Læs og forstå!

Back to school! Bibliotekaren søger bogtips… Hvad læser I – og har læst igennem tiderne – som har været god litteratur i krisetider? Og her mener jeg den såkaldte 3-års-krise. Jeg er så træt af konflikter, at jeg nu søger til eksperterne (burde nok have gjort det tidligere hrm hrm…), og jeg VIL være bedre til at håndtere de opgør vi har kørende for tiden. På bordet lige nu ligger “Din kompetente familie” af Jesper Juul, og i reolen står også “Det kompetente barn”. Jeg har netop reserveret et par bøger mere af selvsamme hr Juul, men hvis I kender andre kloge hoveder på området, som I sværger til, så vil jeg meget gerne høre om det. Artikler (og anden videndeling) er naturligvis også meget velkomne.

 

Reklamer

Hverdagens små kampe

Er I klar over hvor svært det er for en kraftigt hostende, meget gravid og altid tissetrængende kvinde at følge med en knap 3-årig på en løbecykel?… Og selvom jeg faktisk synes Irma er god til at stoppe ved kantstenene, så skal det jo nok lige passe at hun glemmer det, der hvor den prustende mor simpelthen er for langsom! Fik også flere gange kommentaren: “Kom nu, mor”… Så kan jeg lære at hundse med min lille fis, når jeg ikke selv kan klare mosten…

Det gælder ellers bare om at nyde de gode stunder i de her dage. Irma er i seriøs kamp med alt hvad jeg siger for tiden. Alt lige fra indtagelse af morgenmad og “nej, du må ikke gå med bar mås ned i børnehaven” til lange dramatiske tudeture over at jeg ikke vil bringe prinsessen hendes sut på et sølvfad eller lade hende spille lige så meget Ipad som hun vil… I morges sov hende og jeg dejligt længe og vågnede først da faren var på vej ud af døren til arbejde. Irma fik lov til at se lidt tegnefilm mens jeg gik i bad, og da filmen var færdig, sad der en komplet frøken umulig i sofaen… Hvor dælen hun var kommet fra, aner jeg ikke! Irma råbte, højt og kommanderende: “Jeg vil ha’ min lyserøde sut, NUUUUU!!!” Den brune der lå i sofaen blev kastet så langt væk som muligt. Helt forkert farve jo… Min plan med nu-går-jeg-lige-ud-i-køkkenet-og-venter-til-du-er-kølet-af lykkedes på ingen måde. Råbemaskinen lå nu på gulvet og brølede kommanderer ud til højre og venstre… Og jeg endte med at gå ind til hende igen, tvangs-kramme hende til ro og minde hende om at alle sutterne befandt sig ude i køkkenet, hvor hun ved hjælp af en skammel, nemt kunne betjene sig selv (ja, det er ordret sådan jeg taler til min datter…nånej…).

Efter lidt morgenmad gik det bedre – indtil damen skulle have tøj på og altså ikke måtte cykle barmåset ned i børnehaven (jeg ved det, komplet urimelig mor!!)… og sådan går dagene for tiden. Så når Irma kommer ind og putter i vores seng i de spæde morgentimer, og ikke er helt vågen, så grovnyder jeg at dele hovedpude med den lille møffer. I fred og ro og uden sure miner.

Og jeg ved jo godt hvad alt det her handler om. Det handler dels om at vi i den grad er nået til trodsalderen selvstændighedsalderen, hvor grænser skal testes og lunter antændes… Og så handler det om at Irma for tiden har en mor, der simpelthen ikke kan det hun plejer. Ofte finder Irma tæpper, madrasser og alt muligt andet legegrej frem, for så skal vi lege hule (og nej, der er INGEN komfortabel måde at være i en hule på når terminen er så tæt på som den er), slå koldbøtter (behøver jeg forklare?…) eller lege en af de mange lege de laver i børnehaven – som næsten alle sammen involverer kravlen rundt på gulvet, ligge sig på maven, hoppe op og ned eller andet i den retning… Og det er sgu lidt op af bakke med den vigør…
Så selvom lillesøster selvfølgelig ikke bliver inde i maven for evigt (vel????), så ønsker jeg sådan at hun kommer lige om lidt. Udfordringerne bliver selvsagt nogle andre, men lige nu er den tykke mave bare ikke længere en acceptabel undskyldning for at sige nej til en sjov leg.

Hvis ikke der sker noget af sig selv inden for det næste døgn, skal jeg til jordemoder i morgen eftermiddag (på terminsdagen), og her satser jeg gevaldigt på at der kan blive trykket på nogle knapper! Sæt-igang-knappen for eksempel…

Sure løg!

Det startede faktisk allerede i morges. Det her frk. modsat-adfærd. Jeg tror der kom mindst 10 meget højlydte og vrede “JEG KAN SELV!!!!”-råb fra Irma inden klokken var tid til aflevering… Og selvom pædagogerne forvissede mig om at de havde haft glæde af en utrolig glad og frisk Irma hele dagen, så var der kun sur og slatten luft tilbage i den ballon jeg kom og hentede… Der var skrig og skrål over at hun først ville have jakke på, så ingen jakke, og så jakke igen… Atter et drama da hun ikke blev båret ned af trappen, men skulle gå selv. Så havde vi en mindre episode da jeg skubbede gyngen HELT forkert, fordi jeg skulle stå DER og ikke DER! Og så en nu-lægger-jeg-mig-lige-på-gulvet-og-skriger-scene da vi var kommet hjem og hun ikke fik lov til at se mere end ét afsnit Hr Skæg i fjernsynet… Ååååh, så er det sgu heller ikke nemt at være to et halvt – og heller ikke at være mor til sådan en, for den sags skyld. Irma er lige blevet puttet, i sin egen seng. På trods af kamp til stregen om at hun først ville sove i vores seng, så hellere inde i sofaen, og så faktisk hellere på gulvet i køkkenet end i sin egen seng… Jeg endte med at lægge mig ved siden af hende til hun sov, mest fordi vi var ude i den der hikse-gråd hvor hun er så rød i hovedet at man bliver lidt bange for om der overhovedet kommer blod til hjernen – eller resten af kroppen…

Efter sådan en dag tillader jeg mig selv at tælle til 10, for ikke at komme til at ønske mig et andet barn, men i stedet nå frem til at det SKAL blive bliver bedre i morgen! 🙂

Møøøøøøs!

Irma er i en kyssefase. Ja, nu skrev jeg godt nok forleden at hun får timeouts i vuggestuen fordi hun er en lille bandit – men en bandit kan jo altså også godt have sine gyldne øjeblikke 😉 Vi var til noget julehygge hos en af mine gamle veninder for lidt tid siden, og her var der en lille pige med på omkring et halvt år. Nusj, hvor skulle hun kysses! Helt forsigtigt, lige oven på hovedet og rigtig mange gange. “Er hun sød, Irma?” spurgte jeg, hvortil der bare blev nikket og konstateret at hun enten var en baby eller en lille pige. Stolt øjeblik for moren, for pigen havde jo ret! Forleden fik jeg så at vide at den lille pige (7 måneder gammel), der lige er startet på Irmas stue, får samme mængde hyppige kys. Og alt legetøjet skal også kysses: bamser, dukker, små dyr, yndlingsbøgerne og spejlbilledet naturligvis! Og vi er så heldige at kyssene også drysser på forældrene.

Personligt synes jeg det er ret fint at det her begyndende trods og selvstændiggørelse kommer i samme periode som kysseperioden, det gør ligesom det hele lidt mere tåleligt… Eksempelvis skal jeg for tiden mindst påregne en halv time til at hente Irma fra vuggestuen. Hun vil ikke med hjem! Og det er ikke fordi hun kaster sig rundt på gulvet i arrighed (ikke som det første i hvert fald…), hun løber bare væk eller ignorerer mig når jeg kalder. Godt det ikke er særlig provokerende… Og i dag da jeg havde lavet børnefamiliens hofret: spaghetti med kødsovs, ville hun gerne have revet parmesan på – ligesom mig. Men da jeg kom det på, begyndte hun at græde helt ulykkeligt og så meget forurettet på mig. “Ost, mor!!”, men ikke parmesan altså… Nu skal jeg selvfølgelig også være lidt imødekommende. Når Irmas kendskab til ost begrænser sig til ostehaps og rejeost, så er det måske ok at hun bliver en smule sur når moren kommer tør, revet ost på hendes pastaskruer…

Uden for døren!

… eller rettere sagt; en tænkepause på madrassen. Det er nu den situation min lille datter har været i, både i dag og i fredags… De kører en art timeout-politik i Irmas vuggestue, når man har lavet ballade, ikke hører efter, eller hvis man driller de andre. Og i fredags var Irma blevet sat “udenfor” fordi hun ignorerede pædagogerne og kørte sit eget ræs. Tja, det er jo ikke ligefrem et ukendt fænomen, så det var svært at lave en virkelig overrasket grimasse da jeg hentede hende i fredags. I dag har hun så fået lov til at tænke sig om på madrassen fordi hun legede med vandet i sit vandglas, ved frokostbordet… Hun havde åbenbart præsteret at lave en fontæne af vand henover spisebordet – men det var tilsyneladende ikke imponerede voksne, der havde kigget på hende bagefter. Til stor undren for den lille dame. Derudover havde hun i sidste uge malet på en hvid væg med rødbede og sprøjtet med vand i skifterummet. Og blevet ved med at synge når de allesammen skulle sove (det sidste her får man altså ikke timeout for, der er trods alt ingen “udskæld” til for glade børn)

Vi har altså at gøre med et forstyrrende element!!

Selvfølgelig kan jeg godt se, at hun overtræder nogle grænser, men vi er nok ikke helt nået til timeout-fasen herhjemme endnu (hvis vi altså nogensinde kommer der til…), og vi synes begge det lyder lidt voldsomt for en 2-årig. Jeg havde dog selv en lille disput med hende i weekenden, da hun nægtede at spise andet end de kiks Farmor havde tilbudt tidligere på dagen. Moren kommanderede groft brød, men Irma hylede på KIIIIIIISS (aka “kiks”), og smed brødet på gulvet! Så! Der var dømt magtkamp lige der ved køkkenbordet, og tror vist vi endte med at være to tabere. Jeg fik ikke min vilje da Irma stadig nægtede at spise brødet, og Irma fik heller ikke sin vilje, og endte med at måtte sidde halvsulten i sin autostol. Lose/lose.

Det kalder vist snart på en alvorssnak omkring grænser og do’s & dont’s mellem faren og mig – tror det er meget godt at være på samme hold når trodsen for alvor rammer i det lille hjem!

Begejstring – og mere nej…

Selvom man er nejsiger, kan man heldigvis godt udvise begejstring, og overfor de sjoveste ting. En ting er at få en stor krammer om morgenen eller når jeg henter nede i vuggestuen (hvis altså ikke man lige sidder på gyngen, så er der nemlig ikke tid til kram…), eller nikke ihærdigt når vi spørger om vi skal læse en bog. Men Irma er nu også begyndt at klappe og sige JAAAAAAAAA når fx farens nybagte brød bliver stillet på bordet, eller hvis morfar kommer med is – i det hele taget er det temmelig madrelateret begejstring det her, og det gør det da også lidt sjovere at lave mad, når det får den slags modtagelse 🙂 Har dog også oplevet det et par gange når Hr Skæg toner frem på skærmen…

Og i øjeblikket sætter jeg altså MEGET stor pris på al den begejstring jeg kan få! Jeg er seriøst bekymret for om den der trodsalder er begyndt at melde sig… Og ja, jeg har læst, at Jesper Juul (og sikkert mange andre anerkendte og dygtige folk) ikke kalder det trods, men noget andet og langt mere udviklende – men jeg må sgu sige, at når barnet smider sig midt på fortovet, skriger og græder, fordi hun ikke vil holde mig i hånden når vi går over vejen, så er det dælme trods! Og jeg må faktisk også sige, at jeg overraskede mig selv temmelig vildt i den situation (der kommer selvros nu, be ware!). Jeg formåede faktisk at tale med rolig stemme igennem hele scenen, og endte med at bære en mut, men stille pige over vejen. Så stolt!! Lige indtil næste fortov, hvor hele kampen startede forfra…

Og hvor manden mest synes det er komisk, så er jeg altså ved at gå op i en spids over alle de nej’er! Jeg har konstant en indre diskussion kørende om hvilke kampe Irma skal vinde, og hvilke hun OVERHOVEDET ikke skal – og det er sgu da ikke nemt. Hvilket faktisk skuffer mig en del, synes sgu altid det ser så dødnemt ud når andre forældre gør det! Pokkers.

Eksempel: Kampe Irma godt må vinde: En riskiks til, læse en bog mere, lege lidt mere med Lego, en gyngetur til, gå i stedet for at cykle hjem. Kampe Irma ikke må vinde: Ble på eller ej, vasket hår, tørret fingre af efter havregrødsfest, sovetider… Og efter at have skrevet den lille liste, kan jeg da godt regne ud, at det her mildest talt kun er toppen af isbjerget… Det med den rolige stemme på fortovet, kan godt gå hen og blive en éngangsforteelse…