeg godt ligge og læse lidt?

Er der nogle bibliotekar- og andre bogglade forældre der kan svare nej til sådan et spørgsmål?? Læs du bare alt hvad du vil, skat. Lige indtil øjnene ikke kan mere og du bare bliver nødt til at lukke dem. Bare lige et øjeblik… Læser igen om et øjeblik… 

Elsker at Irma er så glad for at læse at hun sniger sig til at læse to sider mere, selv da jeg endelig måtte sige at nu skulle hun altså lægge bogen og lukke øjnene. Og at hun nu glæder sig læsetime i skolen. At hendes yndlings i skolen; legetime, nu kan blive udfordret af noget nyt. Er temmelig stolt af min store pige, der griber det at gå i skole med alt hvad hun er. 

Hun tabte sin sidste mælkefortand natten mellem søndag og mandag. Og indtil jeg fik rystet dynerne mandag eftermiddag, troede vi at hun havde slugt den. Men et lille pling på gulvet afslørede den. Og Irma havde noget at give til tandfeen. Nu kan hun ikke fløjte mere, og t’er er også lidt svære at sige. Men lige om lidt har to spritnye med takker. Tror hun føler sig meget stor for tiden – med rette! 

   

Spørgsmål!!

And so it begins…

“Mor, hvor stor er den her planet vi bor på egentlig?” “Og hvis den er rund, hvordan står vi så på jorden?” … “Kan man mærke det der …tyngde… Hvad var det nu det hed?”, “Hvordan kan man flyve til månen?”, “hvad flyver man i?”, “Kan jeg også blive astronaut?”. “Hvor lang tid skal jeg gå i skole hvis jeg både skal være dyrlæge og astronaut?”

“Mor, jeg elsker at gå i skole”. Godt min skat, vi tager sgu en uge mere.