Om at være utålmodig

Jeg overspringshandler lige nu. Pigerne er puttet, der er hvidvin i glasset og jeg har tændt min arbejdscomputer, og prøver at piske mig selv til at gøre en survey færdig, og ordne et par andre småting, så jeg kan starte rent op på mandag. Men det her med at arbejde lørdag aften, er bare ikke rigtig mig. Jeg sidder og får lyst til alle de sjove ting man kunne gøre i stedet, og som jeg kunne se på Facebook og især Instagram, at ALLE (sådan føltes det i hvert fald …) gjorde i går… Som at være til julefrokost, være til koncert, drikke øl på værtshus, være på restaurant med veninderne… Meget glad på alles vegne (som er den korrekte måde at sige skidemisundelig på…), sad jeg og blev pænt utålmodig. For er det omkring til sommer, at mine børn sover så fint, at jeg uden kvaler kan overlade dem til søde babysittere? Og jo jo, kloge hoveder, børnene har da en far, det er sgu da bare mig, der har været slukket så længe, at jeg ikke kan finde den sociale on-knap igen. Den er under alle omstændigheder ikke på nogen form for autofunktion… tror måske der er noget der skal genstartes. Nu glæder jeg mig i hvert fald vældig meget til den arbejdsjulefrokost jeg skal til om to uger (og til at sove lur med Olga lørdag eftermiddag…), så måske kan jeg genstartes dér?

Utålmodig var jeg også i dag, da vi havde været lidt for voldsomme på den fysiske front med Irma. Hende og faren startede dagen med en tur i svømmehal, og lige bagefter (med en kort pause hvor 2,5 rundtenom blev konsumeret!) var hun til dans og var superaktiv i en god time. Efter dansetimen kunne jeg godt regne ud at vi ikke skulle gå den lille kilometer hjem, og fik i stedet manden til at komme og hente os. Men det at tage flyverdragt på blev til et projekt… Og jo jo, hun var træt, og jo jo, hun havde ikke en promille koncentrationsevne tilbage, men alligevel kunne jeg ikke mestre en lang nok lunte til at gentage 37 gange at hun skulle tage flyverdragt på, så samme antal gange da vi nåede til støvlerne… og igen med huen… I et roligt stemmeleje og uden at himle med øjnene. Hvad jeg ønsker mig i julegave, spørger du?… Hmm… hvad med en omgang tålmod og lidt mere pyt-med-at-vi-bliver-ti-minutter-forsinkede-attitude. Gerne med en rød sløjfe på, tak.

Og nu… mere vin og mere SurveyXact…

Reklamer

Lykken ved mørklægning

Irmas søde mormor har kreeret et mørklægningsgardin til hendes værelse! Og det er helt fantastisk. For nogle uger siden var vi nemlig ude i en at have en meget morgenfrisk datter allerede lidt over 5… og det er altså en del før det tidspunkt hvor mit smil når op til øjnene… Men NU er der mørkt i Irmas værelse lige indtil hun vågner, og det er virkelig skønt. Utroligt at ét gardin kan gøre en hel familie glad 🙂

Og så bliver jeg nødt til at fortælle lidt om tålmodighed. Jeg betragter ikke mig selv som noget særligt tålmodigt menneske. Det var bl.a. derfor at det ikke virkede at være pendler for nogle år tilbage – jeg brugte alt for mange kræfter på at være sur på ventetid, sur på manglende information, sur på spildtid og meget meget mere. Men nu hvor Irma er i mit liv, er jeg blevet langt mere tålmodig end jeg nogensinde troede jeg var i stand til. Jeg kan sagtens holde ud at høre på den samme mekaniske sang på Irmas legetøj i flere timer, jeg kan hygge mig med at gynge Irma på legepladsen lige så lang tid hun gider, jeg kan sågar vente indtil HUN er klar til at tage fra vuggestuen, selvom det betyder at vi ofte er dernede i 3 kvarters tid. Men tålmodigheden bliver slidt op på trappen… I vores trappeopgang er der helt vildt lydt, alle lyde og samtaler kan høres fra stuen til 4., og det er svært ikke at begynde at tysse på en pige, der hviner af fryd pga. ekkolydene… Irma kan godt lide selv at gå op (og ned) af trapperne, og når vi går opad, går det virkelig i slowmotion, og oftest efter devisen: 2 skridt frem, 1 tilbage… DET kan jeg på ingen måde holde til. Sært nok er det lige her min grænse går. Og jeg ender tit med at komme op på 2. sal med Irma under den ene arm – agtigt… Jeg øver mig i at være den evigt langluntede mor (men er der ikke noget med at de bare er skideirriterende??), men nogle gange er der bare grænser for hvor mange gange man kan sige: “kom nu skat”, “vi skal OP af trappen” og “mor er lige ved at tisse i bukserne, så gider du venligst sætte tempo på”…