Olga – den lokale paria…

Så prøvede jeg også det… Olga var i dag pigen bag at få Kastrup Svømmehals varmtvandsbassin rømmet på under 2 minutter… Vi var derude med 3 fra mødregruppen (eller 6 – afhængige af om det både er store og små næser, der tæller med), og alt kører godt. Olga har en fest i vandet, men efter 10 minutters tid opdager hun at hun er sulten – hun prøvede godt nok ihærdigt at lægge sig til brystet i skulderhøjt vand, men det gik ikke så godt… op med os. Sådan en gang mad sætter jo som vanligt gang i maven, og jeg sad lidt og afventede situationen. Men intet skete og jeg vovede os ud i vandet igen. Efter 10 minutter mere, sad prinsessen helt stille på min arm og lod frokosten passere…Og selv med den fineste godkendte badebuks med indbygget ble, gik det altså ikke – vandet blev for at sige det lige ud ret gult…

Bademesteren tog det nu ret pænt: “Var det ikke sket for dig, var det nok sket for en anden”-agtigt. Og de andre forældre i bassinet var faktisk også vældig overbærende – men lidt pinligt synes jeg nu altså det var, trods alt! Alle fik en lovning på at komme gratis ind næste gang, jeg turde dog ikke spørge om det også gjaldt mig… (her ville jeg gerne have sat et billede ind, men teknikken driller – derfor link!)

Og kunne vi så ikke aftale, at næste gang vi tager i svømmehallen, så skal der både være tid til at datter OG mor får en lille skraber bagefter? Eller måske bare et hvil? Det blev til en slentretur hjemad, lidt isspisning, lidt buskørsel, og lige som jeg havde forestillet mig at mine fødder skulle placeres godt hævet over jorden, vågnede Olga med et hyl! Én time blev det til. I intervallet mellem kl 06 og lidt i 20, er det blevet til to timers søvn, meeeeeen who’s counting?… Alt i alt må vi bare medgive at de to søstre herhjemme er som nat og dag hvad søvn angår. Olga vågner hvis en tunet knallert kører forbi os på gaden (og dem der bor på Amager ved at det sker pænt ofte!!). Irma har præsteret at sove på et fortov hvor en ambulance med fuld udrykning sad fast i trafikken – det siger vist alt. Men moren og faren her i genpuljen har også vidt forskellige sovehjerter, så det er vel ikke så mærkeligt at pigerne også er lidt forskellige. Vil dog ønske for Olga at hun bliver en bedre sover med tiden – det er sgu fedt at kunne ramme en hovedpude og bare dejse omkuld – når og hvor som helst!

Som en lille afslutningsbemærkning, så er der jo en masse billeder af unger og alverdens andre DØD-spændende ting, der aldrig rammer bloggen, men kun er at finde på Instagram. I er velkommen til at kigge med, mit brugernavn er marieu.

Reklamer

Hvor er fotografen?

Så har vi været i svømmeren, Olga og jeg. Sammen med to af pigerne fra mødregruppen og deres poder. Sikke en fest. Der blev plasket og babysvømmet, og ungerne (og mødrene) hyggede sig! Olga lignede en der forud for en tur i bassinet lige havde fået en nano-behandling… Vanddråberne i ansigtet lå ligesom udenpå huden, og det så lidt sært ud. Men det må være koblingen mellem morens glæde ved babyolie og et solidt lag babyspæk…
I modsætningen til de to andre nægtede min datter at sove. Nej, hun skulle både have gåtur og bustur med – på morens arm! I mit næste liv vil jeg gerne bestille nogle lettere børn… Hun var i fint humør og sugede indtryk til sig, helt indtil vi landede hjemme. Og først da jeg havde kørt barnevognen i kælderen og opgivet alt om lur (mens moren kunne slikke solskin), faldt barnet i søvn. Op i solen igen, jatak!

Nu er jeg ved at putte-amme den lille – noget tidligere end normalt. Tror reaktionen på svømmehalsturen viser sig nu.
I morgen skal jeg til møde, og et lidt spændende et af slagsen. Jeg har sagt ja til en konsulentopgave, hvor jeg skal lave informationsøgning og informationselektion for en person, der skal skrive en større videnskabelig artikel. Og jeg er blevet hyret via linked in. Så prøvede jeg det. Det er ganske og aldeles freelance og nok også ret enkeltstående – og jeg er spændt på om min hjerne er med mig eller imod mig… Det er efterhånden kommet dertil, at vi har et par timer hver aften hvor der kan læses, arbejdes (og kysses…) mens børnene sover. Men hvis nemesis kommer efter mig (det er jo helt og aldeles jinx at skrive den slags!) så er det godt at manden har samme uddannelse som mig, og kan hjælpe mig med den hyrede opgave.

Jeg ville egentlig godt have nået at blive klippet inden jeg begyndte på de faglige ærinder, men det lod sig ikke rigtig gøre. Jeg er ramt af post-graviditet-håret-falder-af-og-giver-mig-høje-tindinger-problematikken. Og det ser altså ikke så heldigt ud… Satser på der bliver råd og tid (det kræver vist et barn der sover uden man går med hende…) til at nogen kan rette op på fadæsen inden fuldtidsfagligheden slår til igen. Har lige nogle måneder at løbe på!!

20130417-183955.jpg

Lige et lille snapshot af hende den lille i sit mormorstrikkede forårsdress 🙂

Mad & vand

Det har været indbegrebet af dagens program i dag. Mens vi spiste morgenmad fortalte vi Irma at vi skulle i svømmehallen når vi havde spist. Hun lyste helt op og blevet meget hurtig færdig med sine havregryn – hvordan er det lige, at en pige der kan gå helt i baglås over at skulle i bad herhjemme, kan få julelys i øjnene ved tanken om en svømmehal?? Det er sgu lidt sært. Men håber det efterhånden hjælper til at bløde op over for de nødvendige aftenbade herhjemme… Vi havde en fest derude, allerede under bruserne, hvor Irma syntes det var fantastisk at hun kunne tænde for vandet selv, og hun grinede over hele ansigtet da vandet plaskede ned over hende. Inde i det store bad (som Irma kalder det) fik hun monteret bælte og vinger, og ville derpå både hoppe fra kanten og svømme uden hjælp… Hun fik lov til begge ting, dog med to forældre som sikkerhedsnet og en hemmelig hånd på maven under svømningen…

Hjemme igen gik manden igang med det helt store stege/koge/brase-projekt. Og der ligger nu en rullepølse i pres og en hel masse forskellig fond i fryseren. Jeg tog ud og spiste brunch imens…

Her i eftermiddag har vi været ude i regnen – primært fordi vi på sædvanlig søndagsmaner har haft åbent hus (uden et eneste besøg…). Vi var på cafe og på legeplads – Irma mente lige at hun skulle bestemme at det kun var moren, der måtte gynge hende. Og tror hun fik skreget så højt at hele nærområdet hørte hende… Men vi vandt sgu kampen (hurra), da hun trods alt hellere ville gynges af faren end at gå hjem… Resten af dagen har vi hygget indenfor med stuedans, lege flyvende tæppe (Irmas nyopfundne leg…), jul på Ramasjang og koldbøtter i stuen. På madlavningsfronten blev det til hjemmelavet jordbæris som Irma skal have med i vuggestue i morgen (hun fylder 2 et halvt og når jeg nu ikke kan sende hende afsted med en fødselsdagskage, må det her blive en fin erstatning..). Isen har jeg fundet inspiration til hos Klidmoster. Derudover er der blevet der bagt pølsehorn og pizzasnegle – og så kunne køkkenet heller ikke rumme mere søndagsproduktion 🙂 Synes faktisk det har været en helt fantastisk weekend – er helt ladet op til en ny uge!!

Weekend med løjer

Vi var til fest i går! Rigtig god og sjov fest. Med helte og skurke tema – og ALLE var klædt ud. Ret imponerende når man tænker over det. Og der var fri fortolkning over emnet, så der var alt lige fra Camilla Plum og Rasmus Klumps mor, til James Bond, Ghostbusters og Lisbeth Salander. Og når nu jeg ikke så godt kan drikke drinks, så er det jo godt, at jeg kan kaste mig ud på dansegulvet. Endte med at agere dj i over to timer – med indlagte ønskestunder (når det gik hen og blev for tøset og sing-a-long-agtigt…)

Irma er blevet passet på Vestegnen, og har som vanligt hygget sig. Ved dog ikke om man på et tidspunkt når dertil hvor man hviler så godt i at børnene bliver passet, at man ikke tjekker sin telefon en gang hvert 20. minut – bare lige for en sikkerheds skyld… Og selvom mine forældre havde gæster på besøg da vi ankom i går, gik der ikke længe før gæsterne skulle charmeres og snakkes med. Jeg er ret sikker på at Irma er mindre genert når forældrene ikke er i nærheden – lidt mærkeligt at erkende at vi faktisk kan være en hindring for optøningen…

I det hele taget har det været en ret fantastisk weekend. Med svømmehalstur med yndlings-August i går morges – hvor begge unger brugte al deres energi i bassinet. Det kan virkelig mærkes at vi lige straks har store børnebavebørn, som mener de kan alting selv!! Luksus-kærestemorgenmad med manden i morges, ferieplanlægning her til eftermiddag (bare det snart var juli!!) og Irma der blev sindsygt glad for at være hjemme igen og for en fin lille trækvogn jeg fandt på Cocio-shopping i morges i Fakta.. Er så småt klar til endnu en forkortet arbejdsuge 🙂

håndværkermås og bidemærker

Så har den igen stået på svømmehal i dag, denne gang i selskab med Clara fra Aalborg på 3 måneder. Meget hyggelig udflugt, og dejligt at være med til Claras første svømmetur! Clara og Irmas mødre har besluttet at med 2½ måneds aldersforskel, så skal de små damer blive veninder: Tvangsveninder! (fantastisk begreb som andre barslende kvinder har introduceret mig for.) Det kan da vist ikke være for meget at forvente 😉 Men lige i denne alder, er der vildt stor forskel på de to tøser, her kan man virkelig se, hvor meget der sker på et par måneder, både i størrelse og udfoldelser.
Jeg havde fornøjelsen af at sidde på bagsædet mellem de to damer på vej i svømmehallen.  Og mens Clara kiggede udforskende på mig, var Irma lidt mere afslappet overfor situationen – men hun kendte selvfølgelig også sin co-driver temmelig godt 🙂

Mine bange anelser blev dog bekræftet da vi nåede til svømmehallen, Irma er blevet for tyk til sine badebukser! Hun kunne lige (kun lige!) komme i bukserne i dag, men det var med håndværkerrøv og med røde mærker på lårene fra elastikken i bukserne… Så efter endt badning kom bukserne i tasken til Aalborg, så Clara kan få glæde af dem. Og det her er jo på trods af, at jeg havde købt dem for store i første omgang… Jeg håber snart hun kan lære at kravle, så hun kan få brændt lidt af lårene af 🙂

Det var et par trætte tøser jeg skulle dele bagsæde med på vej hjem, og logisk nok også temmelig sultne. Og da Irma så lidt senere skulle ammes, fik jeg at mærke, at der ER tænder på vej!! AV FOR SA…!! De sidste par dage har vi snakket om, om det mon ikke var spidsen på en tand vi kunne mærke i hendes undermund, og jotak, det var det sgu!! Så nu må vi se om mor og datter kan lave en aftale om, at der kun tygges på legetøjet, for ellers kan det godt være, at den amning slutter før end beregnet…

Svømmehalsdebut

Dagen er oprunden! I dag var vi i svømmehal for første gang.

Inden da måtte jeg lige undersøge om vi levede op til outfits-kravene. Jeg var i Engby her til formiddag, en butik med alskens børneudstyr, og her fik jeg at vide, at jeg højst sandsynligt ikke ville blive godkendt (!!!) i svømmehallen, hvis jeg troppede op med Irmas numse pakket ind i en éngangs-badeble. Det var ellers det jeg troede de var lavet til, men sådan er det åbenbart ikke. Nej, de er skam til strandbrug. Okay siger den nye mor, som jo er så blank på dette område, at jeg ikke tør andet end høre efter. Så jeg køber nogle badebukser – med skørt på – man er vel en lille prinsesse 🙂

Det viser sig dog at de tilsyneladende ikke er så politi-agtige i Kastrup Svømmehal, og jeg ser flere andre mødre, der har deres poder med, iført éngangsbleen. Jeg forestillede mig ellers et scenarie med mødre og grædende børn, der bliver forvist fra svømmehallen pga. forkert påklædning…

Jeg har gået og frygtet hele logistikken omkring svømmehallen; i hvilken rækkefølge gør man sig klar?, hvor kan jeg lægge hende mens jeg selv bruser og tager badedragt på? Men der var styr på sagerne derude. Der hang autostole på væggen, som er foret med en slags liggeunderlag, så de er bløde og lune og egnede til nøgne børn svøbt i håndklæder. Og de er til fri afbenyttelse. Jeg var i svømmehallen med to af pigerne fra mødregruppen, og det gør selvfølgelig også logistikken en del nemmere, at man lige kan hjælpes ad, og kigge efter hinandens børn. Men med autostolen, er det sådan set ikke en umulig opgave at være derude selv, hvilket jo er meget rart at vide.

Endelig kommer vi til bassinet, her er forholdsvist mange, men man kræver jo ikke så meget plads med sådan nogle små bebser, så vi kan sagtens boltre os alt det der er behov for. Varmtvandsbassinet er i et separat rum fra resten af svømmehallen, så også rumtemperaturen var skruet en del i vejret. Irma synes jo i forvejen det er skønt at være i bad, men at kunne møffe så meget med benene, og både ligge på maven og på ryggen, tror jeg bestemt hun synes var sjovt. Hun var super-opmærksom i al den tid vi var i vandet, og jeg synes næsten jeg kunne fornemme hvor meget hun suger til sig med nye indtryk. Jeg tror vi er i bassinet i 25-30 minutter, og alle vores 3 børn når at gylpe i vandet, flot unger… Og vi får også alle tre taget mod til os og dykket med dem – ingen gråd, kun let overraskede udtryk 🙂

Ude ved bassinet er der også puslebord og små vaske med brusere hvor man lige kan lynvaske børnene – på med lidt babyolie og et håndklæde og vi var klar til omklædningsrummet. Det er så her det skal gå lidt stærkt, for vi kan jo godt regne ud, at de højst sandsynligt er ved at revne af sult og begynder at brokke sig meget snart… Så efter max 10 minutter sidder vi og ammer i svømmehallens dertil indrettede rum – og føler os lidt usmarte fordi vi alle 3 har glemt, at vi nok også selv ville være sultne efter en tur i svømmeren..

Jeg havde jo troet at sådan en tur ville få Irma til at gå helt omkuld af træthed, men jeg synes nærmere det har haft modsatte effekt. Hun faldt da i søvn i vognen på vej hjem, men vågnede til dåd det minut jeg trådte indenfor dørene. Hun har været fuld af pep i næsten 5 timer før hun nu endelig har overgivet sig. Men til gengæld har det været pep på den fede måde – hun har grinet og pludret som aldrig før. Så selvom hun åbenbart ikke bliver kørt træt af den slags motion, så skal vi helt sikkert afsted igen, hun synes jo tydeligvis det var en fest!

Jeg beklager det uhyre lange indlæg, men det har jo været en oplevelsesrig dag.. 😉