Spørgsmål!!

And so it begins…

“Mor, hvor stor er den her planet vi bor på egentlig?” “Og hvis den er rund, hvordan står vi så på jorden?” … “Kan man mærke det der …tyngde… Hvad var det nu det hed?”, “Hvordan kan man flyve til månen?”, “hvad flyver man i?”, “Kan jeg også blive astronaut?”. “Hvor lang tid skal jeg gå i skole hvis jeg både skal være dyrlæge og astronaut?”

“Mor, jeg elsker at gå i skole”. Godt min skat, vi tager sgu en uge mere. 

Reklamer

Ny erkendelse

Selvom jeg efterhånden har været gravid længe, og burde have vænnet mig til tanken forlængst, så gav det alligevel et chok da jeg for lidt siden gik forbi vinduet og opdagede maven i spejlbilledet.  Jeg ser den hver morgen inden jeg tager tøj på, hver dag når jeg kigger ned af mig selv, når jeg laver mad og støder den ind i køkkenbordet og ikke mindst når min mand taler til den og lytter efter sjove lyde. Men alligevel gik det lige nu op for mig, at jeg er gravid. Vi skal rent faktisk være forældre!! Jeg ved godt det lyder syret og dumt, at erkendelsen først lander nu – men pludselig sidder jeg tilbage med en ukendt følelse og en masse spørgsmål – kan vi finde ud af det her? Kan jeg finde ud af det her?

Det er utrolig surrealistisk og helt vildt frygtindgydende! Og det letter mig på en måde at vide, at der er lidt over 3 måneder igen…

Worst case

Jeg bruger rigtig meget tid på at spekulere over, hvem barnet er – hvilken lille personlighed der ankommer til nytår. I  virkeligheden handler mine grublerier ikke så meget om hvordan bebsen kommer til at se ud, eller for den sags skyld, hvilket køn det har, men mere om den har temperament, om den er kræsen, om den kan gribe en bold og aaalt mulig andet…

Mht. temperament kan jeg afsløre, at det vil være et temmelig bizart John-og-Marie-afkom hvis ikke den har, bare en lidt kort lunte. Der er ikke så pokkers langt fra 0-100 hos nogle af os, men til gengæld er vi også hurtigt gode igen – det sidste håber jeg især er gået i arv!

Kræsenheden tror jeg faktisk ikke rigtig på – ikke sådan rigtigt i hvert fald. På den anden side vil en smule mindre kærlighed til mad, måske hjælpe den lille trold mod nogle af de vægtkampe, dens forældre kæmper med.

Og så det med boldøjet…her håber jeg inderligt og helhjertet at mine gener blir 100% ignoreret, det ville være virkelig flinkt! Faren kan faktisk noget med sport, og jeg ville elske hvis mit barn kunne opleve det.

Alt det kan jeg leve med, og det kan barnet forhåbentlig også, men hvad pokker skal vi gøre hvis den vokser op og blir højreorienteret?? Ikke bare som en del af et teenage-oprør, men sådan rigtigt, borgerlig ind til benet! Eller hvis den blir religiøs på et fanatisk plan – på den missionærende måde. Eller hvis den kun vil høre Kandis og Vikingarna? Shit shit shit!!!

Er det på dette tidspunkt vi håber vi har lavet en fornuftig nr. 2, eller giver vi bare op og emigrerer??