Bæres!!!

Jeg prøver seriøst at sætte foden ned nu! Med det kontante blik og bestemte toneleje! Og så krydret med nogle motiverende kommentarer som “du er en stor pige, Irma” og “Hvor er du sej, skat”. For hold nu op hvor er sådan en 2-årig en tung sag at slæbe på, og jeg gider sådan set ikke mere. Men hver eneste dag når vi kommer ud på trappen foran hoveddøren, eller vi er nede på vuggestuegangen hvor Irma lige har fået flyverdragt på, så kommer plagesangen: “Bæres, mor, bæres”. Med bedende øjne og oprakte arme. Og med alle mulige andre ting (hovedsageligt ting der kan spises…) har det været rigtig nemt at fortælle Irma at hun kun får den ene, og så er det slut. Eller vi læser kun én bog i aften, og så skal du sove. Men her, åh, hvor giver hun bare ikke op!! Stædige asen! I dag tog jeg dog kampen op. Først da vi skulle ned fra 1. sal (vi snakker 7 trappetrin!) i vuggestuen og hele den laaaaange vej hen til cyklen (20 meter…), hvor Irma først lod sig falde (!!!) ned af trappen og dernæst lagde sig på knæ ude på fliserne… Hun er endda kommet med bemærkningen “Ikke en stor pige, mor”… Okay så.

Men nu er kampen startet – for tidligt eller ej – og så skal den jo næsten følges til ende… men pyyyh det bliver sejt, og tårefyldt!

Der er jo også en anden og HØJ-aktuel årsag til at Irma ikke skal bæres. For kors i hytten hvor har jeg ondt i hele kroppen! Var jo til yoga i går – for første gang – og vågnede i morges og følte mig som verdens sejeste menneske: Ingen smerter overhovedet! MUAHAHAHA!! Jeg kan klare alt!! Så kom vi lidt op af dagen, og jeg begyndte at komme i rigtig god kontakt med mine skuldre og armmuskler… Her til aften har jeg ondt i lægge, mave, baller, lår og førnævnte skuldre og arme… og jeg FRYGTER for hvordan jeg skal vakle ud af sengen i morgen, cykle til Gentofte i strid kuling og stå iført et smil og stiletter hele dagen foran 30-40 mennesker… Nogle gange skal man sgu vælge sin træning med omhu…

Reklamer