Når shopping gør glad…

Helt overfladisk og materialistisk, oh yes. Har lige bestilt fire kjoler på én gang. Argmen altså. Sad sådan lige og havde lyst til at bage den mest beskidte brunsviger (tak for den opskrift, 2x Pricebrødre!), her klokken halv ti om aftenen, men en fristende reklame fik mig i en anden retning og wupti, havde jeg bestilt nogle ting fra ny shop. Nogle gange er hjernen så banal! Det får mig til at tænke over, hvad den kan på andre tidspunkter, når jeg fx kan nå at gøre rent, lave mad, bage rugbrød, vaske tøj, lave madplan til en uge og handle ind, lappet cykel – og samtidig føle, at det har været en rar og afslappende søndag. Andre dage når jeg at putte børn og sidde her på min flade foran computeren…

Og faktisk passer det ikke – for jeg nåede at sidde i solen på terrassen for første gang i år, lige efter aftensmaden – med bare tæer og bare arme og bare nyde solen. En nabo cyklede forbi på stien og kommenterede noget med hvor rart det så ud. Og pigerne kom løbende ud da de så, at det var en mulighed. Olga rørte lidt ved græsset med de bare tæer og hvinede som om det aldrig var sket før (det er vist godt vi er flyttet…) Og Irma brugte fliserne som sin egen scene, med hårbørsten som mikrofon. Jo jo, det der forår med egen udgang til have, det er hermed godkendt.

Flying solo

Sikke en dag! På den gode måde! Jeg gyser konsekvent altid for at have pigerne alene når vi snakker over en hel dag eller mere. Jeg tror det er efterveerne af Olgas aftengråd, hvor det var helvede på jord når manden ikke var hjemme. Men nu er det jo som oftest vildt hyggeligt – jeg skal bare lige have hovedet med.

I dag har vi haft besøg af to fra børnehaven. Eller faktisk så er storebror lige startet på fritter og lillesøster starter i børnehaven på mandag – men vi kender dem fra børnehaven. To mødre og 4 børn, og bortset fra at storebror kedede sig lidt i ny og næ (lidt for meget prinsessehurlumhej) så var det et super besøg. Vi endte nede i gården med gyngeture og sandkassebagning. Og da vennerne skulle hjem fortsatte vi bare med gårdleg på egen hånd. Olga gad for en gangs skyld godt sove selvom vognen ikke trillede og Irma var i strålende humør hele eftermiddagen. Jeg var dog lige ved at gå kold da nogle af gårdens børn kom råbende (væk ikke min baby, I krapyler!) ned på legepladsen, og den ene havde (%*!!#€!) en blokfløjte med! Han fik dødsblikket som burde skræmme enhver (come on!), men som prellede helt af på knægten. Pigerne og jeg var endda en tur i Fakta efter is (og aftenslik til moren, thank you very much).

Vi har leget, set film, spist is, været i bad (med indlagt vandkamp Irma vs. Olga…) og lavet mad. Ingen skænderier, ingen hysteriske anfald, kun glade børn – no kidding! Det kan faktisk lade sig gøre. Irma bad selv om at komme i seng, og fordi Olga kunne puttes på 5 minutter, var der endda tid til historie og sang – det er ellers i en noget reduceret udgave når mor er alene på skansen.

Så lige nu har jeg to sovende piger, nybarberede ben og en lak der står og venter på at komme på tæerne. En slikskål og en plan om at se et eller andet meget voksent på HBO eller DR. Jeg har en stue, der ligner noget der er løgn, men det klarer vi nok i morgen. I morgen står den på mormor-besøg og måske lidt sandalshopping (i størrelse-27-28-og-helst-med-glimmer-og-blink) Håber på at den gode stemning holder natten igennem og morgenen med – det er da ikke for meget at forvente drømme om, vel?