Tøseweekend

Det viste sig at være verdens bedste ide. At tage pigerne med i sommerhus og lade manden blive hjemme med arbejde og brætspilsplaner. Opskriften på god weekend er selvfølgelig også hjulpet virkelig godt på vej af fantastisk vejr og ikke mindst fantastisk besøg. For jeg havde inviteret veninder på Næsset: Ét døgn med arbejdsveninde og hendes drenge, ét døgn med folkeskoleveninde og hendes piger. Der har været børneleg, badning i fjorden, isspisning, kolde bobler, og seriøst meget sladder. Whats not to like? Ungerne har været fedtet ind i faktor 30 og nærmest intet andet i 3 hele dage, og jeg har – bortset fra en overivrig lørdag middag med græsslåning og bilvask – også været god til at passe på huden… Kun en nat med skoldede skuldre er faktisk flot – set med mine øjne… 


Jeg glemte i øvrigt at pakke min indre speltmor, så vi har (nærmest) levet af hvidt brød (hjemmebagt dog!), slik, is, pølser og alkohol til de voksne… hov. Og da jeg foreslog at vi i går aftes kørte til Holbæk havn og spiste is til aftensmad, var der ingen klager. Irma nævnte det faktisk i morges: “i går spiste vi slet ikke noget sundt, mor”… 

Reklamer

Nu med lille hund…

Nej, ikke helt, men Irma er blevet helt pjattet med at hente vores sko. Faren fik serveret sine sutsko på sengen i morges – og blev kommanderet til at tage dem på! Og jeg slap heller ikke udenom. Det er alt for varmt til sutsko, men det nænner vi ikke at sige til hende 🙂

Irma og jeg var på udflugt i går, en rigtig tøsetur. Sammen med en god veninde og hendes datter, tog vi toget til Lejre for at gå på loppemarked – jeg tror jeg talte 5 mænd i alt… Men meget hyggeligt og MEGET varmt. De havde pyntet stedet med balloner der hang på buske og i træer, og Irma og jeg var rundt og mærke på dem alle sammen. Der blev solgt en hel del legetøj på markedet, men det havde ingen interesse mærkeligt nok. Irma syntes det var sjovt at spille bold, løbe på græsset og som sagt, kigge på balloner. Det der tog allermest kegler var nok togturen ud. Det var et af de her dobbeltdækkertog, så Irma og jeg gik virkelig mange ture på trapperne… Og meget svært at forklare den lille fis, at når toget starter og standser, så skal man holde fast – hun ville bare ikke holde pause i noget, op og ned, op og ned…. Det startede ellers så idyllisk med de to piger (min venindes datter på snart 3 og Irma på snart halvandet), der sad på samme klapsæde og kiggede på hinanden og ud af vinduet – men lige så snart Irma opdagede trappen, var freden forbi…

Og så er lejligheden i øvrigt endeligt sat til salg, og uden at bloggen skal forvandles til et ejendomsmæglersite, så skal alle da være velkommen til at lure på annoncen – indtil videre på den blå avis – og endelig råbe højt hvis I er interesserede, eller kender nogen der er! Vi har besluttet at vi giver en middag for to på Noma til den, der sætter os i forbindelse med en køber (der skal altså falde en underskrift inden gavekortet overrækkes ;-))