Bæres!!!

Jeg prøver seriøst at sætte foden ned nu! Med det kontante blik og bestemte toneleje! Og så krydret med nogle motiverende kommentarer som “du er en stor pige, Irma” og “Hvor er du sej, skat”. For hold nu op hvor er sådan en 2-årig en tung sag at slæbe på, og jeg gider sådan set ikke mere. Men hver eneste dag når vi kommer ud på trappen foran hoveddøren, eller vi er nede på vuggestuegangen hvor Irma lige har fået flyverdragt på, så kommer plagesangen: “Bæres, mor, bæres”. Med bedende øjne og oprakte arme. Og med alle mulige andre ting (hovedsageligt ting der kan spises…) har det været rigtig nemt at fortælle Irma at hun kun får den ene, og så er det slut. Eller vi læser kun én bog i aften, og så skal du sove. Men her, åh, hvor giver hun bare ikke op!! Stædige asen! I dag tog jeg dog kampen op. Først da vi skulle ned fra 1. sal (vi snakker 7 trappetrin!) i vuggestuen og hele den laaaaange vej hen til cyklen (20 meter…), hvor Irma først lod sig falde (!!!) ned af trappen og dernæst lagde sig på knæ ude på fliserne… Hun er endda kommet med bemærkningen “Ikke en stor pige, mor”… Okay så.

Men nu er kampen startet – for tidligt eller ej – og så skal den jo næsten følges til ende… men pyyyh det bliver sejt, og tårefyldt!

Der er jo også en anden og HØJ-aktuel årsag til at Irma ikke skal bæres. For kors i hytten hvor har jeg ondt i hele kroppen! Var jo til yoga i går – for første gang – og vågnede i morges og følte mig som verdens sejeste menneske: Ingen smerter overhovedet! MUAHAHAHA!! Jeg kan klare alt!! Så kom vi lidt op af dagen, og jeg begyndte at komme i rigtig god kontakt med mine skuldre og armmuskler… Her til aften har jeg ondt i lægge, mave, baller, lår og førnævnte skuldre og arme… og jeg FRYGTER for hvordan jeg skal vakle ud af sengen i morgen, cykle til Gentofte i strid kuling og stå iført et smil og stiletter hele dagen foran 30-40 mennesker… Nogle gange skal man sgu vælge sin træning med omhu…

Reklamer

Stor pige!

Min gode veninde var i dag forbi med en låne-løbecykel som hendes datter på 3 er blevet for stor til. Og jeg sidder her i køkkenet og kigger på den, på dens store hjul, som der jo kun er to af, og tænker: DET kan da ikke passe! Og nej, okay, Irma drøner ikke rundt på den i første forsøg, men hun kan sidde på den, nå jorden og er nysgerrig på hele cykelkonceptet. At hun så ikke kan holde balancen, og væltede i det sekund hun satte sig op på den, er en helt anden sag… Men lige pludselig er hun jo blevet en stor pige!

En stor pige, der i dag sagde Mormor for første gang – det er helt sikkert også det nemmeste af alle bedsteforældre-navnene, men alligevel! Desværre holdt hun op med at sige det da mormoren rent faktisk kom på besøg. Virkelig ærgerligt (for jeg havde jo nået at prale…pokkers!) Min mor var på besøg til aftensmad, og det var rigtig sjovt at observere Irma vise rundt, fortælle mormor om hendes legetøj og hvordan man skulle lege med det, og at det var mormor der skulle synge sange. Bedsteforældre er da bare det bedste!

Og jeg ved ikke om I helt kan se det korte pandehår på billedet, men jeg kalder det klippe-dokumentation alligevel! Man kan i hvert fald nemt se hvor stor hun pludselig er blevet. Fatter det sgu ikke helt…

(Og beklager det lidt banale indlæg, men det er nu engang den ret man har som mor!!..)

Nej tak til medlemsskab!

Jeg vil meget gerne være med i Mor-klubben, men jeg vil gerne melde pas på et medlemsskab til 0,1 ton-klubben… Jeg er der ikke endnu, men jeg kan jo nå det endnu – hvis jeg vel at mærke går de 2 uger over, som der er risiko for! Nu kan jeg jo godt mærke at væsken har optaget en stor del af pladsen i min krop, meeeen jeg kan nok ikke regne med at der vælter 20 liter ud med fødslen, vel??

Nå, den tid den sorg. Jeg krydser virkelig fingre for at amning har en slankende effekt på mig – når nu akupunkturen ikke virkede, så kan det karma-regnskab gå op dér!

Vi var til jordemoder i morges, og vi havde cirka siddet hos hende i 2 minutter da jeg begyndte at græde…Og det stoppede så ikke rigtigt før vi sad på cyklerne igen… Er nok en lille smule overfølsom for tiden 😉 Så da hun sagde at hun godt kunne se, at jeg var graviditets-tynget, så åbnede sluserne sig… Der var heldigvis fuld forståelse på jordemoderens kontor, jeg er tilsyneladende normal – det er jo altid dejligt at vide.
Og bebsen er også helt efter bogen, de skød den til at veje ca. 3200 g (og så tager den omkring 300 g på om ugen fra nu) og den ligger med hovedet den rigtige – og parate! – vej.

Den næste tid hos jordemoderen er d. 29. december, på terminsdatoen. Vores faste jordemoder har ikke vagter på jordemodercentret imellem jul og nytår, så der bliver vi overgivet til en anden. Til gengæld har hun skrevet i min vandrejournal, at hun vil opfordre til at jeg får hindeløsning på terminsdagen. Så om ikke andet satser jeg da på, at det kan sætte nogen ting igang!

Jeg håber virkelig på at jeg kan nå Mor-medlemsskabet før den anden væmmelige klub sender mig sit adgangsbevis…

Hvalfornemmelser

Jeg synes ellers ikke jeg har været plaget af det, men i dag har jeg virkelig følt mig stor og kluntet. Når det fx tager det meste af et minut at komme op fra sofaen.. eller når der ikke findes det rigtige sted at sidde/ligge/stå… Så synes jeg faktisk at der er MEGET langt til d. 29. december!!

Jeg satser på at det er en hurtigt forbipasserende søndagsfornemmelse – naivt måske, men alternativet er simpelthen uacceptabelt.

Vi var til fødselsforberedelse for første gang i fredags. Vi hørte om graviditetsgener (ovenstående blev pudsigt nok ikke drøftet…), om hvornår man bør reagere på generne og kontakte jordemoderen, og så så vi fødselsfilm (lærerige, men frygteligt meget fra 80’erne!!).

Der var en af de andre gravide, der spurgte om, hvad man skal gøre hvis veerne melder deres ankomst nytårsnat, og man gerne vil have en taxa til hospitalet – i en vis fart!!
Og her var det meget betryggende at høre flere ting: 1) At taxaselskaberne prioriterer dem med veer frem for fulde mennesker, der skal til fest. 2) At hospitalerne har en secret hotline til taxa og kan komme igennem når ingen andre kan, og endelig 3) At de ikke er blege for at sende en ambulance, hvis intet andet kan komme frem.

Der faldt en ret stor sten fra mit hjerte! Nu mangler jeg bare at lægge en slagplan for hvordan jeg kommer op fra den madras jeg ligger på inde i vores stue. Hmmmm….

Mere gift end normalt…

I august sidste år sagde jeg ja til min kære mand på en kanalrundfartsbåd. Det var med Den Sorte Diamant i ryggen – totalt nørdet bibliotekarpar ;-), og det var en fantastisk dag. Siden da har jeg haft ring på, og eftersom jeg aldrig har gået med fingerringe før, har det virkelig været en banebrydende ting for mig. Jeg har fået mig en vane hvor jeg leger med ringen når jeg snakker med folk, tager den af og på – alt imens jeg, hver gang den forlader fingeren, bliver lidt bange for at jeg taber den og smider den væk.

Men nu er det slut med bekymringen, i hvert fald i det næste stykke tid. For det er netop gået op for mig at jeg har fået tykkere fingre, og ringen kan simpelthen ikke længere komme af… Vand i fingrene tænker du måske? jeg tror nærmere det var den 2. thebirkes fra Emmery’s der gjorde udslaget (altså dem jeg kom til at spise her efter frokost, bare fordi der var nogle ekstra…)

Krybber, spark og storhedsvanvid

I vores lejlighed har vi en lille altan, der vender ud mod vejen. Indtil nu har den været proppet med malergrej og alskens ting vi ikke har kunne tage os sammen til at smide ud. Nu har vi endelig fået ryddet op, og er blevet enige om, at der vist lige kan stå en krybbe hvor bebsen kan sove til middag. Så nu er jagten så småt sat ind på at finde en krybbe – jeg forestiller mig, at vi kan finde en brugt institutionskrybbe hvor liften kan stå. Hvis I kender nogen, der har en de gerne vil af med, så sig endelig til 🙂

I fredags var vi til jordemoder for 2. gang. Det er altså fantastisk at komme hos én, der har tid til os og vores spørgsmål, og som rent faktisk kender svaret på det hele – grunden til at jeg er så begejstret for hende, er nok også at min egen læge kommer ret hurtigt til kort på det her område. Der er godt nok mange ting hun ikke ved om graviditet!! Kommer lidt i tvivl om, hvor meget hun kan præstere når det kommer til børn?
Hos jordemoderen fik vi meldingen: Alt ser ud som det skal, hvilket jo altid er dejligt at høre – og så er bebsen lidt større end gennemsnittet (hvilket ikke er så mærkeligt når man kigger på den store mand jeg er gift med :-)) Men det gør også at faren er begyndt at tvivle på sin ellers skråsikre holdning til kønnet. Han har indtil nu været helt sikker på at det bliver en pige, men nu hvor den er lidt større, tænker han, at det jo også sagtens kan være en dreng… Jeg gør mig ingen idé om hvilket køn bebsen er, men da jeg var på lagersalg i fredags (ja, jeg endte selvfølgelig med at tage afsted…), var der alligevel noget i mig, ikke ville købe noget der er alt for tøset – 6. sans måske??

Jeg er netop landet i 7. måned, og jeg kan for alvor mærke spark og møven under maveskindet. Det er superhyggeligt, og faren synes det er rigtig fedt at han kan høre barnet når han lægger øret til maven! Nu er den også begyndt at sparke opad, og jeg ved godt det er en tand for tidligt med den der opdragelse, men hold da lige op med det!!! Jordemoderen kunne jo fortælle os hvor numsen og hovedet lå, og den ligger ret meget på tværs. Og det passer perfekt med hvor maven buler mest ud og hvor sparkene kommer – jeg kan i hvert fald afgøre at den der magelighed vi kunne konstatere på 2. scanningen, den er længe væk!…