Om ilterhed – for det kunne godt være et ord

Et iltert temperament. Jeg har skrevet om det MANGE gange og peget mindst lige så mange fingre af mig selv som af manden. Jeg bliver bare igen og igen overrasket over HVOR vred man kan blive når man er 3 år gammel og tandbørsten ikke var lilla, men lyserød. Og jo jo, jeg er med på, at det ikke lige nødvendigvis handler om den dumme tandbørste, selvom den saftsusme er så dum, at ingenting nogensinde har været så latterlig så længe jorden har været rund!!! Men at det handler om, at den 3-årige ikke kan forlige sig med, at mor siger nej. Og at hun nok kommer til at sige nej en hel del mere i 2016 end hun gjorde i 2015… For jeg må ærligt og redeligt erkende, at jeg har været alt ALT for eftergivende når det kommer til lillesøster. Og i virkeligheden handler det ikke om, at hun er nr. 2. Det handler om at hun skreg sig igennem det meste af min barsel med hende, og hvis jeg kan slippe for at høre på flere hyl, så gør jeg det. Selv her 2,5 år efter min barsel er slut. Og lige dér har jeg skudt mig selv så kraftigt i foden, at krykkerne faktisk er på vej i posten.

For fanden, hvor kan man være dum som voksen. Hvad jeg dog ikke vil gøre for lidt stilhed. Eller lidt nattesøvn. Eller 5 minutter med en avis. Nu tegner jeg selvfølgelig et totalt karikeret billede, for så slemt står det naturligvis ikke til. Hun er jo også verdens største charmer og drillepind, og storesøster og hende er hinandens nærmeste, ligesom jeg ønskede mig. Hun er gavmild og empatisk og enormt omsorgsfuld. En helt favnfuld af egenskaber der helt sikkert nok skal føre hende langt ret nemt.
Men du godeste, et temperament. Måske er alle tre-årige igennem det her? Måske kun tre-årige hvis forældre begge kan blive pænt vrede på meget kort tid… Jeg ønsker mig sådan, at det er en fase, men noget siger mig, at der om næste hjørne venter nye ting at blive vrede på. I øjeblikket er det strømper der er nummer 1 på hadelisten, for et par måneder siden var det langærmede bluser… Så længe vi er i genren, der ikke gør ondt at blive ramt af, så går alting nok fint.

Jeg har besluttet mig til at være blevet genfødt i 2016 med teflon – ikke længere modtagelig overfor børnehysteri og direkte urokkelig! Så må ønsket om de 8 kilo rykkes til næste år…(igen)

Om sprog og aggressioner

“Er hun sprogligt med?” spurgte jeg i dag i vuggestuen. Olgas pædagog mente at det var hun nu nok, men at de lå ret tæt aldersmæssigt på stuen, og det var svært umiddelbart at svare på. Der kommer næsten dagligt flere ord nu. Vi læser bøger i ét væk herhjemme, og genkendelsens glæde er stor – vi kan nemt læse de samme to-tre bøger 8 gange lige efter hinanden. De der ti minutter, som jeg kunne lokke hende til at se fjernsyn for en måned siden, er nu helt væk. Bøgerne lokker mere. Hun kan navnene på alle pædagoger og børn på stuen (som desværre er mere end hendes forældre…), taler ivrigt med når hun skal i bad, have tøj på og når vi skal spise. Hun forstår helt sikkert meget mere end hun selv kan give udtryk for, og vi er også stadig kun på et-to ord af gangen. Der er ikke rigtig sætningskonstruktioner endnu. Men hun bliver så glad når hun bliver forstået, og når jeg endda forstår at ga-ga betyder frugtstang, så er fryden ikke til at stoppe.

Olga er heldigvis ikke ramt af trodsalder eller andet sjovt, men til gengæld har vi en nu en pige på fire et halvt, som til tider opfører sig som en teenager… Jeg læste denne artikel i Vores Børn forleden, som virkelig var en øjenåbner udi, hvordan børn på 4 kan have helt vilde humørsvingninger og kæmpe raseriudbrud. Jeg troede jo bare, at det var min fireårige, der lige pludselig var blevet både urimelig og uudholdelig (nogle gange!). Irma kan blive så rasende på os – og især mig – og jeg bliver igen og igen overrasket over hvornår hun bliver vred. Det er umuligt at komme hende i forkøbet, eller gøre noget andet end dagen i forvejen, for det er altid noget nyt, der er i vejen. Så vil jeg ikke gynge hende højt nok, så får hun ikke lov til at få marmelade på madpandekagerne (når der står kød, grøntsager og guacamole på bordet), så skal hun have børstet tænder (surprise?), eller også er der ikke mere yoghurt tilbage når det lige præcis var det eneste hun havde lyst til at få til morgenmad. Stort som småt. Jeg er for det meste MEGET KEDELIG eller RIGTIG TARVELIG (så ved man at hun ikke er startet i fritidshjem endnu, hvor de mere skønne betegnelser for mor rigtig kommer på banen…). Hun marcherer med næsen i sky ud af rummet, for så at komme tilbage med hænderne i siden og råbe mig an.

Hun skal selvfølgelig tages alvorligt, men det skal ikke have lov til at overskygge alt, og vi skal heller ikke tale de her “konflikter” til døde, for de er som regel virkelig hurtigt overstået. Så nogle gange taler vi MEGET HØJT om tingene, andre gange, når moren har en anelse mere lunte og overskud, kan jeg nå at tælle til ti, og så tale med hende eller fortælle hende, hvorfor det der bare ikke er okay. Langt de fleste dage kan jeg godt tackle både at være kedelig og tarvelig, det er vist en mors lod. Jeg kan sagtens forstå hendes behov for selvstændighed. Men de her virkelig vrede udbrud må gerne skrues bare en anelse ned for. Hvornår er det den her fase slutter?.. (Og hvis nogle siger om 15 år, så går jeg muligvis hjemmefra…)

Bureaukrati og skrankepaver!

Ja, jeg har så oparbejdet en vis harme for mærkeligt indviklede systemer og korrekte medarbejdere, der ikke kan se udover regel-manualen når trætte mødre står med hysteriske (og nu overdriver jeg faktisk temmelig meget) børn på armen. Men på den anden side… så er jo også selv bibliotekar – og dermed i nogen menneskers øjne, den selvsamme skrankepave. Nu har jeg godt nok ikke ekspederet biblioteksbrugere i over 2 år, men alligevel… Så efter jeg forleden forlod Borgerservice med et lidt for højt HRMPF og et “Kors, hvor er det firkantet”, har jeg fortrudt. Big time! UNDSKYLD Borgerservice-dame! Det er jo ikke dig, der er inden i Claus Hjorth Frederiksen, manden der har gjort det surt at være dansker i de sidste 10 år! Og nu ved jeg godt at han ikke er Borgerservice-minister, men han er indbegrebet af en skrankepave og en absurd regel-opfinder i mine øjne, og tilmed en ond en af slagsen! NÅ! Så kunne galden nok blive rettet det rette sted hen! Måske er det noget med at Irma er ved at få flere kindtænder og at nattens 6 timers søvn var et mindre mirakel set i lyset af de forrige nætters ballade, måske er jeg bare træt… Men måske er det også bare noget med at nok er nok.

Jeg er så SKIDE (og jeg må godt bande, det er sgu MIN blog) træt af hvordan tingene kører i det her land. Når mennesker ikke kan få lov til at bo sammen med den de elsker uden at blive tjekket i begge ender og tilmed være nødt til at bosætte sig i Sverige for overhovedet at have en hverdag. Når man i en tid med så meget arbejdsløshed skal være bange for at blive fyret, miste retten til dagpenge OG understøttelse (hvis man tilfældigvis har arvet onkel Torbens lille røde bil eller har en ægtefælle med job). Når der ikke længere er midler til at nyslåede forældre kan blive på fødegangen til der er styr på amningen, så flere og flere spædbørn er underernærede (WTF!!). Når helt almindelige familier har så grumme, racistiske oplevelser, som denne kvinde fortæller om (jeg er stadig dybt rystet). Og når de indfører brugerbetaling på uddannelserne uden at der rigtig er nogen, der gider tage sig af det.

HOLD NU OP!! Det er sgu da utroligt at vi har så meget nok i os selv, at vi ikke gider opføre os ordentligt overfor naboen. Retorikken herhjemme er jo så grim at vi ikke engang selv hører det – at vi ikke engang studser over at der skal indføres særlige restriktioner, der mest af alt får mig til at tænke på jødeforfølgelsen under krigen.

Måske er det nu jeg burde gå tilbage til mit oprindelig indlæg med børneleg og hyggestund – men det må komme i morgen. I dag er jeg bare lidt gal, og det bliver jeg nødt til at dele. Det satte også lige prikken over i’et at Ekstra Bladet har valgt at give Brixtofte økonomisk taletid – godt nok er han regeringskritisk, men jeg associerede til Lomborg da jeg læste det…