Forår i Lunden

I dag blev jeg igen bekræftet i hvorfor det er så godt at være flyttet. Den oplevelse gjorde mig næsten rørt og meget fortrøstningsfuld omkring at have taget den beslutning for pigerne og for os selv. Jeg henter pigerne på cykel og vi kører hjem, snakkende om dagen der er gået og hvad vi skal lave når vi kommer hjem. Olga sidder i cykelvognen og bladrer i en af Irmas biblioteksbøger, helt opslugt. Vi lander på stierne til Alberts Have og bliver mødt med Hej fra naboer, der står og sludrer over de hække, der stadig bare er grene plantet imellem husene. Irma cykler i forvejen og bliver løbet i møde af hendes veninde i nr 21, og Olga bliver nærmest omringet af børn, der nysgerrigt spørger hvad hun læser og om hun vil lege. Det tager under to minutter, så har jeg småsludret med 3-4 voksne, mens tøserne begge har lavet legeaftaler og er løbet ind selv. De to store øver sig i slå vejrmøller i stuen, mens de to små prøver al klæd-ud-tøjet og har en fest med det. Der er ingen ulvetime og ingen sure børn – og kun glade stemmer når jeg kommer med marmelademadder og grøntsagsstænger. Da Irmas veninde bliver kaldt hjem, løber de begge derover og leger lidt. Klokken er halv seks før vi igen kun er de fire vanlige på adressen, og Irma kommer kun ind da Olga iført strutskørt og plastic-stiletter, råber ud af døren:

“VI SKAL SPISE, FOR FANDEN” – det er også vigtigt ikke at blive opslugt i al idyllen, det er jo trods alt vestegnen, og min treårige lyder som en havnearbejder…

 

Reklamer

Godt nytår!!

Det klassiske tilbageblik – så væbn dig selv til lidt af en roman…jeg bliver helt forpustet når jeg tænker tilbage på det år der er gået.

Da vi skød 2015 i gang boede vi på Amager, jeg havde et ret nyt arbejde i Dong Energy og vi havde besluttet at blive boende i lejligheden og gøre Irma klar til skole 400 meter nede af gaden. Men i løbet af vinteren kom der et opslag på Facebook, og jeg hørte mig selv spørge ham til højre for mig i sofaen: ”Skal vi flytte til Albertslund?” Manden kiggede på opslaget, kiggede på mig, og svarede så: ”Ja, hvorfor ikke?” I løbet af foråret drog jeg til informationsmøde i Forbrændingen og kom hjem og var endnu mere tændt på ideen om at bo i nybyg, til leje, på Vestegnen. Vores navne blev trukket op af den heldige hat, og vi fik den boligtype vi gerne ville have – 1. september skulle vi flytte ind… Lejligheden blev hurtigt sat til salg ( for 3. gang mens vi har boet i den…), men denne gang stod køberne i kø for at købe den. Allerede inden der var billeder på boligannoncen, blev jeg kimet ned på arbejde af interesserede købere! Og en lille måned efter var lejligheden solgt og papirerne skrevet under.

Til gengæld fik vi også den nyhed, at vores kommende hjem ikke ville være færdig til den estimerede dato, og at vi nu havde 3 måneder (fra august til november) uden tag over hovedet… Løsningen blev, at flytte ind hos mine forældre i Brøndby Strand og bruge vores sommerhus i weekenderne. Det var ren luksus at vi ikke skulle ud og leje os ind et andet sted, og bruge mange tusinde kroner på det, men samtidig var det også godt, at det var et afmålt tidsrum – for alle parter havde brug for nedtællingen til gen-seperationen.

Slut oktober fik vi nøglerne til vores nye hjem, og vi flyttede ind samme dag. Med hjælp fra mine forældre (desperationen ville ingen ende tage ;-)) og et par venner, blev containeren tømt i løbet af ret kort tid. To uger var vi hjemme med alle flyttekasserne, møbler der skulle samles, hylder der skulle hænges op og en hel formue, der skulle bruges i Bauhaus, IKEA og Power… Vi havde nok en forventning om, at vi skulle holde en slags miniferie, men da ugerne var forbi, glædede vi os begge til at komme på arbejde igen og starte hverdagen! Pyh, et mas. Satser ikke på at flytte igen foreløbig!! Og nej, i skrivende stund er vi stadig ikke færdige – der mangler stadig at komme maling på et par vægge og blive hængt lamper og andet godt op. Men ting tager overraskende meget tid, når der også er børn, arbejde og uddannelse (mandens, ikke min) der skal sørges for.

I år har vi også fået to børn på 3 og 6 – et skolebarn og et børnehavebarn. Og vi har sagt endegyldigt farvel til sutterne (de bliver stadig savnet!!), til langt de fleste bleer (mangler kun dem der lugter mest…), og til middagslur.

Irma er så glad og tryg ved at gå i skole, at jeg bliver helt varm ved tanken. Hun er landet i en forrygende klasse og har fået så mange gode venner. Der har været lidt knas på lærerfronten, da Irmas klasselærer desværre blev ramt af en bil i efteråret og fortsat er sygemeldt med piskesmæld og mange smerter. Det har selvfølgelig givet lidt uro, da børnene savner deres Kirsten, men efter nytår kommer der er ny fast klasselærer på, og så får de forhåbentlig lidt mere ro i undervisningen – og Kirsten kan få ro og tid til at blive hel igen.

Olga er også landet godt i børnehaven, har fået masser af nye legekammerater – bl.a. nogle der bor i Alberts Have ligesom os. Det skal vi lige have arbejdet lidt mere på at støtte op om i det nye år. Hun vil i hvert fald gerne snart også have venner på besøg ligesom Irma har – i det hele taget har vi mange af den slags ønsker der ender på: ”…ligesom Irma har”… Klassisk søskendedynamik.

I 2016 glæder jeg mig til at føle mig hjemme ét sted, både i mit privatliv og på arbejde. Jeg ser frem til at se pigerne udfolde sig mere og mere, og lære nye mennesker og sider af Vestegnen bedre at kende. Jeg ser frem til restaurantbesøg med min mand, og forhåbentlig mere kærestetid end der har været i det forgangne år. Og jeg ser frem til at fejre ham runde et meget rundt hjørne til sommer. Der bliver også tid til fester – både ude og hjemme!! – ferier med venner og familie, og ikke mindst weekender i sommerhuset. Jeg ønsker mig mindre action og mere nydelse i det nye år!! Jeg er klar – godt nytår til alle 🙂

 

3 uger, 3 år, og snart kun en måned til jul

I morgen aften skal jeg for første gang hænge fødselsdagsflag op i det nye hus. Og fredag morgen sætte det lille trætog med lys og tallet 3 på bordet, sammen med nybagte kardemommeboller, gaver og sang. Olga har talt ned i mange dage til hvornår hun bliver tre år, og vi har talt om gaveønsker, kager med Frost-motiv og hvad der skal ske henne i børnehaven. Hele fødselsdagskonceptet bliver bygget op af storesøsteren, der glæder sig mindst lige så meget som Olga. Ikke mindst pga. den udtalelse der kom fra Irma forleden aften: “Når Olga har fødselsdag, så får jeg nemlig også gaver”… Den brugte vi lige lidt krudt på ift. nogle forventninger og sådan noget med at glæde sig på andres vegne. Regner med at vi tager den snak igen på nogenlunde samme tidspunkt næste år…

Olga får ikke en Frost-kage som Irma ellers har fablet om i flere uger. Hun skal naturligvis have en kagemand med slik på. Ingen fødselsdag uden brunsviger (det står vist stadfæstet ved lov et sted!). Og børnehaven skal have frugt. Bum. Der er en skrap sukkerpolitik i Albertslund kommune, så frugt er det eneste, der må deles ud. Måtte lige tøjle min ærgrelse over ikke at kunne dele noget bagværk ud, men nu hvor den er landet, så er det faktisk lidt en lettelse. Det der med at skære en vandmelon og en ananas i mundrette bidder og placere på et fad, virker ret rart lige nu.

Og så er vi så heldige, at alle fire bedsteforældre kommer på besøg på dagen på fredag. Til både brunner og aftensmad. Jeg kan allerede regne ud, at Olga hellere vil have læst bog højt af dem alle hver især end at pakke gaver op. Det plejer at være sådan hun bedst skaber bånd: Ved kram, sidde på skødet og højtlæsning.  Og helt ærligt, er der noget mere hyggeligt end det?

Jeg havde så nok håbet at alt ville være på plads når det blev fredag. På fredag har vi nemlig boet her i 3 uger, og hvor lang tid kan sådan en omgang pakken-ud-sætte-hylder-og-vægge-op-og-falden-til egentlig tage? Tja, mere end 3 uger må jeg nu erkende!!! Ved faktisk ikke rigtig hvad jeg havde forestillet mig! Nu kan jeg kigge omkring og se, at vi skal have gæster, mens der ligger rockwool under trappen og der står gipsplader og ligger værktøj på det meste af 1. salen. Jeg er ikke ligefrem tilfreds, men jeg kan lige præcis gøre nada ved situationen. Vi sover fortsat på en sovesofa fordi vores madras er fem uger undervejs (og blev bestilt fire dage før vi flyttede…), pigernes værelse mangler den hygge og ro, som vi gerne vil give dem, men som boremaskiner og værktøj ikke ligefrem indgyder. Og vores stue på 2. sal er heller ikke færdig, her mangler både billeder på væggen og et lærred i loftet. I weekenden bliver vores vægge på 1. salen nok færdige, og så kan vi lavet en aftale med en maler og få sat de sidste ting op. Min kære mand prøver at få mig til at acceptere, at vi ikke er færdige før til jul, men det huer mig ærligt talt ikke.

Og apropos jul…så påregner jeg en hel måned med nisseløjer igen. Den nye nissedør er købt og ligger klar, nu skal vi liiiige have sendt det brev til Nisseline, hvor vi fortæller at vi er flyttet, så hun kan finde herhen…

 

3…2…1…

Tre måneder er gået, og nu er det nu. I morgen får vi nøglerne til vores nye hjem og kan flytte ud af mine forældres hus. I morgen skal vi tømme containeren med alle de ting vi ikke har set siden midt i juli og i morgen skal vi for første gang sove i Alberts Have – midt imellem alle flyttekasserne. Irma glæder sig helt vildt, og spurgte allerede i onsdags om hun måtte have en veninde med hjem fra skole i morgen, fredag. Hvilket jeg til hendes store ærgrelse måtte afslå. Olga er skrupforvirret, og følger spændt med hvad end vi gør. Men selvom vi har talt om det i ugevis, forstår hun nok ikke helt hvad der sker. Jeg håber virkelig vi kan skabe så meget ro i det her kaos, at hun lander blødt om meget kort tid. Min kære husbond behøver jeg næsten ikke nævne i den her sammenhæng… Efter tre måneder hos sine svigerforældre, er han også klar til at være i eget hjem… Mine forældre glæder sig også. Og lidt mere udtalt nu end for en måned siden.

Og bortset fra at jeg – med vanlig dramatisk sans – besvimede i går morges da jeg trådte ud af bruseren og slog hovedet ned i en trækasse fyldt med duplo (av for SATAN, mit hoved!!), så har jeg det nogenlunde sådan her:

HAPPY

Hvad er det nu jeg har glemt?

Nååååh, jamen det er bare det sædvanlige liv der er på standby – ergo er bloggen det samme. Der er for tiden en del jeg ikke evner at holde ved lige, og skrivning er desværre en del af det. Derudover følger den-sunde-linje og vægten. Og de pænt lakerede negle (hvilket ellers plejer at være vigtigt blandt dem af os der stadig går med sandaler!). Også det velplejede hår kommer med i bunken. Og så lige de andre ting der har med mig selv at gøre… Jeg er stadig så forfængelig at disse ting jo ikke er slettet fra min liste over væsentlige ting. Jeg når det bare ikke.

Det går sådan set fint med vores midlertidige hjem her i Brøndby, og jeg tror da egentlig mine forældre er enige. Men det skal da heller ikke være en hemmelighed at alle vist glæder sig til at den normale hverdag indfinder sig igen. Pigerne er begge der hvor dette er blevet hverdag. Tingenes tilstand er lige nu. Hvilket sådan set er meget godt, vi skal bare huske det i al vores snak om lige-om-lidt. Irma glæder sig meget til at kunne have veninder på besøg. Og til at have alt sit legetøj igen. Olga har spurgt efter sine bamser og alle klæd-ud-kjolerne, og ser rimelig undrende ud når vi svarer at tingene er pakket ned. “Er de i sommerhuset?”, spørger hun så.

Udover alt det trivielle omkring logistik, pendling på motorvejen, arbejde og hente-bringe-bøvl, så laver vi heldigvis også meget andet. Der er da både forældremøder, børnehave-høstfest, legegrupper, mandens leder-uddannelse, weekender i sommerhus med hyggelige aftaler, vennebesøg og aftner med grin og god vin. Så vi glemmer ikke alt ved os selv – jeg glemmer bare bloggen…

Smile & Wave

 

Biografdebut

“Ved I hvor vi skal hen nu, piger?” (kører i bilen på vej hjem fra sommerhus)
“Vi skal hjem til mormor og morfar”
“Nej, vi skal lige i biografen først”
(Rimelig meget jubel fra bagsædet)

Vi landede i Rødovre 3 minutter før filmen gik i gang, og anede overhovedet ikke hvor biografen lå. Det der med at bede GPS’en om at finde en p-plads i nærheden af slutlokation er ikke altid den bedste ide… Så vi måtte halvløbe halvvejs rundt om Rødovre Centret og fandt biografen ovre ved siden af biblioteket. Vi købte noget nær de sidste billetter til forestillingen og måtte sidde på 2. række – og kastede os ned i sæderne midt i forfilmene. Irma nåede at blive edderskræmt pga traileren til en Dracula-tegnefilm, Hotel Transylvania, men da Inderst Inde lige så stille startede op, var der ro på os alle fire. Det var faren der endte med at sidde med Olga – “jeg vil sidde ved siden af dig, far” – og kunne fortælle at hun nogle steder havde både rystet helt af skræk og grint lettere nervøst med når vi andre også grinte.. Irma derimod er en anelse mere fysisk og højlydt i biografen. Henimod slutningen af filmen (og bare rolig, ingen spoiler-alert!!), hvor det hele ser sort og ulykkeligt ud, oplever jeg at mit biografsæde bliver invaderet af et meget uroligt barn, der slet ikke kan være i sin egen krop pga ubehag. Jeg måtte trøste og tysse på min store pige, der er og bliver en følsom lille sjæl. Særligt når det store lærred er så tæt på, at filmens karakterer nærmest sidder på sædet ved siden af.

“Hvordan var filmen piger? Kunne I lide den?”
Olga nikker og smiler. Irma siger “Nej, den der Drabula-film var mega uhyggelig”…
Note to self: Vi venter lidt med 3D-filmene, dem i 2D er allerede ALT for voldsomme!

 

Weekend med løjer

Vi var til fest i går! Rigtig god og sjov fest. Med helte og skurke tema – og ALLE var klædt ud. Ret imponerende når man tænker over det. Og der var fri fortolkning over emnet, så der var alt lige fra Camilla Plum og Rasmus Klumps mor, til James Bond, Ghostbusters og Lisbeth Salander. Og når nu jeg ikke så godt kan drikke drinks, så er det jo godt, at jeg kan kaste mig ud på dansegulvet. Endte med at agere dj i over to timer – med indlagte ønskestunder (når det gik hen og blev for tøset og sing-a-long-agtigt…)

Irma er blevet passet på Vestegnen, og har som vanligt hygget sig. Ved dog ikke om man på et tidspunkt når dertil hvor man hviler så godt i at børnene bliver passet, at man ikke tjekker sin telefon en gang hvert 20. minut – bare lige for en sikkerheds skyld… Og selvom mine forældre havde gæster på besøg da vi ankom i går, gik der ikke længe før gæsterne skulle charmeres og snakkes med. Jeg er ret sikker på at Irma er mindre genert når forældrene ikke er i nærheden – lidt mærkeligt at erkende at vi faktisk kan være en hindring for optøningen…

I det hele taget har det været en ret fantastisk weekend. Med svømmehalstur med yndlings-August i går morges – hvor begge unger brugte al deres energi i bassinet. Det kan virkelig mærkes at vi lige straks har store børnebavebørn, som mener de kan alting selv!! Luksus-kærestemorgenmad med manden i morges, ferieplanlægning her til eftermiddag (bare det snart var juli!!) og Irma der blev sindsygt glad for at være hjemme igen og for en fin lille trækvogn jeg fandt på Cocio-shopping i morges i Fakta.. Er så småt klar til endnu en forkortet arbejdsuge 🙂