Hvor meget fortæller man børnene?..

Jeg har nu i to år gået til hudspecialister for at få udredt hvorfor jeg har sære røde pletter i ansigtet. Det er blevet til mange lægebesøg, og mange tests af diverse behandlingsformer: Cremer, piller, indsprøjtninger og et hav af blodprøver. Hudlægen som jeg går til på Gentofte Hospital har grebet det an med en ihærdighed, som jeg aldrig tidligere har oplevet, og det har faktisk været så opløftende, at jeg har sagt ja til (næsten) alle forsøg på undersøgelser og prøvende kure. Og han har i et stykke tid mistænkt at pletterne kunne skyldes Sarkoidose – en lunge- og immunsystemssygdom (kort fortalt…hvis du er nysgerrig, så klik på linket til sundhed.dk, her forklarer de det bedre end jeg kan).

Den første plet kom da jeg var gravid med Olga, altså for ca. 5 år siden. Og samtidig med, at den udviklede sig på næseryggen, hostede jeg som en sindssyg. Noget jeg faktisk gjorde i 3-4 måneder. Pga. graviditeten fik jeg ikke noget medicin, og det endte med at gå i sig selv – men måske er det denne ubehandlede (formodentlige) lungebetændelse, der har været med til at kickstarte den anden sygdom, og dens følgevirkninger for mig: Pletter i fjæs…

I dag har jeg været på Gentofte Hospitals Lungeafdeling og fået taget flere blodprøver og hjerte-ekg, samt en længere række puste-prøver, både med og uden gas. Temmelig flippet, og for en der ikke er specielt begejstret for hospitaler, ikke særlig behagelig oplevelse. Og derudover har jeg så fået en tid til om halvanden uge hvor jeg skal tilbage på lungeafdelingen og have lavet en kikkertundersøgelse. Og tanken om drop i armen, slanger igennem næsen og ned til hævede lymfekirtler og lunger er ikke rigtig en rar fornemmelse heller. Det er selvfølgelig dejligt, at der nu efter SÅ lang tid kommer svar på hvad alt det her skyldes, og at der derpå kan findes en kur (måske!) for det, men vejen dertil er sgu en anelse bumpet…

Indtil videre har jeg fejet det ganske udramatisk af bordet, når pigerne engang imellem spørger til pletterne. Men når nu vi snakker indgreb på denne måde, og at jeg højst sandsynligt kommer ret træt og kvæstet tilbage fra hospitalet på næste mandag, er det så noget, som børnene bør kende til? Jeg hælder mest til nej, for især Irma har en tendens til at huske alskens dårligdom, og bringer tit tidligere sygdom op. Og selvfølgelig også fordi, jeg helst ikke vil have at de bliver bekymrede, for det her er noget personalet gør mange gange hver dag, helt og aldeles ambulant og fredeligt. Men hvad tænker I?

Reklamer

Syge børn gør gamle mødre

Irma har nu været hjemme i et par dage med dårlig mave og opkast. Og selvom jeg på ingen måde skal være hende der klager over sygdom og syge børn – for det er jo nærmest en fremmed fænomen herhjemme – så gad jeg virkelig godt kunne trække på et ekstra lager af energi og mulighed for at sove, når den sygdom der indtræffer. For kors, hvor jeg i dag føler mig gammel og træt! Efter Irma midt om natten pludselig lænede sig udover sengekanten og heldigvis (!!!) ramte den opvaskebalje, der stod der til formålet, har jeg kun sovet med ét øje lukket. Det er som om den lyd af opkast sætter sig på nervesystemet, og gør det komplet umuligt at falde ned i den dybe søvn igen. Man ligger bare ligesom og afventer den næste kaskade af væmmelse…

Jeg lod barnet sove længe i morges – og hun var helt rundforvirret da hun vågnede. Kunne slet ikke finde ud af at vi andre havde spist, og at faren var draget afsted på arbejde. Og nu, efter lidt Panodil, varm kakao og ristet brød, lader det til at bedringen endelig er landet. Og jeg satser så på at kollapse komplet i aften når børnene er faldet i søvn.
Lillesøsteren fik også lov til at blive hjemme i dag. Hun var jo nærmest ved at gå i stykker af misundelse da hun ikke fik lov i går… Og det havde virkelig ikke været en spændende dag – men når man nu er 4 år og ikke MÅ gå glip af noget, og i øvrigt aldrig har nogle sygedage, så er det svært at forestille sig andet end at storesøsteren har en fest af en fridag derhjemme… I dag har så været tilpas kedelig med Ipad, perleplader, og en ikke-underholdnings-mor, der har lidt for travlt på job til at sætte alt på standby en hel dag… Måske spicer jeg det op med en is OG lader mig lokke til at lave risengrød til aftensmad – så er det lidt en Olga-fest alligevel 🙂

Og nu vil jeg prøve at hoppe i bad – det har ligesom ikke været en mulighed endnu, imellem sengetøjsvask, børneservicering og arbejde. Vil gøre mit bedste for ikke at falde i søvn under bruseren… Hov, mens jeg husker det, Irma spurgte tidligere, efter at have siddet og tænkt lidt:

“Bliver man mindre af at kaste op?”
Jeg rystede på hovedet…
Med et tvivlende blik i øjnene: “Og man bliver da heller ikke større, vel?”

Elsker børnelogik 🙂

Forkølelser, vacciner og andet godt

Med en uges mellemrum bliver der hængt sedler op nede i vuggestuen. “Udbrud af skoldkopper på gul stue!”, “Virus der kommer til udtryk med røde knopper om munden er set på flere stuer!”, “Vi har lus på rød stue!!”. Vi er stadig i perioden af lækre opslag som det her, og jeg håber virkelig snart de aftager. Opslagene hænger lige ved siden af afspritningsmaskinen, og plakaten der fortæller hvor vigtigt det er at vaske hænder… Paradoksalt nok.

Der er en uskreven regel om, at man ikke afleverer et sygt barn i institution. Snot i almindelige mængder er undtaget, men voldsom hoste og børn der ikke sover om natten pga dårligdom bedes blive hjemme. Herfra følger alle grænsetilfældene. Hvor vi forældre kender vores børn virkelig godt, og derfor godt ved hvornår de er for syge til institution eller ej – og så er der de dage hvor vi tager fejl… Nåja.

Både i institutionen og i vores omgangskreds ser vi virkelig meget sygdom. Af alle de almindelige børnetyper. Det hele er lidt noget lort, men her til lands er vi velsignet med den holdning, at “ja, det skal vi jo bare igennem” og “hvor kan jeg tage hen og få smittet mit lille barn med skoldkopper, så vi kan få den satan overstået”. Nu har vi hele den her vaccinedebat, og det piner mig, at vi skal revurdere vores afslappede forhold til børnesygdomme. Her-går-det-godt-holdningen. Det er jo luksus at vi har det på den måde. Og hvorfor sætte det på spil? Jeg forstår ikke hvordan man som forældre kan tage del i et samfund, og samtidig udsætte sit eget barn OG andres pga. en personlig overbevisning eller en tro på, at barnets immunforsvar selv skal kunne klare skærene.

I Danmark bliver der hvert år afsat mange midler til forskning i vacciner. Og der bliver hele tiden lavet stikprøver, undersøgelser, målinger på området. For ikke at tale om udvikling og forskning på internationalt plan. Jeg er erklæret tilhænger af forskning, og tager 100% afstand fra – (også) i denne forbindelse – tro, personlige overbevisninger, og udtalelser som “min mor blev aldrig vaccineret og hun er sund og rask, så derfor skal min søn heller ikke vaccineres”. Amish-holdninger som disse fordrer ikke ligefrem udvikling af nogen slags…

Så få dit barn vaccineret, så vi andre ikke behøver være bekymrede for mæslinger og andet skidt! Stik stik!

Jeg er velsignet med to piger med godt helbred. Det er virkelig ikke ret tit vi er syge herhjemme. Og ofte er det bare sådan noget pjat med noget slattenhed, lidt hoste, lidt opkast eller lidt øjenbetændelse. Rimelig meget piece of cake. Og vi er altså ikke særlig speltagtige og hælder ikke ingefærshots eller fiskeolie i ungerne. De får både komælk, hvedeboller og kage. Og heldigvis også alt mulig andet.

Og så naturligvis vitaminpiller. Tag dem sammen med en vaccine, så ligger de ekstragodt i maven.

Om (fortælle)syge børn

I onsdags var jeg hjemme med en syg Olga. Bare lidt klassisk vuggestuepest. Og det vil ærligt talt være lidt af et mirakel hvis vi kan nøjes med det. Hele vuggestuen er plastret til med opslag om forskellige, smitsomme tilfælde af øjenbetændelse, børneorm (så bliver det ikke klammere!!) og lus. Great. Lusene hører faktisk til oppe i børnehaven på 1. sal, men mon dog ikke de kunne finde på at kravle ned af trappen og hen på en lillesøster eller -bror? Jotak, det tror jeg nok. Det kræver et fandens godt immunforsvar at være institutionsbarn!

MonsterkagerOlga og jeg hyggede hele dagen med bøger, Ramasjang, klapvognstur med termotøj og dyne på – og selvfølgelig den klassiske rosinbolle fra bageren. Det er lige før jeg efterhånden har tiltro til disse bollers helbredende effekt. Jeg nægter at bage den slags brød selv, men pigerne ELSKER dem.

Og apropos ting, som jeg ikke burde bage, så lavede jeg også grønne monster-marengs til Irmas børnehavefest i går. Vi var inviteret til forældrekaffe, og i børnehaven udviklede det sig til den store halloweenfest. Ret hyggeligt. Manden var på arbejde, så jeg var til to kaffeaftaler. Først i vuggestuen med rosiner til uddeling, og bagefter i børnehaven, hvor Irma stolt delte de hjemmelavede kæmpekys ud, som var det hendes fødselsdag… Iført sin fine Snehvidekjole – ikke noget uhyggeligt kostume til den pige. Hun så helt skræmt ud da jeg foreslog noget ovre i vampyr-hekse-genren.

Her til aften havde vi igen glæden af hendes store lyst til at være centrum. Denne gang som historiefortæller. Hun sidder og bladrer i et hæfte med tegninger hun selv har lavet. Umiddelbart ligner det ikke en historie, men vent nu bare…

Vitaminer og raske børn

Overordnet set vil jeg nok betragte mig selv som en sund skeptiker. Andre har kaldt mig decideret intolerant. Men generelt tror jeg bare jeg forholder mig retten til at være skeptisk – især når det gælder alternative lægemidler og metoder. Jeg er ret bevidst om, at jeg både kan virke arrogant og sarkastisk når jeg møder mennesker, der sværger til det ene eller andet. I virkeligheden er jeg fuldstændig åben for at folk finder noget der virker for dem, og jeg vil også gerne forsøge mig med forskellige ting – men I ser mig nok aldrig være missionær for en overbevisning eller et produkt af en eller anden slags. (Og hvis i gør, så sig det lige, ik?!?)

Og med den intro, og den indstilling til tingene, var jeg altså til et bloggerarrangement i går aftes. Ja, så så man lige mig! I utroligt fint selskab blandt en masse kendte og semikendte bloggere. Det var et rigtig fint arrangement, lavet af Lahme Kommunikation i samarbejde med A. Vogel. Det handlede primært om de naturprodukter som A. Vogel udvikler, og hvordan man med deres hjælp kan komme sund og rask igennem vinteren. Vi fik præsenteret en lang række af produkter mod snue, hoste, og almindelige virus- og bakterie-sygdomme. Og fik besvaret en hel masse spørgsmål omkring hvad børn må indtage og hvor ofte man selv skal tage diverse dråber. Som den skeptiker jeg er, og med den opvækst blandt absolutte med-skeptikere jeg har haft, så tror jeg faktisk på, at man kan modvirke en lang række af disse almindelige sygdomme med en sund og varieret kost med fokus på ekstra vitaminer i højsæsonen. Men jeg vil sagtens anerkende, at det jo ikke er skidenemt at få børnene til at indtage ting på kommando. If only!! Og jeg vil da egentlig hellere, at mine piger kan forblive raske ved hjælp af planteekstrakter end fra den gængse medicinalindustri. Når nu jeg skal presses.

Vi er dog ikke enige herhjemme. Hvor jeg er skeptisk, men åben, så er min bedre halvdel en lukket og låst dør. Han er gået med til at pigerne får MultiTotal til morgenmaden (og de smager jo som slik, så her har vi ingen overtalelsesvanskeligheder… faktisk spørger Olga tit om hun må få en pille mere… ikke altid lige heldigt når den knap 2-årige står og tigger drugs på legepladsen…). Men kosttilskud og naturlægemidler er altså ikke noget vi bliver enige om lige foreløbig når det gælder hvad der er godt for børnene. Jeg har dog selv tænkt mig at bruge de forskellige gode dråber, og har også tænkt mig at benytte mig af både hostespray- og dråber hvis vi endnu engang får en vinter hvor vi ligger vågne pga. børnehoste. Der er ingen der er mere modtagelige for nye muligheder end en ægtefælle ramt af søvnunderskud… 😉 Om ikke andet, så går jeg rask igennem vinteren – rask nok til at tage vare på dem, der lægger sig på sygelejet.

Hej, her går det ikke så godt…

For præcis to uger siden var jeg på arbejde. I et par dage op til havde jeg haft hovedpine – som jeg ellers aldrig har, kvalme og let hjertebanken. Om onsdagen begyndte hele kroppen at gå på overarbejde. Jeg fik problemer med at samle tankerne, var flere timer om en ret simpel opgave – og jeg er i øvrigt stadig ikke sikker på at jeg løste opgaven – og var flere gange på toilettet for at forsøge at skjule, at jeg var ked af det. Det var først midt på eftermiddagen hvor jeg havde et hurtigt møde med en kollega, og hun kiggede på mig og spurgte hvordan jeg havde det. Jeg fortalte om min hjertebanken og det var helt umuligt at holde tårerne tilbage. Hun fortalte mig, at jeg skulle gå hjem. Det mente jeg bestemt ikke jeg kunne, sikke noget pjat. Jeg havde jo arbejde at tage mig af. Herefter havde vi en snak, hvorpå hun kærligt og bestemt faktisk sendte mig hjem. Jeg gik op på min pind, sendte den mail jeg havde arbejdet alt for mange timer på at skrive, sendte en hurtig besked til mine to nærmeste kolleger, og tog så hjem.

Bilturen hjem var med ondt i maven og galopperende hjerte, det føltes som om jeg forbrød mig mod mit arbejds-jeg. Samtidig kunne min logiske hjerne godt fortælle, at jeg nok ikke havde været den bedste medarbejder i et stykke tid… hvilket gav nyt foder til den dårlige samvittighed…

Det to følgende dage var planlagte fridage, som jeg brugte med familien, og på at tænke flere usammenhængende tanker. Allerede om torsdagen var jeg til lægen, men det var i forbindelse med Olga, og Irma var i øvrigt også med… Jeg nævnte for lægen hvordan jeg havde det, og mens Olga fik et hysterisk tilfælde, fortalte min læge mig, at jeg var nødt til at tage et par dage mere hjemme.

Mandag morgen sygemeldte jeg mig med stress. I første omgang ugen ud. På det her tidspunkt havde jeg en stærk overbevisning om at en uge ville være mere end rigeligt til at komme ovenpå igen. Jeg fik igennem fagforeningen tildelt fire sessioner hos en psykolog, og fik en tid allerede om tirsdagen. Da jeg cyklede derind tirsdag formiddag kørte jeg og tænkte på, at han nok ville afvise hele sagen og fortælle mig, at jeg overdrev og i hvert fald ikke havde stress. Det viste sig ikke at være det der skete.

Jeg blev bedt om at fortælle lidt om mit arbejde, og jeg endte med at tale uafbrudt i 15 minutter. En temmelig rodet snak. Han stillede nogle yderligere spørgsmål og konstaterede, at jeg nok ikke skulle regne med at komme tilbage på arbejde lige foreløbig. Det var første overraskelse. Han diagnosticerede min stress som over middel/svær og bad mig holde tilbage med en lang række ting: Ingen kaffe, ingen sukker, ingen mobiltelefon, ingen tv. Jeg kan fortælle, at jeg ikke har holdt én eneste af tingene… Og det viser sig, at det havde han heller ikke regnet med at jeg kunne… Jeg holder mig til én kop kaffe om dagen, prøver at være sukkerafholdende, og begrænser mit mobilbrug til at være kun det allermest nødvendige. Jeg er kun på Facebook en gang om dagen og det samme med Instagram, og jeg har ikke opdateret min status eller uploadet et billede siden jeg blev sygemeldt. Mht. tv har jeg begrænset mig til at se én tv-serie på Netflix, altså ingen zappen og inden netsurfing. I dag er faktisk første gang jeg sidder med computeren i skødet. Min læge har sygemeldt mig yderligere to uger, og derfra ved jeg ingenting.

Jeg har fået besked på at slappe af, læse bøger, gå ture, lytte til musik, dyrke yoga – men vigtigst: Kun én ting af gangen.

Og jeg er blevet bedt om at lytte til mig selv og finde ud af hvad jeg har lyst til. Det sidste har vist sig at være det allersværeste, for hvad har jeg lyst til? Jeg har ikke været tunet ind på den kanal i utrolig lang tid! Den har det med at blive overdøvet af børnenes behov, mine forventninger til hvad der står på bordet, hvordan hjemmet ser ud, og alverdens praktiske gøremål. For der er jo altid et eller andet der skal gøres. Hvis ikke det er vasketøjet der skal ordnes, så er det i hvert fald mindst to måneder siden der er blevet støvsuget bag sengen eller noget legetøj der skal ryddes op. Og jeg skal acceptere, at jeg er sygemeldt hele vejen rundt – ikke bare fra arbejde. Jeg er stadig ikke 100% landet i den accept, men jeg er på vej. For selvom jeg godt nok har arbejdsrelateret stress, spiller de andre ting i mit liv sjovt nok også en rolle for mit velbefindende.

Når jeg skriver det og sætter ord på, lyder det sært banalt. Det burde være nemmere. Nemmere at svare på og nemmere at håndtere. Jeg håber at blive klogere på hvad der driver mig, og hvad jeg bliver glad af at lave. Og jeg håber at jeg igennem den næste tid bliver bedre til at sige fra, sortere og prioritere, og ikke mindst, bedre til at slappe af.

– Det har taget mig lang tid at skrive det her indlæg, og lang tid at tage tilløb til at skrive det. Men jeg tror det hjælper at lade tabu være tabu, og fortælle om en sygdom, der æder rigtig mange op indefra og sætter lange spor! Også mig.

Forberedelse

Det er sjovt med søvn. Det er næsten blevet en regel, at i det sekund mit hoved rammer puden, så vågner Olga og skal have en sut eller et kram. Ja, det var i hvert fald det jeg troede. For forleden da jeg netop sagde det her til manden, kiggede han overbærende på mig og fortalte, at der altså nogle gange går over en time før Olga siger noget… Han ved det, fordi han er vågen… det er bare mig der falder i søvn i det sekund hovedet rammer puden. Nåja, søvn snyder!

Der er begyndt at komme mere lyd på hende den lille bandit. Vi har lige haft et lille døgn med hende ganske solo, da mormoren og morfaren kidnappede den store og forkælede hende sønder og sammen 🙂 Olga fik til gengæld fuld opmærksomhed fra begge forældre og det var næsten for meget for hende – her i morges kunne hun ikke finde ud af noget som helst, og rendte bare rundt og sagde ‘bååååååv’ (som betyder bog, og altid akkompagneres af en ivrig fremvisning af den samme bog som vi netop har læst 3-4 gange…). Måske var årsagen til forvirretheden også noget med at hun rent faktisk var syg… Ja, det opdagede vi jo først da vuggestuen ringede kl 14 og bad mig hente hende. Hun har fået øjenbetændelse. Så dagen i morgen er afsat til hjemme med moren. Og lad os bare indrømme det: Det her børnesygdom er fandme altid lidt i vejen. Vil sådan set også gerne gå på det der arbejde…

Nå. jeg ser frem til en nat med et barn der roterer i vores seng, og vækker mig hvad der føles som hvert 5. minut, men som i mit tilfælde nok nærmere er en gang i timen. Bør nok ikke brokke mig så meget… Nu har jeg gabt om kap med manden de sidste fem minutter, så mon ikke det er på tide, at gå i seng. ‘Nat nat.

Olga og jeg

Dagens fem fakta

  • Jeg har lært, at det kan være svært at planlægge en omsorgsdag i februar. Irma og jeg skulle have startet dagen med et besøg ved ørelægen (pigen taler UTROLIG højt hele tiden, og går hele tiden hen og skruer op for lyden på musik og tv når hun kan), og derefter havde jeg tænkt at vi skulle i Zoo, lidt cafe og lidt hjemme-hygge-pusle-tid, inden vi hentede Olga. Men nej, omsorgsdag i februar blev forvandlet til børns første sygedag – Olga med feber, Irma med hoste, begge med snot. Ørelæge meldte sig syg (ja, hvorfor ikke?), og vi brugte i stedet dagen på morfarbesøg (med kage, jatak) og med tandlægebesøg (tak til fleksibel skoletandlæge!).
  • Hjemmedag med to piger der begge kræver mere opmærksomhed end én person kan give, kræver meget mere kaffe end jeg har nået at brygge til mig selv i dag…
  • Alt kan tilgives og oplades på ny med et gjaldende “Mor, jeg elsker dig” (Efterfulgt af et meget mere insisterende “MOOOOOR, jeg ELSKER dig!” fordi jeg ikke lige responderede indenfor 100/sekund…)
  • Vi har hyret en babysitter! Jeg havde inviteret den søde pige på besøg til mad og en snak om alt det praktiske, og det gik fuldstændig forrygende. Hun er oprigtig glad for pigerne, og vi er 100% trygge ved at sætte hende som brandvagt næste gang vi gerne vil ud – om ikke så forfærdeligt længe…)
  • Manden og jeg er blevet afhængige af True Detective – serien vises på HBO og er fem afsnit inde. Den er blændende god, og endelig har vi noget vi ser sammen. Ved bare ikke helt om jeg skal afsløre hvor mange mareridt jeg ved jeg får, pga den her serie…

Hvad nissen også kom med…

Hold nu kæft hvor har hun glædet sig, og faktisk ikke snakket om andet i flere uger op til. I onsdags skulle det så være. Børneinvasionen. 17 børn blev det til plus to pædagoger. Vi startede nede i børnehaven, hvor børnene hele vejen hjem til Klar til gårdlegos, skulle finde flag med balloner på. Jeg havde sat dem op umiddelbart inden børnene skulle finde dem, og heldigvis var der nok til at alle kunne få et flag med hjem. Pyha! Vi samledes nede i gården til lidt udeleg og en lille konkurrence. Lakridssnøre-konkurrence. To af børnene kunne ikke vente til jeg havde talt til tre og var derfor færdige inden konkurrencen var skudt i gang… men resten var supergode, og brugte heller ikke hænderne. Jeg var egentlig ret imponeret over hvor gode de var til at tage imod et samlet opdrag omkring en leg. At Irma så blev skidesur da hun ikke vandt, må vi vist øve os lidt på…

Herefter gik turen op på 2. sal hvor manden var i fuld sving med at lave små pizzaer til de mange børn. Efter lidt leg på Irmas værelse – alle prinsessekjolerne kom i brug på mindre end tre minutter – kom alle børnene ud og fik pizzaer. De blev lavet så små, at de kunne serveres i kaffefiltre. Det var faktisk en rigtig fin og nem løsning. Herpå var der fri leg igen – og alt legetøj var simpelthen i sving. En stor gruppe af pigerne satte i gang i køkkenet hvor alle puslespillene står, så der var brikker OVERALT! Da tegnegrejerne kom på bordet, fik vi lidt for sent fjernet glimmerlimen… ikke et hit med alle de små fingre og hvide vægge… Live and learn…

LagkagetidSå var det lagkagetid! Og fødselsdagssang. Irma valgte tre instrumenter og alle børn sang med. Og den klassiske hurra-hurra-hurra-HURRAAAAAAAA!!! kom også i sving. Lagkagerne blev hurtig sat til livs – men vi serverede også varm kakao med flødeskum, og det kunne vi faktisk lige så godt have undladt. Stort set alle kopper kom tilbage i køkkenet helt urørte (eller væltede…). Børnene ville faktisk hellere have haft mere kage… Nåja, så ved man det. Nu var det blevet tid til at børnene skulle tilbage til børnehaven, og de hjalp (næsten) alle med til at rydde op. Jeg var faktisk ret imponeret over hvor pæn lejligheden var da alle børnene var gået. Irma valgte at blive hjemme, men sagde fint farvel og tak til alle børnene da de gik. Og alle børnene fik selvfølgelig deres flag og ballon med hjem – så turen hjem har garanteret set festlig ud 🙂

Irma havde en helt perfekt dag med fødselsdagsfejring. Vi kom ikke igennem dagen uden et par nedsmeltninger, men al den opmærksomhed og alle vennerne, der leger med ens legetøj, det må give lidt knas. Hun blev heldigvis hurtigt god igen, og har efterfølgende kun snakket om alt det gode ved dagen. Jeg var til gengæld vågnet sammen morgen med feber, hoste og ondt i halsen – men der var simpelthen ikke tid til sygdom, så da børnene var gået, kunne jeg mærke at min krop begyndte at reagere på sygdommen igen. Manden skulle afsted og hilse på de nye kolleger han skal arbejde sammen med efter nytår, og Irma og jeg drog afsted for at hente Olga. Men først overtalte jeg hende til at vi tog et smut forbi lægen… Her fik jeg konstateret at jeg ikke bare led af hypokondri, men faktisk havde influenza. Og jeg sagde fluks jatak til skidedyre drugs (250 kr for 10 piller, godt så…), og så ellers bare hjem og slappe af. Da pigerne var puttet gik jeg også i seng, og havde i går også glæden af feber og sutskosdag. Ville meget hellere have været i Roskilde og arbejde, men det havde vist været både dumt og tarveligt overfor de raske kolleger… Men de dyre piller virker sgu, for i dag er der kun snot og lidt hoste tilbage. Både feber og ondt i halsen er rejst på juleferie. Så jeg overvejer faktisk at gennemføre vores planer for i aften, hvor pigerne skal sove hos mormor og morfar mens vi spiser ude. Jeg skal bare lige bryde med mine barne-læresætning, der hedder “hvis du er for syg til at gå i skole om dagen, er du også for syg til at gå ud om aftenen”… Den sidder helt inde ved rygmarven…

Gå-så-væk-bug

Helsekasse fra Lahme KommunikationJeg er hermed blevet et testcenter. Eller min krop er. For nogle uger siden blev jeg kontaktet og tilbudt at fortælle lidt om nogle klassiske naturlægemidler, og jeg sagde jatak. I går landede de så på mit køkkenbord – faktisk næsten som kaldet, da jeg i går måtte kaste håndklædet i ringen og blive hjemme fra arbejde. Omsider fik al den vuggestuepest også mig ned med nakken. Så kan man lære at gå at være kålhøgen og tænke, at jeg da aldrig bliver syg… Pokkers! Kassen med helse er fyldt med alverdens ting – og den eneste fællesnævner er, at jeg aldrig har prøvet noget af det før. Men forkølelsesdråberne og næsesprayen er jeg allerede blevet nære venner med. Om de rent faktisk virker lader dog stadig vente på sig – men rene mirakelmidler regner jeg altså heller ikke med det er. Mælkevallen er jeg lidt betænkelig ved, og jeg har faktisk ikke turde åbne den endnu… der står den kan bruges i stedet for eddike (og ikke til kalkfjerner, men til mad!) eller bare som et sundhedsshot. Efter at have smagt noget helt forfærdeligt aloe vera-ekstrakt-agtigt-værk på en helsemesse for nogle år tilbage er jeg dog mere end almindelig skeptisk…

Johannesolien er vældig god på gravide maver, og kan jo muligvis også være god på post-gravid-hud?? Jeg synes dog ikke den dufter ret fantastisk, men måske vil den lækre bløde hud veje op for det. Det vil vise sig. Og vitaminpillerne skal nok blive indtaget flittigt vinteren over. Satser gevaldigt på at dette er mine sidste sygedage i dette efterår og vinter. Iggå, I latterlige baciller???  Jeg siger i hvert fald tak for kassen til de gode mennesker hos Lahme.

Ungerne er heldigvis i institution – for der er næsten ikke noget værre end selv at være et skravl, mens man passer på andre skravl. Det er nok en af grundene til at så mange forældre tager halvsyge på job… Jeg har aftalt med min hovedpine og min forkølelse at de er skredet i morgen kl. 6 når vækkeuret ringer (eller måske en halv time før når Irma står op.. hvad sker der for det MEGET morgenfriske barn for tiden!!?), og så er der ellers dømt frisk og glad mor over hele linjen. For hvis der er noget jeg ikke er når jeg er syg, så er det glad. Jeg er urimelig, øjenrullende og faktisk bare virkelig dårligt selskab i syg tilstand. Det er så galt, at jeg heller ikke ret godt kan holde mig selv ud. Og det har virkelig været en udfordring de to sidste eftermiddage og aftener hvor jeg har været alene med pigerne fra hentning til putning. Dåååååårlig mor!! Har lovet mig selv at der sker seriøs bedring på både helbreds- og humørsiden inden jeg henter i dag. Goooooo team rask!