100% uden for komfortzonen

For efterhånden en måned siden fik jeg et ret simpelt spørgsmål på messenger “Vil du være med?”. Der hørte et link med, til et Iform-arrangement i Gentofte. Jeg sendte vist en storgrinende emoji retur… Men efter lidt tænken og nærlæsen af arrangementet, sagde jeg ja. Det handler om et triathlon – dog i miniformat. Distancerne er 20km cykling, 300m svøm og 4 km løb. Piece of cake for mange, men den der løbetur bekymrer mig fortsat. Cykelturen er jeg ikke et sekund bekymret, der er jo 18 km hver vej på arbejde, og selvom jeg ikke har fået cyklet ret meget i januar, satser jeg nu på at gøre en del mere af det inden det her triathlon løber af stablen. Svømning er jeg sådan set okay med – jeg svømmer kun sådan noget bedstemors-brystsvømning, og jeg gør mig ingen forhåbninger om at lære at svømme crawl inden maj. Som i slet ikke. Min svømmehalsbesøg plejer at bestå af rusjebaneture, op og ned af bassinet efter nyt legetøj, og et eller andet, der involverer at have et barn siddende på mig…

Men det der løb…iiiisssjj! En god kollega har lavet det ypperste løbetræningsprogram til mig – jeg har nu 14 uger + lidt ekstra til at træne det her løberi, og jeg har ikke verdens bedste selvtillid når det kommer til det her. Jeg skal virkelig gøre mit bedste for at følge programmet, ikke mindst for at gøre brug af det fine program. Men ærligt er jeg stadig ikke specielt gode venner med den der bækkenbund, og så vidt jeg er orienteret, er den ret praktisk når man løber… Og så er der den der barm, som er temmelig meget i vejen. Undskyld, kan du høre noget for alle de undskyldninger jeg har?? Bare så at kom i gang, Marie!… Har seriøst brug for at skub.. og måske en ny sports-bh. For fanden, hvad er det jeg har rodet mig ud i.

Reklamer

Lækker, helt inderst

Irma i LegoundertøjFor nogle dage siden kom der en gave, jeg havde glemt ALT om. Og med et postbud der skriver som en brækket arm, var det umuligt at aflæse hvem afsenderen var. På posthus med mig. Og kom hjem med en flad, sort pakke, der raslede… Jeg var helt lost! Men så var det jo noget superlækkert LEGO-undertøj til Irma, som gode mennesker havde sendt til mig. Super blødt og fint. Og med et ret fint print, så det var nemt at lokke Irma i. Ja, faktisk ville hun slet ikke af med det igen – så det blev også brugt som nattøj samme nat. Jeg er lidt sløset med at købe det lidt dyre undertøj til pigerne, fordi det jo virkelig ikke holder ret længe, men det her kunne jeg faktisk godt finde på at købe et par mere af, især undertrøjen der bare sidder helt fantastisk – og som har den helt rigtige længde, så fisen ikke skiller på maven. Jeg har skelet lidt til overtøjet også, men det må blive en anden vinter, for vi er helt vinterklar herhjemme – bortset lige fra de der 17 par vanter, som vist bliver et must igen i år…

Og så har vi taget hul på fejringen af den yngstes første fødselsdag. Det er først på onsdag, men mormor og morfar var her i går, til hygge med pigerne og til min første (men næppe sidste!!) chokoladeballade. Tak Anne, for at kreere den kage! Olga fik en ny juniordyne, som hun straks lagde sig ned og krammede med. Dejligt med taknemmelige børn 🙂

På onsdag sker der flere fejringsagtige ting med uddeling i vuggestuen og besøg fra Fyn. Det bliver også rigtig godt. Fødselsdagsbarnet går for tiden bare rundt og griner, og stornyder tilværelsen – måske lever hun også stadig højt på den chokoladekage…

Moren sidder til gengæld her i køkkenet og har de trætteste arme og ben! Jeg har hverken slæbt mere på børn eller indkøb end jeg plejer, jeg har simpelthen haft min første crossfit-time. DU-GODESTE-HVOR-ER-DET-HÅRDT!!! Og man kan jo ikke bare sidde og fede den nede på bagerste række, for de har jo den her snedige teknik med at sætte alle sammen to og to, og så tænde for en team challenge. Og for din holdkammerats skyld, må du oppe dig lidt. Pyyyyyh! Er monsterspændt på hvordan kroppen har det i morgen – jeg synes dælme der var langt op til 2. sal efter den her omgang…

Jeg skal lige sparke mig selv i gang dog, der mangler stadig liiiige et par praktiske ting, ift. Olgas fødselsdag, et par sko der skal pudses og en kjole, der skal stryges… hvis armene vil…