Det der med børn og mad

Madplaner, et køleskab fuld af grøntsager og alverdens gode intentioner. Al planlægning er på plads og indkøbene bugner af velvilje og sund livsstil. Hver uge lægger jeg en plan for 6-7 dage. Og fordi jeg handler på Nemlig.com gør jeg brug af mange af deres opskrifter og inspiration til ny hverdagsmad. Og jeg kan virkelig godt lide at lave mad. Ofte er det noget jeg ser frem til. Også i hverdagen. Alt det her bliver dog ret ofte forstyrret af børn, der enten ikke gider spise det der står på bordet, ikke vil smage på noget, synes det ser ulækkert ud (eller bare lyder ulækkert når jeg svarer på det uundgåelige spørgsmål kl 17.21: “hvad skal vi have at spise, mor?”).

Jeg indrømmer gerne at jeg bliver temmelig indebrændt over det her… jeg tager det ikke ret pænt mere. Måske er lunten (også her?..) bare brugt op?

Manden er mere overbærende end mig: Så længe de spiser grøntsager og ellers blir mætte, er han godt tilfreds. Jeg er nok en kende mere ambitiøs her… og utålmodig…

For hvornår går det her over?? Jeg har læst et hav af artikler, bøger, lyttet til gode råd og været overbærende. Men helt ærligt: pasta med smør eller ris med ingenting (??!!) er sgu da ikke et måltid!

Skal jeg skubbe mere på? Være mere insisterende på at de skal smage? Skal de inddrages i planlægningen og i madlavningen? (Det skal siges, at jeg har prøvet – men måske godt kunne lokkes til at gøre mere – men interessen rækker til at slå æg ud eller pynte en kage… ikke så nyttigt på en helt almindelig mandag..) Eller skal jeg bare gøre som nu hvor jeg laver mad, stiller frem, og sørger for at der altid er et eller andet de kan lide, og altså ikke presser på? Kommer det så af sig selv?

Reklamer

Helsedum

Jeg falder igen og igen i fælden der hedder sundhed. Jo jo naturligvis går jeg ind for sundhed, det er ikke sådan. Jeg spiser mine grøntsager sprøde, økologiske og allerhelst lokale. Jeg cykler, løber og svømmer når jeg kan. Jeg serverer grønt og frugt og fiberrigt for mine børn (og så snakker vi ikke om, at de i dag begge spiste sig mætte i hvide ris med ketchup, fiber min bare), og holder igen med sukker, kager og alskens E-numre. Både hvad angår mine børn og mig selv (førstnævnte dog mere end sidstnævnte). Jeg vil vældig gerne kunne blive i den str 40, som jeg faktisk er ret tilfreds med, og maven må gerne være til den flade side. Sundhed og forfængelighed går nu engang så fantastisk i spænd – i hvert fald hos mig.

Men jeg læser blogs og følgere bloggere på IG. Og det er nu vi kommer til fælden. For jeg har igennem de sidste mange måneder set et væld af regnbuefarvede morgenmadsskåle, toppet med blandede bær, hjemmelavet granola (det hedder åbenbart ikke müsli mere??), og smilende anbefalinger af dette vidunder der ligger under alle farverne. De udblødte chiafrø. Jeg troede ALLE vidste hvad det var, for jeg kan da ikke være den eneste der læser alle disse blogs og falder for farveserveringen? Men ingen af mine kolleger kendte det “chi-hvad-for-noget??”. Jeg kunne så fortælle om disse pissedyre frø som mest ligner små hørfrø, og de skal så blandes med mandelmælk, stå natten over i køleskabet, hvorpå de på magisk vis er blevet til smagsløst, slimet, blegt fiskeægslignende grød som du lige topper med lidt lækkert, frisk og knasende, for at tage den grimme smag af ingenting… Jeg havde kvalme i knap fire timer – alene pga konsistensen. Adr! Kan i dén grad ikke anbefale at hoppe med på den bølge! Oh, så sundt eller ej.

I næste uge hopper jeg sikkert på noget nyt, men forhåbentlig mere smagfuldt. Nu vil jeg Google mig til hvor jeg kan proppe de dyre frø hen,  så jeg kan indtage dem uden at smage dem. Som en klog jyde engang sagde: “Hellere skide det ud end smide det ud”.

Det store skolemælksdilemma

Ret skal være ret. Jeg kan ikke huske alle detaljer fra min skolegang. Og da slet ikke fra mit år i børnehaveklasse (i virkeligheden kan jeg nok bedst huske, at mine forældre hyrede en reserve-bedstemor til at være hjemme med mig i de tidlige eftermiddagstimer, for skoledagen var kun 3 timer lang. Marianne, som hun hed, prøvede bl.a. at lære mig at hækle, hvilket bestemt ikke var nogen succes, og nu må jeg igen erkende at Irmas korte lunte kun kan komme ét sted fra, hrm hrm…moving on…)

Men jeg kan slet ikke huske de regler der var i frikvarterne, om man skulle sidde og vente på at alle havde spist før man måtte gå ud? Eller om det nærmest gjaldt om at have mindst med i madpakken, så man kunne slippe for at sidde inde i klassen med lugten af leverpostej hængende i gardinerne?

Irma har i nogle uger brokket sig over sin skolemælk. At hun ikke kunne drikke den hele, at den var svær at åbne, at hun ikke kunne spise sin mad hvis hun drak for meget mælk. STORE problemer for en lille pige i børnehaveklassen. Men i dag fik jeg lidt mere hul på, hvad det nok i virkeligheden handler om, når hun i bilen på vej siger med myndig stemme: “Du skal ringe til skemaet (den liste fra Skolemælk, der viser hvilke elever der skal have hvad) i dag, mor. Jeg VIL ikke have nogen mælk i morgen.” Jeg prøvede at argumentere for at mælk er sundt for børn. At hun skal have noget væske i løbet af dagen.

Der er tre ting i det. For det første kan hun endnu ikke åbne den selv, og derfor kan hun ikke begynde at drikke med det samme, men vente til hun kan få hjælp fra en voksen. For det andet, har hun forstået det sådan, at hun SKAL drikke hele sin mælk og ikke må smide den ud eller gemme den til senere (hvilket naturligvis er forkert, men det er nu engang sådan hun har forstået det). For det tredje må børnene rejse sig og løbe ud og lege når de er færdige med deres frokost. Og hvis man så har både rugbrød og mælk, der skal tygges og synkes, så når man ikke at komme ud og få nogle at lege med i frikvarteret…

Jeg prøvede at sige noget med, at hun jo altid har masser at lege med i SFO om eftermiddagen, så jeg mente da ikke det kunne være så svært at finde en eller flere at lege med i frikvarteret. “Men mor, DU har jo ikke været med i et frikvarter, vel? Du ved ikke hvordan det fungerer? Det ved jeg kun!”. Case closed. Måske vi skal vente med skolemælk til 1. klasse?… Hvad siger I? (Og nej, indlægget er IKKE sponsoreret!!)

skolemælk.dk

Billedet er lånt fra skolemælk.dk

Om det her sunde børnefamilieliv

Nul sukker, no carbs, fastedage og palæo. Hvis man skal tro på alle billederne på Instagram (og skal man mon det??), så spiser alle danske familier med regler og har guruer som Christian Bitz, Thomas Rode eller bare er dedikeret til LCHF. Det er sgu alt sammen meget fint, men når børnene bare gerne vil have mors hjemmebagte boller, farens pizza og pasta bolo – og gerne ikke ret meget andet, så begynder det at blive en udfordring. Der er ingen tvivl om at vi herhjemme godt kunne bruge at skære ned på både det ene og det andet, og de gode intentioner er virkelig også til stede. Jeg synes det svære kommer når enten mor eller far arbejder sent eller har en aftale, så det kun er den ene forælder, der spiser med børnene. Eller når børnene er i totalt rasmus-modsat-humør og i virkeligheden bare gerne vil have lov at stene fjerner mens de spiser rosinboller fra bageren… Den ekstra hurdle der er ved at have to børn – det kan de fleste sikkert genkende – det er, når de to børn vil det præcis modsatte af hinanden. Jeg har en brødspiser og en kødspiser – sådan groft sagt. Og en der gerne vil slappe af foran fjernsyn, mens den anden gerne vil hoppe, danse og høre høj musik ved siden af (eller slå sin søster, fordi hun skal være med…).

Det jeg i virkeligheden bare gerne vil sige er, at det er skidesvært med det her sundhed. For jo, jeg kan da sagtens dampe spidskål og spise det i stedet for ungernes spaghetti, jeg kan også springe brødet over når vi spiser burgere og bruge en grillet grøntsag som erstatning. Men rygraden, venner. Hvor fanden er den? Én ting er at kigge irriteret på de bukser man skidegerne vil have på, men noget andet er tilsyneladende når man (jeg!!) sidder ved spisebordet og i virkeligheden bare har lyst til at proppe hovedet med hvede og kulhydrater. Mmmmm…. carbs!!!…

Nu har jeg fået en ny gadget. Sådan en der skal gøre grøntsagerne lidt nemmere at spise, både for børn og voksne. En grøntsags-spaghetti-strimler (eller som de kalder den i forretningen: GEFU Spaghetti Slicer Spirelli) Og jeg er blevet ret glad for at spise pastaretter hvor mine pastaer er dampede slicede squash. Det smager faktisk ret fantastisk. Og selvom jeg i første omgang troede det var noget som jeg kunne sætte Irma til at lave (men det er den alligevel for skarp til!), så er det ret sjovt for legesyge voksne også… Det fjerner ikke min udfordring omkring rygrad og heller ikke rigtig det her med tid og skrigende børn, men det tror jeg desværre ikke at sjove gadgets kan hjælpe mig med. En kort anmeldelse er, at vi er ret begejstrede for den lille sag. Manden synes faktisk at grøntsagerne smager bedre på denne måde. Men jeg synes afgjort den er bedst til de blødere grøntsager (squash, agurk, græskar) og mindre god til de hårde (gulerødder og rødbeder). Strimlerne til gulerødder bliver ikke lige så fine lange som på billedet, så der er jeg i virkeligheden større fan at mit mandolinjern (man skal jo aldrig gå ned på udstyr, vel??).
Den kan købes her i Dorthes fede netshop: kitchen4kids.dk.

Så hvis der er en, der har et link til en netshop der forhandler spritnye rygrade, som kan erstatte min gummi-en, så hit med den. Så bliver mit liv (nok?) komplet! På forhånd tak…