Gammel og slidt…

Den der Forestilling om at skulle på weekend med pigerne og komme retur med nyslåede fregner, med grin i maven og helt ladet op og klar til at se familien og være verdens bedste hustru og mor. Den forestilling er død og begravet og jeg må indse at det nok bare er mig, der er ramt af en overbevisning om at være 28 i stedet for 38… 

Det var en helt igennem forrygende fredag og en endnu bedre lørdag! Jeg er beriget med skønne, skøre og sjove veninder, som alle er fantastiske at være sammen med. De kender mig usandsynligt godt og er der for mig i tykt og tyndt. Beriget, siger jeg lige igen 😊 

Fejlen der gjorde at søndagen (og mandagen..) var meget tunge at komme igennem var de MEGET store mængder mad, chips, slik og sprut der blev kørt indenbords både fredag og lørdag. Et kalorieindtag svarende til en hel december!! Så da natten til søndag kom, måtte en hel del af alle disse gode sager retur igen. Og jeg hader at kaste op! Føj for den lede. Og derudover er jeg blevet den type der sover dårligt med alkohol i blodet, så søndag morgen besvimede jeg på badeværelset pga træthed, tømmermænd og almen dårligdom. Det er ikke bare sølle, det er bekymrende sølle!! 

Alko-pause?? Ja, det tror jeg nok!! Jeg kan jo ikke holde sukkerpause med mindre lægen tvinger mig – og hende skal jeg lige vende de her besvimelser med… nok ikke ligefrem et sundhedstegn… 

Godt på vej til 40 i en noget skravlet udgave – hvor fanden blev rock’n’rollen af???

Reklamer

Lidt om ærlighed

Jeg tænker nogle gange på, hvornår man begynder at tillægge sig de her høflighedsløgne? Hvor gammel er man, når man aflæser et andet menneskes reaktion allerede inden den er sket, for så at svare det, man ved de bliver gladest for? Jeg er helt med på, at nogle mennesker sværger til 100% ærlighed – men let’s face it, det er også disse mennesker, som af andre ofte bliver opfattet ufølsomme og uden situationsfornemmelse. Så hvornår mon børn opfanger (eller er det noget vi simpelthen skoler vores børn i?), at en given situation vil blive mere smooth og mere tilfredsstillende for alle hvis du roser værtindens hjem, komplimenterer maden, siger, at det har været en virkelig sjov fødselsdag eller at den der bluse virkelig sidder blændende?..

Irma lægger jo efterhånden mærke til alt. Hun ser næsten altid hvis jeg har noget nyt tøj på, hvis jeg tager et par øreringe på hun aldrig har set før, og da jeg fik klippet pandehår i december, var hendes kommentar: ‘Du ser anderledes ud, mor. Du ligner ikke den rigtige mor’… Jeg har også efterhånden oplevet hendes observerende natur (som børn er flest, går jeg ud fra) når vi går hjem fra børnehaven eller kører i bus, hvor hun tit kommenterer på folk der går forbi, eller snakker om bygninger, hunde i snor, andre i cykelvogne ligesom vores eller noget helt syvende. Og med voksenbriller på, kan det altså blive helt afskyeligt pinligt! (Nu skal det måske lige indskydes at jeg bliver pinligt berørt over mange ting. Jeg kunne ikke holde til at se Klovn, og i serien Fraisier har jeg flere gange måtte skrue væk i de mest pinlige scener…).

Og nu har jeg ikke selv været for enden af sådan en børnepegefinger, der stritter og kommer med kommentarer som ‘se hende der, mor, hun er godt nok tyk’, og jeg tænker, at hvis det en dag skete, så ville jeg nok være temmelig overbærende og så bagefter, i al hemmelighed, gå en tur på vægten (vi ved jo alle hvor sandheden kommer fra!!)… Jeg har skam også været på tur med den pegende Irma, og selvom jeg vist har fortrængt hvad pigen i virkeligheden sagde, så var det noget med den der mand, der vist nok så lidt sjov ud. Og så har hun jo også været i svømmehallens omklædningsrum med faren, hvor hun både pegede og fulgte efter en temmelig stor nøgen mand, fordi det jo simpelthen var så imponerende… Børn er bare pinlige, det er simpelthen fakta!

Jeg synes måske bare det kunne være sjovt at finde ud af hvornår situationsfornemmelsen kommer til med al sin rigtighed og hvide løgne… For hvis nu alle lagde filteret ned bare en enkelt dag (og helst den samme dag tænker jeg..) og gik på Facebook. Hvordan ville det se ud? Og hvor mange venner ville man sige farvel til? Efter at have ytret sin bundærlige mening om børne-katte-mad-solopgangs-billeder? Eller efter at have kommenteret på jeg-har-fået-nyt-job med et det-har-du-da-vist-ikke-fortjent… Eller efter at have fortalt hele verden hvad man i virkeligheden synes om et andet menneskes holdning til straffelovgivningen-farthastighederne-børneopdragelse?

Jeg tænker vi alle sammen skal aftale en dato hvor vi prøver det af? 31. december måske? Så kan dagen derpå bruges på både fysiske og virtuelle tømmermænd…

 

For lidt og for meget…

Vi havde en helt forrygende dag og aften i lørdags. Irma og jeg mødtes med mormoren til god kaffe og varm kakao med sugerør (ved nu at det er opskrift på en lykkelig datter!!), og vi tullede lidt omkring i centrum inden Irma trillede ombord på s-toget, med en vinkende mor på perronen. Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til at være uden hende, men jeg ville da lyve hvis ikke jeg nød min alenetid på maximal vis. Jeg trissede lidt rundt på Vesterbro inden jeg blæste hjemad til the og X-faktor på computeren. Og lidt shopping blev det jo også til 🙂 Vi havde bestilt bord på Fiasco – hvilket det bestemt ikke var (tøhø..). Virkelig lækker og gedigen italiensk mad, med super betjening og fyldte lokaler. GOD start på aftenen.

Videre til fest med sprutflasker i tasken, og da der var gået ti minutter var klokken 03… Ja, det er sgu syret, men sådan føltes det. Hold nu op, den aften forsvandt på et øjeblik. Der var godt nok tid til adskillige drinks – har fx lært at vodka, galliano og juice smager forrygende! Tip nu givet videre!! – masser af dans blev det også til, seriøse og mindre seriøse snakke (alt lige fra børn og fødsler, til musik og gamle fester…). Og der var også noget med højtalere, der rystede ud af reolen og ned på dj’en… (den landede godt nok kun på min hånd, men det gjorde stadig ondt, og måtte både have is på og fælde en lille fuldetåre…) Alt i alt en god fest! Fantastisk med venner, der ALTID holder sjove fester, har endnu ikke prøvet andet i deres lejlighed!!

Vi stavrede ned på gaden (nok mest mig…) og ind i en taxa. Vågnede søndag morgen med ømt hoved og ømme fødder. VIRKELIG ømme fødder!! Og jeg tror slet ikke min hjerne nåede at blive aktiveret i går! Det blev til en gåtur på Vestegnen, en hel del kaffe, aften-junkfood og på hovedet i seng lige efter Irma blev puttet. Til gengæld må jeg da sige, at sådan 10 timers søvn kan reparere alle slags 2. dags tømmermænd! Men det tog så også 10 timer…

Her til aften har jeg været til min første yogatime… Jeg er positivt overrasket og tror jeg følger holdet lidt endnu. Er dog lidt spændt på følgerne – uh, spændende muskelføljeton i morgen…da da da daaaaammmm….