Fritid?? Hvad bruger man det til?

Status på en lørdag eftermiddag: Huset er gjort rent, burgerbollerne til i aften er sat til efterhævning, og voksen-dessert-snacks er på køl. Pigerne har leget hele dagen, mest på deres værelse. Manden er taget til heldags-fødselsdag et sted inde i byen, og jeg har nu drukket i nærheden af fem kopper kaffe… Begge piger leger med bedstevennen, henholdsvist udenfor og oppe på værelset, og jeg sidder her i køkkenet… med resterne af den seneste kop kaffe og en temmelig doven tilgang til resten af lørdagen. Om et par timer skal vi over til naboen og holde MGP-fest: børnene foran fjerner med slik, de voksne i køkkenet med bobler. Perfekt konstellation. Men lige nu sidder jeg med en følelse af kedsomhed. Der er ingen pligter der skal klares og børnene passer sig selv. Det er virkelig en mærkelig følelse, den her ro og tid for sig selv. Jeg burde jo ty til en bog eller en serie, men har ikke helt ro nok i hovedet til at det passer ind. Jeg gider heller ikke arbejde, da det har været en absolut arbejdspakket uge – og den næste bliver lige sådan – så det er med god samvittighed sat på pause. Jeg har tilmed også lavet madplan og bestilt indkøb til næste uge, så dét er ligesom også fikset…

Hobbyerne burde med andre ord stå i venteposition fordi det for en gangs skyld er muligt at dyrke lige præcis det jeg har lyst til på en helt almindelig lørdag eftermiddag. Og det eneste jeg gør er, at sidde her og kigge ud på det der ikke helt er grønt endnu… Bare være i nuet? Er det bare det jeg skal?? Det lyder umiddelbart lidt fremmed i mine ører. Hmmm… Tror bare lige jeg bliver siddende lige her lidt endnu. Fordi jeg kan, og egentlig ikke rigtig kan andet.

Reklamer

Styr lige de der vinger, hva!!

Nu har jeg gjort det tre gange, og det bliver ikke ligefrem sjovere… Efter jeg er blevet medlem af det voksne arbejdsmarked har jeg sagt op tre gange, og det er med seriøse knuder i maven at jeg her til aften kan fastslå, at jeg ikke længere er udviklingskonsulent i Gentofte Bibliotekerne. I morges kørte jeg til Gentofte sammen med Olga og en dåse med nybagt brownie (kage er bare bedst når der er tunge ord på bordet!), og meddelte min chef, at jeg pr 31. juli ikke længere er en del af holdet i det hvide hus i Hellerup, men til gengæld starter i et gult hus i Roskilde, på et helt andet hold, d. 1. august. Jeg er dog ret stolt af, at jeg ikke begyndte at græde – jeg er trods alt stadig i hormonernes vilde vold! Ja, måske gik det faktisk lidt nemmere alligevel nu hvor jeg tænker over det. Og det er da helt sikkert fordi hele arbejdssituationen er så meget på afstand. Jeg tror faktisk slet ikke det er landet helt endnu. Det er da også ret mærkeligt at sige op på et arbejde hvor jeg har været de sidste 5 år, og som har været hele min professionelle identitet, og så skal jeg ikke engang rydde mit skrivebord eller afslutte opgaver – for det gjorde jeg jo tilbage i september.

Jeg har virkelig arbejdet sammen med nogle skønne mennesker i Gentofte, og selvom jeg fik sagt farvel til en masse i dag, var det langt fra alle jeg fandt frem til. Og når jeg sidder her i køkkenet og tænker over det, er det da faktisk ret vemodigt …. puuuh lad os ikke dvæle ved det, så ender det jo med at de tårer kommer på banen alligevel.

For jeg har jo sagt op fordi jeg har fået noget nyt at lave (skulle til at skrive ‘nyt at rive i’, men jeg kender lidt for mange, der straks vil brøle “…som man siger”, så den sætning er hermed droppet ;-)). Jeg har allerede fortalt det ovre på Facebook, og utrolig mange søde mennesker er kommet med tillykker. Sjovt som positive tilråb virkelig kan pynte på en dag! Og nu til det – jeg er blevet ansat som vidensmedarbejder i Madkulturen, en projektorienteret organisation under Fødevareministeriet. Selvom jeg har en formodning om hvad jeg skal lave, så venter jeg med at fortælle om de specifikke opgaver – tænk nu hvis mine forestillinger slet ikke holder stik… Og så er det jo også en virkelig god cliffhanger til august hvor jeg starter…eller…

Men alt det her med jobansøgning, samtale og 2. samtale (og have seriøst mange tøjkriser!!), forberedelse og monstermange sommerfugle i maven har gjort, at hængepartierne bare hober sig op. Og jeg nægter (eller prøver i hver fald) at lade mig stresse i min (formentlig) sidste barsel. Så det med at jeg har modtaget en smart samtale-mobil-håndfri-gadget-dims til bilen, som skal anmeldes her på bloggen, og det med at jeg slet ikke har fortalt om alle de fede ting Irma render rundt og siger og alle de kæmpestore ting, der sker med Olga. Det kommer alt sammen. Lige om lidt. Men resten af denne aften skal gå med at se et eller andet på computeren, læse lidt blogs, spise lakridser og kigge på de ret så flotte blomster jeg har fået af min søde mand og mine forældre. Blir nemlig grovforkælet på den måde.

En nødvendighed

Selvom noget siger mig at det er klogt at gå tidligt i seng når nu manden skal se Superbowl det meste af natten (lur mig, om han ikke bare falder i søvn på sofaen…), og jeg skal være der for pigerne når de vågner (hvis det blir efter kl 6 må jeg finde på en passende præmie). Men når nu selvsamme småtøser begge to sover sødt, så skulle jeg da være tosset hvis jeg ikke lige kunne se et afsnit (indsæt et eller andet voksentv, jeg er faktisk ligeglad, bare det ikke har været vist på Ramasjang!!), drikke en kop the og smække benene op. Det tror jeg faktisk jeg trænger mere til end søvn!

Helt ærligt!!

I dag var Irma og jeg lige ude og ordne de sidste småting, der var blandt andet noget med en and der skulle hentes. Og lige nede på Holmbladsgade mødte jeg en pige, der fik mig til at tvivle på om Amager er det rette sted at lade min datter vokse op… Okay okay, måske er det lige at stramme den lidt, men jeg ville næsten ønske jeg havde taget et billede af hende – bare sådan til skræmmehylden. Et billede som jeg med jævne mellemrum kan vise Irma, og fortælle at hvis hun nogensinde går udenfor i den mundering, så bliver hun sendt direkte til Svalbard (som er det kedeligste sted min hjerne lige nu kan komme i tanke om…).

Og nu til beskrivelsen: Jeg vil skyde hende til at have været 21 år, hun havde kort farvet mørkt hår og en åben sort jakke på. Indenunder jakken havde hun blondestrømpebukser og leopard(agtig)top. Ja, for det var skisme ikke en kjole. Den var så kort, at man kunne se lige op i skrævet på hende, samtidig med at den var så nedringet at INTET var overladt til fantasien. Og ja, jeg ved godt, at jeg lige med ét er forvandlet til min far – kan faktisk huske en meget passende snak med ham for ca. 18 år siden… men der handlede det mere om, hvorvidt jeg måtte ligne en bums eller ej. Han ville i hvert fald ikke følges med mig hvis der var huller i buksen, ret svært i grunge-90’erne!! Hallo, far!

Men nu er jeg jo selv blevet mor (eller “nu er jeg jo selv blevet morfar…”) og lige pludselig er det helt uforståeligt at man kan have lyst til at klæde sig på den måde – og tanker som “nej, nu bliver hun da vist forkølet” kom faktisk også snigende…Så kan jeg ikke længere gemme mig bag en forkærlighed for pladderromantiske teenagedramaer, nu rammer den benhårde Ama’r-virkelighed lige der hvor det smerter mest. I voksenheden. Eller…

(hov, glemte at skrive noget om jul her på lillejuleaften, mon det går?…)