Hele fem år

I går blev hende den lille bandit fem. Fem år! Pludselig kan hun alt selv, “Mor, jeg er altså ikke en baby mer”. Og nej, det er hun bestemt ikke. Hun har bl.a. fået nogle udtryk, som er helt særlige og som vi bare falder lidt på halen over.

Fx forleden hjemme hos bedsteforældrene, og bedstefaren spurgte ind til hvilken kage bedstemor skulle bage til hende om søndagen: “Olga, hvad siger du til hvis bedstemor bare laver havregrød i stedet for kanelsnegle?” Olgas tørre respons var: “ja, det ville jeg ikke blive imponeret af”…

Eller her til aften da hun igen skulle teste fødselsdagsgaven fra mormor og morfar: Rulleskøjter. Hun fik dem på og noget shaky kørte/trak/skubbede hun og jeg hen ad køkkengulvet. Lidt efter ville hun selv, og med lidt vægstøtte gik det faktisk ok. Og der kunne jeg høre hende synge helt stille for sig selv: “Jeg kan alt hvad jeg vil, jeg kan alt hvad jeg vil, jeg kan alt hvad jeg vil”! Med den slags pepsang i ørerne skal det nok gå fint med at lære at stå på rulleskøjter 😊

Stod bare og fulgte hende med øjnene og prøvede at indprente lige præcis denne scene til evig tid. Dejligt minde til eftertiden.

Hun er jo samtidig også stadig kun fem år. Og vil altså stadig gerne helst krammetørres med håndklædet efter bad. Og som hver aften hviske-spørger: “Vil du gerne blive lidt hos mig i sengen, mor?” – hvilket betyder at hun gerne vil have os helt tæt på inden hun lægger sig til at sove. Hun har stadig sit absurd voldsomme temperament, med udbrud særligt rettet mod sin søster med underkæben skudt frem og stemmens helt store volumenknap i bund. Så i bund og grund er hun den samme vidunderlige Olga, nu med et ordforråd, der med lethed marcher en der starter i skole til sommer.

Reklamer

Om ilterhed – for det kunne godt være et ord

Et iltert temperament. Jeg har skrevet om det MANGE gange og peget mindst lige så mange fingre af mig selv som af manden. Jeg bliver bare igen og igen overrasket over HVOR vred man kan blive når man er 3 år gammel og tandbørsten ikke var lilla, men lyserød. Og jo jo, jeg er med på, at det ikke lige nødvendigvis handler om den dumme tandbørste, selvom den saftsusme er så dum, at ingenting nogensinde har været så latterlig så længe jorden har været rund!!! Men at det handler om, at den 3-årige ikke kan forlige sig med, at mor siger nej. Og at hun nok kommer til at sige nej en hel del mere i 2016 end hun gjorde i 2015… For jeg må ærligt og redeligt erkende, at jeg har været alt ALT for eftergivende når det kommer til lillesøster. Og i virkeligheden handler det ikke om, at hun er nr. 2. Det handler om at hun skreg sig igennem det meste af min barsel med hende, og hvis jeg kan slippe for at høre på flere hyl, så gør jeg det. Selv her 2,5 år efter min barsel er slut. Og lige dér har jeg skudt mig selv så kraftigt i foden, at krykkerne faktisk er på vej i posten.

For fanden, hvor kan man være dum som voksen. Hvad jeg dog ikke vil gøre for lidt stilhed. Eller lidt nattesøvn. Eller 5 minutter med en avis. Nu tegner jeg selvfølgelig et totalt karikeret billede, for så slemt står det naturligvis ikke til. Hun er jo også verdens største charmer og drillepind, og storesøster og hende er hinandens nærmeste, ligesom jeg ønskede mig. Hun er gavmild og empatisk og enormt omsorgsfuld. En helt favnfuld af egenskaber der helt sikkert nok skal føre hende langt ret nemt.
Men du godeste, et temperament. Måske er alle tre-årige igennem det her? Måske kun tre-årige hvis forældre begge kan blive pænt vrede på meget kort tid… Jeg ønsker mig sådan, at det er en fase, men noget siger mig, at der om næste hjørne venter nye ting at blive vrede på. I øjeblikket er det strømper der er nummer 1 på hadelisten, for et par måneder siden var det langærmede bluser… Så længe vi er i genren, der ikke gør ondt at blive ramt af, så går alting nok fint.

Jeg har besluttet mig til at være blevet genfødt i 2016 med teflon – ikke længere modtagelig overfor børnehysteri og direkte urokkelig! Så må ønsket om de 8 kilo rykkes til næste år…(igen)

Græsenketid

Så er det endnu engang kursustid for manden, hvilket betyder 3 dage som eneforælder igen. Men nu hvor det er prøvet før, så er det ikke nerverne der spiller ind – nærmere trætheden… Håber bare på at Irma sover godt de næste nætter! Og så skal jeg lige acceptere at hjemmet trængte til en rengøring for snart en uge siden, men at der ikke bliver gjort noget ved det før weekenden… Og aftensmaden bliver nok heller ikke ligefrem kreativ – tror der bliver serveret en hel del rugbrød i denne uge, måske piftet op med en majskolbe eller to. Kig endelig forbi til dette festmåltid 😉

Bortset fra det, er det jo også lidt hyggeligt med alenetid med lillefisen – hun er virkelig blevet en lille drillepind på det seneste. Hun har udviklet et glimt i øjet, som er meget svært at stå for. Og jeg er lidt bange for at min lunte er blevet en tand for lang…Men prøv nu at se på hende – ville du ikke også have svært ved at sige nej til hende??..

Da jeg hentede Irma i dag fik jeg beskeden om at hun havde haft en god dag: sovet godt, spist godt (havde tilsyneladende chili con carne i håret og bag ved ørerne efter frokost…), skidt godt – de 3 S’er… – Men hun havde også været i pausehjørnet (det tror jeg de kalder det), som er der man skal sidde lidt, når man bl.a. har slået de andre børn. Flot Irma, du gør din mor så uendeligt stolt… Så nu må vi også skrue bissen på herhjemme. Det synes jeg egentlig allerede vi gør, men jeg vil altså ikke have et barn, der udøver vold på andre, det kan man da ikke tillade sig!

De vejledende øvelser ift. at gøre op med sin lille slagsbror (slagssøster??), siger at man skal aflede barnet så snart det begynder at slå, simpelthen sige fra og gå hurtigt videre til noget andet. Det er det vi har gjort indtil nu, men måske skal der andre metoder til. Kom gerne med fifs – henover knæet kommer hun nu ikke, men jeg er da åben for forslag.

Udendørslørdag

Hvorfor er det lige at børn møver rundt i sengen inden de falder i søvn? Når jeg kigger ind til Irma en halv time efter hun er faldet i søvn ligger hun konsekvent med hovedet i den anden ende og ovenpå dynen… Hele vinteren har vi haft hendes hovedgærde hævet pga de svingende snotmængder, og så er det lidt problematisk når poden ligger sig med hovedet nedad – så er der dømt hostegaranti. Men for tiden er vi fri for snot (*banker under bordet*), så sengen står atter i vatter, og der er frit valg udi soveretning. Jeg undrer mig bare over denne møffen-rundt-sengen-ligesom-en-hundehvalp-opførsel. Den går jo tilsyneladende væk på et tidspunkt…eller hvad??

Irma faldt i søvn på under 10 minutter i dag, og jeg lavede juleaftensfinten med kun at synge første og sidste vers af hendes yndlings-godnatsange, så vi kunne komme igennem putteritual i eksprestempo. Vi har været ude og besøge mormor og morfar i dag, og Irma har leget i haven hele dagen. Hun har leget i sandkassen, er blevet kørt rundt i trillebør af morfaren, har spurtet rundt i haven, og har rutsjet et hav af gange… Nusj hun var træt i bilen hjem.

Og mine forældre har også fået syn for sagen i dag, den såkaldte tigerspringssag… Jeg fik for nylig min absolutte yndlingsmail (…) fra Vidunderlige uger, og om det 10. spring står der således: “Nu lærer dit barn at tilpasse sig omstændighederne: Det tilpasser sig for at nå sit mål. Barnet begynder også at forstå, at det kan vælge, hvordan det vil være: ærlig, hjælpsom, forsigtig, tålmodig og så videre. Eller lige det stik modsatte. Det bruger principperne mindre stift og begynder at lære, hvordan det på en mere forfinet måde kan knytte an til forskellige skiftende omstændigheder. Fra nu af vil du se den første spæde begyndelse til dannelsen af en samvittighed, til en systematisk håndtering af normer og værdier.”

Og på overfladen lyder det jo pænt og rart, tilpasse sig omstændighederne, hrmpff!! MEN! Herhjemme har vi en (stadig for det meste) glad fis, der har en tendens til at blive skruphysterisk inden man kan tælle til 3… Ingen varsel, ingenting! Næ, den lille dame stiller sig op med verdens sureste blik, og ser så forudrettet ud, at man ikke er i tvivl om at hun føler sig forbigået, forulempet eller fejlbehandlet (F er et dejligt bogstav…). Og så er hun gud-død’me begyndt at slå! Når hun bliver virkelig hidsig og man lige er inden for skudlinien, så kan man godt risikere at få en kindhest. Ja, ja det er måske nok en fase, men det er en fase vi kommer til at slås i, det er helt sikkert. Vi har nemlig ingen ønsker om at blive indkaldt til samtale i vuggestuen med introbemærkningen: “Irma har nu slået lille Viktor så hårdt, at han overvejer at skifte stue”, SHIIIT det ville være krise! Så vi slår hårdt ned på vold (eller…), og håber at fasen går i sig selv hurtigere end hurtigt!! Og så håber jeg at mine forældre ikke trækker deres barnepasningstilbud i land hvis en af dem får stillet sig i skudlinjen for den lille hidsigprop…

Tilgivelse, måske…

I sidste uge var de temmelig hårdt ramt af sygdom i vuggestuen, ikke bare blandt børnene, men også blandt pædagogerne. Og Irmas yndlings-Lars var syg hele ugen! Da han så var tilbage i dag, var Irma over en time om at komme hen til ham – når han kaldte på hende fik han bare et fornærmet blik og en lille pige der trodsigt gik den modsatte vej. Tal da lige om at være tøsefornærmet! Det var heldigt de skulle have boller i karry til frokost, ellers var hun da sikkert ikke blevet god igen. Men intet siger “beklager jeg har været syg og ikke har leget med dig i hvad der føles som 100 år” som farsboller med sovs og ris 🙂

Han er skam ikke den første hun er blevet sur på. I sidste uge var det Yasmina det gik ud over. Kutymen er, at når klokken rammer 16, så samler de alle de endnu ikke hentede børn på 1.sal, og så er der for det meste en af de faste pædagoger fra hver stue tilbage til at kigge efter børnene. Men som sagt var de sygdomsramt i sidste uge, så Irma blev fulgt nedenunder, og Yasmina vinkede farvel og gik op for at tage tøj på og gå hjem. Irma var ikke tilfreds med at blive ladt alene hos “fremmede” pædagoger (langt de fleste har hun mødt adskillige gange)! Da faren så kommer og henter Irma cirka 2 minutter senere, går de op og henter hendes flyverdragt, og hvem møder de? Yasmina selvfølgelig. Og Irma sender hende det ondeste blik hun kan byde – og hun er efterhånden i god træning… Og dagen efter var hun STADIG sur på den stakkels pædagog. Sikke et temperament!

Jeg tror vist jeg på et tidspunkt skrev om børns evne til at blive hurtigt gode igen… ja, det kan jeg da godt glemme her. Velkommen til børnenes svar på elefanten: Pigen med superhukommelse og talent for at bære nag!

Og nu sidder jeg så lige og bladrer i min blog og læser, at jeg har skrevet temmelig meget om en sur datter i denne måned, det går sgu da ikke! Hun er altså også glad – faktisk for det meste!! Hun kan næsten sige gyng-gang, og det gør hun gerne med stor entusiasme indtil vi sidder på gyngen og hun bare koncentrerer sig helt vildt om at holde fast. Og hun kan tælle til 3 (i hvert fald så mor og far kan forstå det…), for det gør jeg altid inden vi slår koldbøtter i stuen. Så hun kommer løbende imod mig, storsmilende og siger “eeeenn, tooo, teee”, og så skal vi slå koldbøtter. Herligt 🙂

 

Hvem har taget min datter??

Nogen har været så flabede at bytte min milde og glade datter ud med lidt af en temperamentsfuld lille dame, og jeg kunne RIGTIG godt tænke mig at få hende den den søde (læs: nemme!) igen, tak!!

Irma og jeg har været på tur i denne uge, vi var på mostervisit i Århus onsdag til fredag. Meget hyggeligt! Og alt for sjældent!! Men allerede på vej vestpå i onsdags kunne jeg se, at noget var galt. Jeg havde forsøgt at time køreturen med Irmas middagslur så godt som overhovedet muligt, så de første to timer sad jeg og læste blad, drak kaffe og var aldeles civiliseret mor-på-tur. Men så vågnede banditten! Det startede meget godt: et par ture ned igennem vognen, op og sidde på sædet og bladre i en bog, charme med de nærmeste medpassagerer: Meget tilfreds mor på dette tidspunkt. Så ville hun igen ud og rende, og det gør jeg gerne, men hun vil selv, og vil på ingen måde holde i hånd – og tog har det altså med at slingre… så hun falder første gang, anden gang, tredje gang…og tredje gang vil jeg tage hende op, men kommer til at banke hendes lille hoved op i bagagehylden… Her holdt de andre mennesker i kupeen op med at kigge på mig, ingen ville kigge på hende den onde mor på tur… for fanden da!! Tror simpelthen jeg havde den sorteste sky hængende over hovedet, og med en grådkvalt datter på armen tilmed: Kønt billede…

Men vi landede da i Århus, og min frygt for om Irma ville være bange for hunden var fuldstændig ubegrundet. Hun nærmest hvinede af fryd når den var i nærheden. Og Teddy hyggede sig da også med Irma, den var i hvert fald ikke til at fjerne fra hendes side når det var spisetid… Irma fik vist slikket leverpostej (og andre sager) af fingrene mere end én gang 🙂 Det er nu smart med sådan en levende støvsuger, alle krummer var inhaleret i det øjeblik de landede andre steder end i Irmas mund – fikst. Hvis jeg kunne slippe for gåturene og hundehårene, så havde vi da skaffet sådan en for længst 😉

Men hun er simpelthen mere hidsig end normalt, og vi tolker det som ren og skær frustration. Hun er begyndt at kaste sig hvis hun får et nej, hvilket ikke er så fikst når vi fx befinder os i mormor og morfars hjem med klinkegulv i køkkenet! Selvfølgelig må det være frusterende at der bliver sat grænser HELE tiden, og vi prøver virkelig ikke at være de nej-sigende forældre, men derimod give hende et alternativ. Men hun har jo ikke en kort lunte fra fremmede… Og så må det efterhånden være meget frustrerende at vi ikke kan forstå hvad hun siger – for hun prøver uden tvivl at snakke med os. Hun er meget optaget af vores munde, og kan blive helt paralyseret når vi over-artikulerer, men det dersens sprog er jo ikke specielt ligetil.

Jeg håber hun har en god dag i morgen – vi skal til barnedåb i Holmens Kirke kl. 10 og det vil jo sige at det er med gudstjeneste. Det bliver bare en hyggeligere time (eller hvor lang tid tager den slags???) hvis Irma ikke skriger og vrider sig på kirkegulvet…

Lunten

Når man i forvejen er udstyret med en (meget) kort lunte, er det ikke særlig belejligt at opdage, når den tilsyneladende er komplet forsvundet.. Og slet ikke når man sidder i storrumskontor… Kan jeg give mig selv et rødt kort og blive sendt uden for banen? (læs: hjem…) Eller er det at trække en kende for meget på graviditeten?

Jeg kunne godt bruge et tip til hvordan man arbejder med sin totale mangel på tålmodighed, og måske i virkeligheden også nogle tips til hvordan man skjuler sin vrede/irritation/stigende puls m.m.  Tror det kunne være rigtig godt for min rolle som kollega (og en del af omverdenen generelt!) hvis bare mine skuespilskompetencer blev skærpet en smule… Og allerede her afslører jeg så min tro på at det reelt virker, at opnå en form for zen-følelse, er temmelig meget lig nul, ups. Nå, men gode råd modtages gerne, tak!!