Gå-så-væk-bug

Helsekasse fra Lahme KommunikationJeg er hermed blevet et testcenter. Eller min krop er. For nogle uger siden blev jeg kontaktet og tilbudt at fortælle lidt om nogle klassiske naturlægemidler, og jeg sagde jatak. I går landede de så på mit køkkenbord – faktisk næsten som kaldet, da jeg i går måtte kaste håndklædet i ringen og blive hjemme fra arbejde. Omsider fik al den vuggestuepest også mig ned med nakken. Så kan man lære at gå at være kålhøgen og tænke, at jeg da aldrig bliver syg… Pokkers! Kassen med helse er fyldt med alverdens ting – og den eneste fællesnævner er, at jeg aldrig har prøvet noget af det før. Men forkølelsesdråberne og næsesprayen er jeg allerede blevet nære venner med. Om de rent faktisk virker lader dog stadig vente på sig – men rene mirakelmidler regner jeg altså heller ikke med det er. Mælkevallen er jeg lidt betænkelig ved, og jeg har faktisk ikke turde åbne den endnu… der står den kan bruges i stedet for eddike (og ikke til kalkfjerner, men til mad!) eller bare som et sundhedsshot. Efter at have smagt noget helt forfærdeligt aloe vera-ekstrakt-agtigt-værk på en helsemesse for nogle år tilbage er jeg dog mere end almindelig skeptisk…

Johannesolien er vældig god på gravide maver, og kan jo muligvis også være god på post-gravid-hud?? Jeg synes dog ikke den dufter ret fantastisk, men måske vil den lækre bløde hud veje op for det. Det vil vise sig. Og vitaminpillerne skal nok blive indtaget flittigt vinteren over. Satser gevaldigt på at dette er mine sidste sygedage i dette efterår og vinter. Iggå, I latterlige baciller???  Jeg siger i hvert fald tak for kassen til de gode mennesker hos Lahme.

Ungerne er heldigvis i institution – for der er næsten ikke noget værre end selv at være et skravl, mens man passer på andre skravl. Det er nok en af grundene til at så mange forældre tager halvsyge på job… Jeg har aftalt med min hovedpine og min forkølelse at de er skredet i morgen kl. 6 når vækkeuret ringer (eller måske en halv time før når Irma står op.. hvad sker der for det MEGET morgenfriske barn for tiden!!?), og så er der ellers dømt frisk og glad mor over hele linjen. For hvis der er noget jeg ikke er når jeg er syg, så er det glad. Jeg er urimelig, øjenrullende og faktisk bare virkelig dårligt selskab i syg tilstand. Det er så galt, at jeg heller ikke ret godt kan holde mig selv ud. Og det har virkelig været en udfordring de to sidste eftermiddage og aftener hvor jeg har været alene med pigerne fra hentning til putning. Dåååååårlig mor!! Har lovet mig selv at der sker seriøs bedring på både helbreds- og humørsiden inden jeg henter i dag. Goooooo team rask!

Reklamer

Sygdom, fravær og temmelig meget logistik…

Logistik. Et helt utroligt kedeligt og dog så tungtvejende ord. Det emmer af manglende spontanitet og et hverdagspuslepil, der som regel mangler et par brikker… I sidste uge var Olga syg HELE ugen. Ja, faktisk holdt vi hende hjemme fra vuggestue forrige fredag også, fordi snotten løb i lange baner. Det skulle blive tirsdag før vi kom til læge (sådan går det når ens førstefødte aldrig er syg og alarmklokkerne derfor er lidt slunkne), og her kunne lægen fastslå, at hun udover den seriøse forkølelse både havde mellemøres- og halsbetændelse… Jamen lille fis altså. Pludselig blev forældrenes lunte lige forlænget med et par kilometer… sjovt som den slags fungerer. Og heldigvis for den gode danske medicinalindustri – allerede efter et par dage var der bedring i den lille krop. Hvis ikke vi havde været så korrekte havde vi nok også bedt om at få et par sovepiller med i posen, for shit, hvor har hun sovet dårligt, den bette Olga. Og når børnene ikke sover, ja, så sover forældrene heller ikke… Manden tog hjemmetjansen langt det meste af ugen, og jeg tog så en del af nætterne… At jeg er kørt til og fra Roskilde fire gange var måske ikke den mest velovervejede beslutning, men både bil og chauffør er da tilsyneladende overlevet – også uden at køre andre i grøften…

Nu er barnet heldigvis raskt, og er i dag startet i ny vuggestue (med nye bacciller… sssssshhhhhh!!!!!!). Igen tager vi en uge med for få timer på arbejdet, for lidt tid sammen og lige rigeligt med “nå unger, hvad siger I til den her toplækre ret, jeg lige biksede sammen på 7 minutter mens to børn hiver mig i ærmet”… (og her ikke et ord om, at når Irma ser at vi skal have noget med ris, så går hun per automatik ud fra, at hun må komme ketchup på..) Atter engang takker jeg for at bo så tæt på mine forældre, at de gider komme forbi med mad og overskud onsdag aften – så slipper de ellers så madambitiøse voksne på den her adresse for at spise dårligt planlagt aftensmad, hurra!

Og den nye vuggestue er god! Det er jo Irmas institution, og endelig er begge piger under samme tag både ude og hjemme. Olga er gået fra at være en Brumbasse til at gå på Grøn Stue, og vi har begge en virkelig god mavefornemmelse! Til gengæld har vi så også fået vildt god respons på salg af lejligheden, så med alt mulig sandsynlighed skal Olga prøve en ny vuggestue inden der er gået et år… Ups! I virkeligheden er vi nok mere bekymrede for Irma i den her henseende. Hun er SÅ knyttet til den børnehave, og vi er SÅ glade for dem dernede, at et nyt sted virkelig får bøvl med at leve op til vores standarder. De fysiske rammer er ikke specielt fantastiske, men de mennesker og den ånd, der er på det sted, er ret fabelagtigt. Måske er det i virkeligheden også bare mig, der er begyndt at få åndenød over at fremmede mennesker viser interesse i vores hjem på den helt seriøse måde. Med det her Robinhus-arrangement, er det jo os selv, der viser rundt og fortæller højt og flot om lejlighedens og områdets pæneste sider. Og jeg må da indrømme, at det virkelig bliver rigtig, rigtig svært at sige farvel til når den dag engang kommer.

Trænger jeg til en ny ja-hat? Jotak, den her har vist fået et par slag…

“En lille lungebetændelse”

Ja, det er tilsyneladende status for den lille prinsesse. Hun er helt og aldeles feberfri – det er nu generelt ikke noget hun dyrker så meget – men der sidder nogle betændelsesskygger (selvopfundet ord, det er ikke noget jeg har fra lægen…) på lungerne. Nu skal Irma have medicin i tre dage, og så burde det aftage. Hurra!! Håber VIRKELIG det virker. Glæder mig til at Irma kan sove igennem uden klynk og hosteanfald, og glæder mig til at kunne få en morgenkrammer uden samtidig at blive indsmurt i hostebaciller (jeg er normalt ikke bacilleforskrækket, men det her med at blive hostet i ansigtet af et menneske, der befinder sig 10 cm væk, det er virkelig ikke specielt lækkert!)… Og for lige at færdiggøre sygehistorien (og SÅ stopper det også, det lover jeg – jeg er lige så træt af det som I er!!!), så har jeg også fået noget medicin for hosten. Endnu en penicillinkur. Starter på skidtet i dag. Og så håber jeg at også det aftager. Har så ondt i mavemusklerne af at hoste, og så ondt i bækkenbunden af at forsøge at stramme op… Og de der mavemuskler, sidder jo heller ikke ligefrem hvor de plejer, så det føles nærmest som en slags sidestik – ret bizart som kroppen bare ommøblerer organer og muskulaturer for at gøre plads til bebs. Manden er også startet på sin hostemedicin igen, så alt i alt: Her går det sgu godt…

I eftermiddag står den på formentlig sidste jordemoderbesøg inden det store show går løs, og jeg satser på alene gode nyheder! At lillefisen ligger som hun skal, at hun har en fin hjertelyd og at hun vokser sig stor og fin.

Nu vil jeg fejre at det er 1. november med at samle Irmas pakkekalender – eller i hvert fald danne mig et overblik over, om der er noget jeg mangler. Satser på at dele nogle af de større ting op i små portioner, så der bliver lidt, men godt hver dag. Og hvis jeg mangler til nogle dage, tror jeg at redningen ligger i noget Duplo eller noget puslespil… Er I på gaver hver dag, til advent eller kun til jul?

Først overskud, så underskud

Shit, hvor er det bare mandag. Irma vågnede med den høje sangstemme på kl 05! Og når hun først er begyndt at synge, er der ingen vej tilbage, så kan vi lige så godt stå op… Tak vintertid!! Heldigvis kunne jeg blunde lidt på sofaen mens Irma hyggede med Rasmus Klump. Og på grund af den lede hoste og en superaktiv baby, er det med nattesøvnen generelt lidt af en udfordring! Så nu bruger jeg alle de remedier jeg kan finde herhjemme for at gøre has på dårligdommen. Drikker lige nu the med kamille, ingefær og citron (og bilder mig selv ind at det smager henrivende…) og har fået dagens første dampbad med kamferdråber. En mirakelkur er det jo altså ikke, men eftersom jeg ikke må indtage hostesaft og andet godt, så må det jo blive de gammeldags metoder.

Jeg skal til gengæld have Irma med på en røntgenklinik i eftermiddag. Min læge har givet en henvisning – hun synes alligevel ikke det er så fedt at en virus kan bide sig fast i over 6 uger!
Håber naturligvis ikke de kan se noget grimt på lungerne, men det kunne nu være rart hvis vi rent faktisk kunne gøre noget ved hosten fra helvede. Lige nu er jeg lidt spændt på hvordan det kommer til at gå til det røntgen, for er det ikke noget med at gravide ikke må røntgenfotograferes? Og må jeg så blive og holde hende i hånden? Nå, den tid den sorg…

Heldigvis er den her mandag lige efter en helt fantastisk weekend. Jeg havde et helt døgn med mine tre ældste veninder uden børn og uden mænd. Så jeg landede på matriklen i går til frokost, helt ladet op med god energi! Det føltes som den vildeste luksus at kysse mand og datter farvel, og bruge et døgn på at shoppe, drikke kaffe, spise sushi, grine og sludre med de piger, der kender mig allerbedst.

Og heldigvis bar de gode kvinder over med hende den hostende, selvom det virkelig holder hårdt i længden. Nu er det vist tid til middagslur – ja, det bliver virkelig en aktiv dag i barselshjemmet 😉

Flere gratis ting, tak

Så har jeg skrabet sammen af gratis stuff. De her gratis pakker, som jeg også skrev kort om da jeg var gravid med Irma. Og der er ikke meget der har ændret sig på 3 år. Der er stadig virkelig mange gode ting i de her pakker: bleer, babyolie, lotion, skumservietter, vådservietter, legetøj og blespand. Men er du tosset, hvor har jeg også smidt mange brochurer, breve, gamle blade og reklamer direkte i papircontaineren. Den absolut bedste gratispakke var den fra Rema1000, som kun havde pakket deres egne produkter, men undladt at pakke reklamer eller små prøvepakker. Her var jeg virkelig positivt overrasket. Men derimod var pakken fra Matas en virkelig tynd kop the. Dog skal andre interesserede ikke snydes: De fine pakker har jeg hentet i Matas, Babysam og fra Libero.

Bortset fra det, så sidder jeg her som én stor hormonbombe. Der burde være regler for hvad gravide må se i fjernsynet. Ikke noget med børn, der bliver kidnappet og måske slået ihjel, og ikke noget med forældre, der har kræftramte børn… Hvornår lærer jeg det??? Har været inde og lægge dynen lidt tættere om det sovende barn 8-10 gange her til aften… Og apropos gravid, så er det altså lidt af en udfordring af være blevet smittet med børnehavehoste (jada, det er da bestemt den tekniske term!!), når bækkenbunden i forvejen er hårdt spændt for. Så hvis jeg havde lyst til at dovne den her i den sidste gravidtid, så skal jeg lige sørge for at gøre det mens jeg strammer godt og grundigt op – ind imellem hosteturene…Måske meget passende at der også var et par Tena med i de der gratispakker…

Stå op og sove

Kan det mon lade sig gøre? Jeg gad i hvert fald godt kunne sætte Irma op, stable hende op med puder og dyner og lade hende få en god gammeldags gang lodret søvn…satser på at det ville mindske den aften- og nattehoste hun for tiden døjer med. Og mindske det hul i mit hjerte det forårsager!!

Om dagen er der næsten ingenting, hverken hoste eller snot, men jeg ved godt at børnehavebakterier, efterårssæson, barn der er glad for at lege med vand og blive gennemblødt og i øvrigt hader at gå med sutsko, bare er imod os når det handler om at banke den her hoste til hjørne. Nu prøver vi med saltvandsnæsedråber – som er cirka lige så populære som sutskoene – og kamillethe. Ekstra varmt tøj, godt med væske og så sund kost som en lille viljestærk kræsenpind tillader.

Mens jeg har skrevet det her, har jeg været på Irmas værelse omkring otte gange… Ikke specielt holdbart hvis det skal fortsætte resten af natten – resten af efteråret… Jeg lover at give besked hvis jeg finder den garanterede hostefri sovestilling – hvis I lover det samme!!

Åh-åh

Her går man rundt og passer sygt barn og kæmper for at pleje i hoved og rø…og så ligger der usete farer forude!! Ting jeg overhovedet ikke havde forudset! Irma og jeg sidder stille og roligt og leger med perler (eller, jeg prøver virkelig at vække hendes interesse for noget jeg selv syntes var fælt hyggeligt som barn), og Irma kaster lidt i frustration med perlerne. Ja, det med finmotorikken ligger ikke til familien, så hun er lovligt undskyldt. Men der ligger efterhånden nok en god håndfuld perler på gulvet, og jeg kan godt fornemme at vi nærmer os et tidspunkt i den temmeligt opsatte leg, hvor Irma godt snart vil forlade projektet… Hun er åbenbart fuldt bevidst om hvad man altid skal efter en leg, og derfor siger hun med oprigtig beklagelse i stemmen: “Mor, jeg kan ikke rydde op”. Jeg spørger naturligvis ind til kernen i problemet: “KAN ikke, Irma?”. “nej, det kan mig ikke”. Hvorefter hun løfter skuldrene, som om hun understreger sin undskyldning, og marcherer ind i stuen – væk fra gerningsstedet. Gad vide om de i børnehaven accepterer sådan en undskyldning?…. Men det er da bestemt synd for hende….

I øvrigt er der bedring forude. Æggebøvserne er væk, så der er ved at komme balance i mavesyren igen. Heldigvis. Irma ville på ingen måde have den havregrød lægen ordinerede, så diæten har i stedet budt på små portioner yoghurt, bananer og lidt knækbrød skyllet ned med kamillete.

Og for at kickstarte efteråret har jeg lavet risengrød OG sunget julesange (på opfordring) i dag. Det matcher fint både diæt og vejr 🙂

“det lugter af æg”

Og ja, Irmas bøvser lugter af æg! Bigtime. På den virkelig rådne, mavesyre-måde. Hvad der skulle have været en start på uge 2 i børnehave, blev i stedet hjemmedag med moren med dårligdom! Øv. Men heldigvis er der ind imellem de uhyre hyppige skiftninger, og plejen af rød røv, utrolig højt humør! Det gør ligesom det helt lidt mere overkommeligt.

Og jeg bryder min hjerne med at tænke på hvad pokker det dog kan være hun har spist? For et eller andet må det være. Irmas reaktion er fuldstændig lig farens madallergi-reaktion, så jeg føler mig meget overbevist om at …. Nå, nu har jeg snakket med en vagtlæge, og han siger at madallergi er uhyre sjælden hos så små børn, formentlig er det bare en almindelig infektion grundet nye børnebaciller.

Så morgendagen står på havregrød, risengrød og måske et revet æble… Sikke en fest!!

Nu vil jeg hengive mig til det en mandag aften er tænkt til: Medical Night!!

Klistret, men rask

Det føles egentlig ret forkert at sende et barn i vuggestue når hun for det første får medicin, og for det andet stadig har totalt klistret hår pga. snask fra øret. Irma er ikke den store hårvasker, og vi vil ikke tage kampen med hende, hvis det tilmed kommer til at gøre ondt værre med vand i øret. Men afsted kom hun. Til pigens store tilfredsstillelse. Hun har leget til den helt store guldmedalje i dag, og har endda været inde og lege kort i børnehaven. Vuggestue og børnehave er kun adskilt af en lille glaslåge og Irma stod og tøsesludrede med hendes gamle stue-veninde Emily igennem lågen da pædagogerne spurgte om de ville lege sammen. Ja, det var der stor begejstring omkring, men da hun efter lidt tid opdagede at glaslågen var blevet lukket, så de andre små baryler ikke løb efter, kom ked-af-det-skuffen frem og så ville hun gerne tilbage på vuggestuen og læse bøger. Ude godt, men hjemme bedst 🙂

Her til eftermiddag lokkede jeg med lidt gårdleg med sjove August, men Irma ville bare hjem. Energien var fuldstændig brugt op. Og da jeg efter Lillenørd gik i køkkenet for at lave hurtig aftensmad, måtte jeg efter 10 minutter slukke på blussene da mit krudt skulle bruges på at holde Irma vågen… Frem kom yoghurt og havregryn, men efter en halv portion faldt hun i søvn med skeen i munden! Ekspres på skiftning, ørerdråber og penicillin, og nåede lige halvanden godnatsang før øjnene faldt tungt i. Klokken var lige knap halv 6… Så jeg har haft 3 telefonsamtaler, chattet på gmail, planlagt lidt sommerferie, læst op på bilforsikringsregler og skal lige lægge hånden på det sidste aftensmad inden manden kommer sent hjem… Rimelig uvant eftermiddag/aften i det lille hjem…

Sprunget øre!

Jeg tror aldrig jeg lærer at vænne mig til at få opkald fra vuggestuen… Irma kom i vuggestue kl 10 i dag – totalt til direktørtid. Hun vågnede inden 5 i morges og lige før vi normalt ville tage afsted til vuggestue stod hun og græd af træthed… Og faldt i søvn på ingen tid på farens hovedpude. Så er det sgu godt jeg har et fleksibelt arbejde hvor jeg sagtens kunne bruge Irmas morgenlur til at forberede morgendagens workshop. Men jeg havde ikke planlagt kun at være på arbejde i lidt over to timer… “Irmas øre er sprunget og gul væske klistrer til hår og øre” var beskeden fra pædagogen. Jeg var på cyklen i løbet af fem minutter. Hvorfor er det altid ALTID modvind fra helvede når man skal skynde sig? Og så meget behøvede jeg faktisk ikke at skynde mig – for jeg hentede en pige, der godt var smurt helt ind i øresnask, men som tydeligvis var lettet og smertefri. Så det er godt nok først i dag at mellemøresbetændelsen er blevet konstateret, men faktisk er vi ovre den værste del.

Det er lidt pudsigt, for den eneste rigtige sygdom jeg kan huske fra min barndom er faktisk de syge ører. Fordi det gjorde så djævelsk ondt! Så jeg har virkelig haft ondt af hende – også selvom sygdommen har forvandlet hende til pylret, sur, tudevorn ved det mindste nej, og en hang til at ville bestemme alt… Det er vist godt jeg er barnets mor ellers kunne jeg måske være kommet til at glemme hende nede i Netto…