“Hvor er de blevet store siden sidst!”

Jeg forestiller mig, at det snart er det spørgsmål der dukker op, hvis ikke jeg snart kommer tilbage på bloggen… Der er ingen undskyldninger for at være fraværende på bloggen, og samtidig er der omkring 100. De sidste par uger har været mere end almindeligt intense, på arbejde, i livet, med aftaler og med at høre nye og livsbekræftende podcasts. For let’s face it, jeg har i den sidste tid brugt alle de ledige timer, jeg har kunne skrabe sammen, på at lytte til “My Dad Wrote a Porno”. Og jeg har grinet højt imens! Både på cyklen og i toget. I sidste uge var jeg fx ude med arbejdet og spise. Vi havde været i Tuborg Havn og få lækker mad, og jeg hoppede på B-linjen vestpå med ørerne fulde af sjove briter, og et stort smil. Efter et par stop, stiger der en fornøjelig mand på toget – en af disse mennesker, der glad smiler til alle i kupeen, siger hej og søger øjenkontakt i håb om at starte en samtale. Og selvom jeg synes, at jeg har nok i mit eget lille univers, smiler jeg tilpas meget til, at det åbenbart inviterer til snak med fremmede… Så vi påbegynder sær samtale:

Mand: “Er du kunstner?”

Mig: “Undskyld?” (mens jeg tager ørepropper ud og sætter podcast på pause)

Mand: “Er du kunstner?, du ligner en kunstner?”

Mig: “Nej, det er jeg virkelig ikke” (jeg studser over spørgsmålet, for hvordan ser en kunstner egentlig ud? Og prøver samtidig at snige headset tilbage i ørerne…)

Mand: “Er du fisk eller krebs?”

Mig: “Øøøhhh… (nåååå, vi taler stjernetegn!?..), jeg er fisk” (rimelig overrasket over spørgsmålet)

Mand: “Ja, fisk. Det er det bedste tegn. Du ligner også en fisk. Har du fødselsdag midt i marts?”

Mig: “Ja…” (når at tænke, at jeg lige om lidt bliver suget ind i hypnotisk tilstand hvor jeg har givet ham mine stamdata og min husnøgle – man er vel ikke lettere konspirationsteoretisk for ingenting)

Mand: “Ja, midt i marts. Det passer perfekt. Så er du en meget følsom sjæl, med masser af empati. Er du gift?”

Mig: Ja…” (nu har jeg oplevelsen af at sidde midt på landsbyens torv hvor den kloge kone læser i min hånd, mens hun taler i megafon så alle i byen kan høre det…)

Mand: “Han er ikke fisk, vel? Åh, nej, han er selvfølgelig krebs. En lidt dominerende type?

Mig: ” …øøøh…ja, det kan man vist godt sige”

Mand: “Ja, fisken er nu engang det bedste tegn. Så sympatisk. Nå, nu er jeg vist kørt for langt. Tak for snakken og god rejse”

Lidt svært at komme tilbage til togkupeen nu, hvor der kun sad mennesker, der lod som om de ikke havde hørt vores samtale…

I denne uge har jeg ligeledes talt med en fremmed mand ganske simpelt fordi jeg grinede på cykel. Han og jeg kørte og overhalede hinanden på en 7-8 km strækning, og hver gang vi nåede til et rødt lys, smilede jeg (pga vældig sjov podcast!), og han smilede retur… Ved 3. kryds blev det ærligt lidt akavet, og da han tilmed begyndte at tale til mig og afslutningsvis ønskede mig god dag og “tak for turen”, tænkte jeg, at det var lige lovlig social opførsel på min morgen-solo-cykeltur. Men også lidt sjovt 🙂

Udover sære “snakke” med fremmede har jeg også været i cirkus med pigerne og mormor, hvilket var et kæmpe hit for alle! Jeg har været til fødselsdag hvor den stakkels fødselar måtte udeblive fra egen fest pga sygdom. Jeg har ligget søvnløs pga. nogle lidt for tumulte arbejdsopgaver. Lavet min første druesaft og min 2. islagkage. Været ude med søde veninder. Været til nabofest med fri fadøl. Og haft første besøg af professionel rengøring! Tingene er gode, overraskende og travle på Vestegnen.

Cirkus Baldoni i Ishøj Landsby

 

Reklamer

De særlige uger

Den her frihed som livet med lidt større børn giver, er langsomt ved at lande hos mig. I sidste uge gik alt op i en højere enhed fordi der var børnefest med festivalstemning i børnehøjde, fællesspisning og seriøst trætte og beskidte børn om aftnen. Trætte og glade må jeg lige tilføje! Både tirsdag og onsdag spiste vi som sagt sammen med først børnehave, så SFO. Og torsdag sluttede vi den sidste børnefest-dag af med at køre ind til Amalienborg, parkere bilen, og gå ombord på Hvidbjørnen, som for en kort stund lå dernede. En god ven, aka Sømanden, viste os rundt på hans arbejdsplads og pigerne var vildt imponerede og nysgerrige. Og selvom aftensmaden blev et par boller med smør, en banan og et æble samt fire håndfulde kiks fra officersmessen, så gik det hele alligevel. Og jo jo, selvfølgelig var de ved at gå op i limningen af træthed da hovedet ramte puden kvart over 8, men de havde også haft en rigtig god tur – og det havde de voksne også. 


Og selvom sidste uge langt fra lugter af vores vanlige uger, er jeg bare så glad for at det kan lade sig gøre. Det kunne vi på ingen måde være sluppet afsted med for to år siden! Det giver en kæmpe frihed udi aftaler og spontanitet som jeg har savnet i en del år. 

Nu har vi taget hul på en uge hvor det forhåbentlig kun er forældrene der er ramt af planer. Jeg skal på kursus de næste to dage, og når jeg er hjemme fra det, tager manden på Copenhell. Et eller sted derimellem er der også noget sidste skoledag og en Skt Hans, der skal futtes af. Hvis alt går vel lander vi på søndag – nogle med flere tømmermænd end andre – med en øvelse i at trække vejret heeeelt ned i maven. 

I live…

Der er ikke meget aktivitet her på bloggen i øjeblikket – jeg kan slet ikke finde ordene for tiden. Og det er egentlig ikke fordi der er noget i vejen, der går bare rigtig meget hverdag i den… Og der bliver kæmpet store kampe herhjemme for tiden – kampe om spisning, hvor vi diskuterer lidt hvorvidt Irma skal spise det samme som os eller spise det hun gerne vil. Aftensmads-alternativet er selvfølgelig ikke kiks og kage, men hvornår er det lige man sætter foden ned og siger: Du spiser det her eller ingenting? Og gør man overhovedet det?.. Tror jeg må læse op på lidt børnepsykologi, så det ikke bare er stemmerne fra vores barndom vi kan høre, når vi taler med Irma om mad.

Og vi har kampe om tandbørstning!! Det var egentlig begyndt at blive lidt bedre, men nu er det i dén grad taget til igen. Der bliver sparket og grædt, og Irma er helt træt bagefter, fordi hun har brugt så mange kræfter på at stritte imod… Vi har endda investeret i en elektrisk tandbørste, fordi det jo kunne være, det ville være sjovt for hende, men nej, det fordoblede lige hysteriet! Den er hermed pakket væk og vi er nu tilbage ved den almindelige. Jeg fik i sidste uge en mail fra Libero (hvorfor er det jeg abonnerer på alle disse absolut ligegyldige nyhedsbreve???), hvor der stod “7 gode tips til tandbørstning”. Jeg klikkede spændt og læste med store øjne om de mest banale ting man kunne gøre for at lette situationen: Lad barnet holde tandbørsten selv, syng en lille sang imens, brug så og så meget tandpasta…ALTSÅ!! Havde satset på guldkorn, som jeg i mit slørede mor-syn ikke havde gennemskuet, ikke en guide til hvordan jeg kommer tandpasta på… du godeste! Men måske skal man bare ikke forvente at læse nyopdyrket forskning udi børne-tandbørstning hos en ble-producent…?

Og så har vi alle hverdagskampene. Om at gå op af trappen i stedet for at blive båret, om hvor længe man må hoppe på sin mors lår, om man må kaste med maden eller ej, om hvor længe man må blive i gården og lege efter det ER begyndt at regne…

Men heldigvis er der også alt det sjove!! Selvfølgelig! Irma taler mere og mere, og efterligner alt hvad vi siger, hvilket er virkelig sjovt. Og hun forstår også rigtig meget – når hun gider, that is… 😉 Nu står den på søndagssysler, og vi diskuterer hvor vi skal tage hen på sådan en septemberdag. Måske man bare skal pakke en madpakke og tage ud i verden i stedet for at bruge tid på at diskutere for og imod (det ender jo med at formiddagen er helt væk…). Kender I det?